I Thessaloniki har »Konventet for Europas Fremtid« fremlagt sit udkast til Europas forfatning. Før det kom der omkring 1000 ændringsforslag til forfatningsudkastet, og flere af disse omhandlede den manglende reference til kristendommen i forfatningsudkastet; men disse blev ignoreret. Et flertal af danske medlemmer af Europa-Parlamentet stemte nej til at nævne kristendommen i forfatningen, og bolden ligger nu hos stats- og regeringscheferne.
Men hvorfor er dette spørgsmål så vigtigt? Det er det, fordi EU allerede har antaget statsform, og fordi der nu er afleveret et forfatningsudkast af stærkt føderalt tilsnit. Var EU »kun« en form for international organisation, ville spørgsmålet være ligegyldigt. Desværre har den danske regering mig bekendt ikke fundet det nødvendigt at bestræbe sig på at få det kristne element med i det udkast, der efter al sandsynlighed vil blive EU's forfatning. Dette kan vise sig at være en fatal fejltagelse, når danskerne skal stemme om forfatningsudkastet - mange danskere bekender sig stadig til kristendommen, og det er klart, at en manglende reference til kristendommen - som vi har det i Grundloven - kan være årsagen til, at et flertal af befolkningen ikke kan stemme ja, når traktaten skal til folkeafstemning.
Den europæiske civilisation er ikke kun et produkt af kristendommen, men kristendommen er det enkeltelement, der om noget har været mest betydningsfuldt for Europa. Renæssancen, humanismen og oplysningstiden, og dermed også konceptet »menneskerettigheder«, kunne kun opstå på baggrund af - og nogle gange i modsætning til - kristendommen. Modsat f.eks buddhismen, konfucianismen og islam indtager individet en helt central position i kristendommen; det enkelte menneske er skabt i Guds billede, og Gud ønsker et personlligt forhold til den enkelte.
Dette sikrer individet en særstilling i forhold til de førnævnte religioner, og det er en vigtig årsag til den udvikling, der har skabt den vestlige civilisation. En anden vigtig udvikling er, at staten er holdt op med at blande sig i kirkens indre anliggender. I et flertal af europæiske stater anerkendes de kristne værdier som fundament for samfundet, men staten blander sig ikke i trosspørgsmål. Før det kom så vidt, var der en kirke og en stat, der konkurrerede med hinanden, hvad der skabte et spændingsfelt, der har givet plads til, at videnskab og generelt tænkning har kunne udvikle sig. I modsætning hertil ser man f.eks. hos islam, at kirke og stat er et, og teokrati er et ideal, og at videnskab aldrig kan »vinde« over religion.
Hvad er en civilisation? En civilisation er en kulturel enhed. Byer, regioner, etniske grupper, nationaliteter og religioner har alle tydelige kulturelle kendetegn på forskellige niveauer af kulturel heterogenitet. En beboer i Øster Hjermitslev i Vendsyssel har en kultur, der er forskellig fra en beboer i Smørum ved København, men begge er dele af den danske kultur, og den er forskellig fra f.eks. den italienske, men de er del af den europæiske kultur, der er del af den vestlige kultur. Og her stopper dén kæde. Den europæiske kultur er distinkt forskellig fra f.eks. den islamiske og den slavisk-ortodokse, den er en civilisation. Civilisation er den »højeste fællesnævner«.
Personer i forskellige civilisationer har forskellige opfattelser af forholdet imellem Gud og menneske, individet og gruppen, borgeren og staten, mand og kvinde; de ser forskelligt på rettigheder og ansvar, frihed og autoritet, lighed og hierarki. Det er utroligt vigtigt at huske på, at forskellene imellem civilisationer ikke kun er reelle, de er også fundamentale. Men forskelle betyder ikke nødvendigvis konflikt, og konflikter betyder ikke nødvendigvis vold!
EU hviler på en fælles kultur, på den vestlige kristendomsforståelse. William Walles har vist, at skillelinjen imellem Vesteuropa og det slavisk-ortodokse Europa i store træk følger linjen for vestlig kristendom omkring 1500. Nord og vest for denne linje er folk protestanter og katolikker; de deler en fælles europæisk historisk erfaring - feudalisme, renæssance, reformation, oplysningstid, den franske revolution og den industrielle revolution; og de har det økonomisk bedre end civilisationerne øst og syd for linjen.
