Kristentro: ståsted eller vej?

Nyligt afdøde Peter Bastian talte om ”forbedringskulturens forbandelse”, kravet om stadig forbedring for at nå det gode, der altid ligger forude, og Svend Brinkmann vil have os til at stå fast over for ”tidens udviklingstvang”. Hvad siger kristendommen?

Johannes Værge, forfatter og tidligere præst ved Københavns Domkirke.
Johannes Værge, forfatter og tidligere præst ved Københavns Domkirke. Foto: Leif Tuxen.

”Du kan blive en bedre udgave af dig selv,” lyder en af klichéerne fra selvhjælpsbøgerne og fra coachkulturen. For erhvervslivet er ”forandringsparathed” den nye lov, krav om en plastisk evne til at imødekomme skiftende behov. ”Det gode” ligger forude, kom nu i gang med at udvikle dig derhen.

Denne omsiggribende appel til endeløs selvudvikling og parathed til nye roller mødte for et par år siden effektiv modsigelse med psykologen Svend Brinkmanns bog ”Stå fast”, sidste år efterfulgt af en bog om nytten af en række ståsteder.

Et budskab, der har en delvis lighed med Brinkmanns, kan man finde i samtalebogen mellem Peter Bastian og Tor Nørretranders, ”Altid allerede elsket”, baseret på en båndoptaget, intens samtale mellem de to nære venner på et hospice, få dage før Peter Bastian døde af leukæmi i marts i år.

Samtalen tager udgangspunkt i det forhold, at Bastian som 71-årig lod sig døbe i Løgumkloster Kirke. Han fortæller, at han har oplevet sin inddragelse i kristendommen som en umådeligt velgørende standsning af en indre krig. Krigen i ham havde at gøre med det, han kalder ”forbedringskulturens forbandelse”.

Som barn af kommunistiske forældre var han vokset op med det ideal, at en stadig forbedring af menneskene skulle finde sted med en art tusindårsrige som målet. Som voksen blev han inddraget i en anden variant af forbedringskulturen: orientalsk præget spiritualitet, og han tilbragte i sin sene livsfase en årrække som fremtrædende medlem af en amerikansk new age-bevægelse, hvor forbedringspresset var forbundet med askese og spirituelle øvelser.

Alt det lod Peter Bastian bag sig efter det, han kalder sin ”opslugthed af kristendommen”, indlevelsen i dens budskab: Du er altid allerede elsket. Han havde forud erkendt, at der havde været selvhad i hans liv, men først her gik det op for ham, hvor åbenlys en krig der havde været i hans sind. Nu kunne han slutte fred med sig selv.

Forud for dåben gik en hård periode med kemoterapi. Her oplevede han Bachs ”Johannespassion” på en måde som aldrig før: ”En vild længsel begyndte at bygge sig op efter noget jeg simpelthen ikke troede på (…) noget der kom fuldstændig bag på mig, og efter noget jeg ikke på nogen måde havde forestillet mig, jeg nogensinde skulle komme i nærheden af.” Det fortsatte med læsning af Knud Hansen, den gamle Askov-forstander, der skrev om at opleve sig selv ”som kastebold for en lunefuld og uberegnelig skæbne. Da er det man kan blive grebet af et vildt og uregerligt ønske om at møde en forståelse eller en kærlighed, der genspejler én som man virkelig er, en kærlighed, der kender én helt igennem og dog bliver ved med at være kærlighed”.

Derefter var det, han besluttede at lade sig døbe.

Den ”forbandede forbedringskultur” har en verdensforståelse, hvor det aldrig er godt nok. Også buddhismen, hvis tankegang ligger bag meget af den spiritualitet, Bastian deltog i, ser han nu præget af samme ulyksalige forbedringsmani: Du skal videre til en ny, stadig bedre inkarnation.

Peter Bastian ser det som en forståelse af verden, hvor det absolut gode, som er målet, vinker forude. I stedet har han i tilegnelsen af kristendommen tilsluttet sig en verdensforståelse, hvor det i en vis forstand altid er godt nok. ”Midt i min sygdom og angsten elsker jeg øjeblikket med dets gavmildhed.”

Det hele er godt nok i den forstand, at du er altid allerede elsket. Øjeblikket er der med dets gavmildhed.

Da Brinkmann stod frem med sit stå fast-budskab, mødte det bifald fra teologisk hold: Hans synspunkt lignede noget, teologer længe har sagt, typisk – udtalt eller ej – med baggrund i det reformatoriske opgør med ”gerningsretfærdighed”: trangen til at ville gøre sig fortjent til Guds godhed. Peter Bastians modsigelse af ”forbedringskulturen” spiller på lignende strenge: Gud kræver ikke vores forbedring, for at vi kan blive elsket.

Men betyder det så, at kristendommen bliver et ståsted?

Ser vi på Peter Bastians fortælling, kan man bide mærke i, at han netop ud fra kristendommen begyndte at ”se ting” i sig selv og i sine omgivelser, altså at gøre erkendelser, han ikke havde gjort før.

Den slags indsigter – og nu fortsætter jeg Bastians tankegang med mine egne ord – har forandringspotentiale; de indebærer uvægerligt, at der kommer en ny bevægelse og rettethed i ens liv. Man lærer af det, man kommer til klarhed over, og kommer videre.

Talen om at tilegne sig øjeblikkets gavmildhed, den godhed og kærlighed, der er nu, kan umiddelbart opfattes som det at finde et ståsted. Men det sker ikke i betydningen ”hertil og ikke længere”, snarere er det et hvilepunkt, en optankning, der muliggør en videre færd. Af natur skaber kærlighed bevægelse, er i konkret forstand bevægende, og det gavmilde nu er som at få åbnet et nyt land, der hele tiden var der, blot skjult eller dunkelt. Dér er der hele tiden nyt at tilegne sig, derfor ny igangsættelse, bevægelse.

Det svarer til, at Kristus i Johannesevangeliet bliver betegnet som både vejen og en dør. I Apostlenes Gerninger fremgår det, at de Kristus-troende blev kaldt de, der ”følger vejen”. Det bevægelige understeges – hvilket naturligvis ikke betyder, at alt er flydende. Der er holdepunkter i Kristus-erfaringen, men ikke på en måde, som standser bevægelsen.

Det ligger dybt i kristentroen, at menneskelivet ikke er statisk. Der er holdepunkter, javist, og der kan undervejs være behov for at standse op på nogle ståsteder for at genvinde kræfter og perspektiv – og så komme videre derfra. Grundpræget er bevægelse.

Kristentroen er en vej. Men vel at mærke i en nådigere forstand end den ubønhørlige vej, som ”forbedringskulturen” og ”tidens udviklingstrang” peger på. Det fremgår desværre langtfra altid i praksis. Som den engelske biskop John V. Taylor skriver med beklagelse i sin bog ”Kærligheds og sandheds ånd” fra 1979: ”Flere kristne er drevet af længsel efter at være gode end af længsel efter Gud.” Drevet af den forbedringslængsel, der er en blindgyde.

Længslen efter Guds godhed leder en anden vej. Jeg er her inspireret af kirkefaderen Irenæus, der viser frelsen – endemålet – som det at blive sandt menneske. Kristentroen sætter os på vej til at få faldets beskadigelse, det livsfjendske og falske i os, helbredt ved udstrålingen fra Kristus, han som er Guds billede og samtidig menneskets dybeste natur og mål, skabt som vi er i og til Guds billede. Med andre ord: Kristus-troen sætter os på vej til at blive genoprettet til det, der var Skaberens mening med hver enkelt, med mulighed for små ryk nu, fuldt ud i evigheden.

På dén vej bliver bevægelsen ikke styret af opmærksomhed på egen godhed, alene på Guds. Det er en vej med uundgåelige tilbagefald – vi er faldne væsener – men fuld af håb til det fortsatte møde med Guds godhed. Længslen efter at blive god fører til mange former for selvbedrag, mens vi med fokus på Guds godhed kan tåle at se de pinlige sandheder om os selv i øjnene, synden. Det kan vi i kraft af mødet med ”en kærlighed, der genspejler én som man virkelig er, en kærlighed, der kender én helt igennem og dog bliver ved med at være kærlighed”.

Kendt helt igennem, altid allerede elsket, sat på en gavmild vej.

Johannes Værge er pastor emeritus, forfatter og foredragsholder