Det er tankevækkende, at Harry Tridandis i sit studie fra 1989 konkluderer, at de værdier, der sættes højest i Vesten (demokrati, menneskerettigheder m.v.), er dem, der sættes lavest i resten af verden. En konklusion, han nåede til efter at have analyseret 100 analyser af værdier. En sådan konklusion burde får vore danske og europæiske politikere til at overveje, hvad de egentlig tror de gør, når de mener, at det er »nok«, at en stat officielt er tilhængere af menneskerettighederne.
Hvis vi fortsætter denne »langhårede« måde at se på sagen, er der to argumenter, der taler for, at kristendommen nævnes tydeligt i forfatningen: Statsteorien påpeger, at det er et problem, når man ikke kan legitimere en stats værdigrundlag på anden måde end ved at sige, at »det vil flertallet«. Det åbner for vilkårlighed. Derimod giver referencen til kristendommen en legitim basis for de værdier, der nævnes i EU-forfatningsudkastet. Ser man i øvrigt på andre europæiske forfatninger, vil man se, at et stort antal af disse i forskellig grad faktisk nævner kristendommen.
Hvorfor denne angst for at nævne tingene ved navn? Er det eventuelt politikernes angst for måske at miste et par stemmer på kort sigt i stedet for at tænke på det overordnede projekts overlevelseschancer på længere sigt?
I integrationsteorien arbejdes der ofte med tre forudsætninger for, at en integrationsproces skal kunne lykkes: a) fælles kultur- og identitetsfølelse, b) alle skal vinde noget ved projektet, og c) der skal være en gensidig relevans imellem enhederne. Set fra denne synsvinkel vil det være fornuftigt at fremhæve den fælles kultur, altså den jødisk-kristne, således at værdigrundlaget er kendt for alle, for at sikre, at de stater, der søger om optagelse i EU, accepterer og kender dette grundlag (grundlaget for f.eks. menneskerettighederne). For stor spredning mht. værdier sætter EU's liv på spil. Stater med forskellige religioner er skrøbelige og tilbøjelige til at undertrykke minoriteter som det ses i f.eks. Eksjugoslavien, Rusland etc.
Det er på denne baggrund berettiget at rejse et krav om, at forfatningen for EU kommer til at referere til den jødisk-kristne kulturs betydning for Europas identitet. Nævnes dette ikke, bliver det grundlæggende svært at argumentere for de værdier, der nævnes i artikel I - 2 i udkastet til forfatning. I øjeblikket svæver de simpelthen i luften uden begrundelse, selvom de fleste nok vil være enige i, at de er »rigtige« og »et godt fundament«. Årsagen til, at »vi« synes, at de er rigtige, er netop, at de er et produkt af vores kristne kultur.
Til slut bør det nævnes, at EU ikke - som nogle modstandere af at nævne Gud hævder - bliver en »forkyndende« eller »evangeliserende« stat af, at man nævner sin religiøse og kulturelle baggrund. Det er naturligt at vedkende sig sin historie, sin identitet, og kristendommen er en uomgængelig del af vores. En formulering i retning af »Den Europæiske Union anerkender den jødisk-kristne religions store betydning for Europas kultur og historie« burde kunne accepteres af alle som et historisk faktum.
Er der ingen henvisning til kristendommens betydning for dagens Europa, vil en række danskere få meget svært ved at stemme for tiltrædelsen af EU-forfatningen. Så hvis ikke logikken i ovenstående gør indtryk på politikerne, burde sidstnævnte bemærkning gøre det.
Søren Dosenrode er Jean Monnet- professor og dr.phil.
Serie
Tema
Kristendom og EU
Skal kristendommen nævnes i den kommende EU-forfatning som en af Europas grundlæggende værdier? Diskussionen bølger stadig, og Kristeligt Dagblad sætter fokus på emnet i tre kronikker. Den første blev bragt torsdag 23. oktober, og den næste bliver bragt tirsdag 28. oktober.
Læs kronikken på mandag: »Fasten som vidnesbyrd« af stud.mag. Noura Akhiat