Sognepræst: Kristi himmelfarts budskab giver håb i denne tid

Kristi himmelfart handler om udfrielse fra ondskab og mørke, om at være inddraget i Kristi opstandelse og himmelfart, at være godt på vej. Det er da værd at tage i kirke for at fejre i en tid fuld af forventninger om, hvor galt det hele er ved at gå, skriver sognepræst

Morten Rasmussen/Biofoto/Ritzau Scanpix.
Morten Rasmussen/Biofoto/Ritzau Scanpix.

Om lidt er det Kristi himmelfartsferie. Men hvad er egentlig baggrunden for, at vi har fri? Rundt om i landets kirker fejres Kristi himmelfart, men hvorfor? Nogen vil nok huske den fantastiske historie om Jesus, der løftes op fra jorden og skjules i skyen, mens disciplene ser måbende til. Men stryger Jesus bare sådan op i rummet som en raket? Lyder det ikke mærkeligt? Har Kristi himmelfart noget med rumfart at gøre?

Nej. Vi skal tilbage på sporet: Det indledende svar er, at de bibelske tekster er blevet til af religiøse grunde og giver svar på religiøse spørgsmål. Kristi himmelfart handler ikke om rumfart og rumfartsteknologi, men om Gud og teologi, om befrielse og en forventning om, at det ender godt. Et budskab, der ikke er så ringe endda i en tid, hvor vi kun lige er ved at genåbne. Himmelfart handler om håb.

Leder vi efter tekster i den religiøse litteratur, der handler om personer, der stiger til himmels, så ser vi, at andre end Jesus er opfaret til himmels. Der er faktisk tale om en velkendt fortællegenre, som de nytestamentlige evangelister er fortrolige med, når de beretter om Jesu himmelfart. I Anden Kongebog finder vi for eksempel historien om Elias, der stiger op til himlen i en storm i en ildvogn med ildheste, og Moses’ himmelfart fra omkring år 0 er navnet på et jødisk skrift, der ikke fik plads i den bibelske kanon. Himmelfarten beskrives her mirakuløst, der er fokus på de himmelfarne personers åndskræfter.

Evangelisterne benytter altså en velkendt fortælleform, et folie for deres centrale ærinde: at forkynde om Jesus som verdens frelser.

Himmelfarten lægger sig i forlængelse af Kristi opstandelse i evangelierne. Hvis Jesus virkelig var Guds søn helt fra begyndelsen, så måtte Sønnen jo eksistere før år 0, ligesom Sønnen må være hos Gud, hvis det er sandt, at Jesus stod op fra de døde. Kristi himmelfart drejer sig altså først og fremmest om teologi, mere præcist om enheden mellem Faderen og Sønnen i treenigheden. I modsætning til andre himmelfarter skal Jesu himmelfart ikke betragtes isoleret.

Afgørende er det, at Jesus, den himmelfarne, ikke tager væk og bare sådan forsvinder. Nok tager Jesus tilbage til Gud, sit usynlige ophav og ”bliver væk i skyen” for disciplene, men hele skabningen inddrages i Kristi opstandelse og forvandling, hans opløftelse og himmelfart. Logikken i tanken er konsistent: Jesus smutter nok til himmels, men vi er allerede med på rejsen, selvom vi ikke er nået frem til destinationen. Jesus er banebryder, vejen fra jord til himmel, fra død til liv. Denne bevægelse har alt liv og alle mennesker del i – hver gang vi står op om morgenen og løfter blikket fra alt forvirrende og corona-utrygt i verden og ser op mod himlen, efter noget andet og større.

I traditionen findes himmelsyner beskrevet – himmelrejser var en særlig erkendelses- og erfaringsform, for eksempel i ”Dantes guddommelige komedie” fra 1300, en rejse mod det himmelske, der begynder i det dybeste af dødsriget og strækker sig over skærsildsbjerget for at ende i Paradiset. Dantes skrift er ikke en tragedie, men – som titlen antyder – en guddommelig komedie, for det ender godt, begejstret og ekstatisk. Når vi taler om at være i den syvende himmel, så har vi det fra Dante.

Vores egen N.F.S. Grundtvig (1783-1872) genopdagede Kristi himmelfarts betydning i traditionen i forbindelse med optagetheden af den apostolske bekendelse, som han forstår som en slags grammatik for alle udsagn om Gud. Denne grammatik kan spores i alle hans salmer.

Også for Grundtvig handler det om hele skabningens inddragelse i opstandelsen – opløftelse og himmelfart. Dette himmelfartsmotiv er for elsempel tydeligt i Grundtvigs salme: ”Vaj nu, Dannebrog, på voven” (Den Danske Salmebog, nummer 257).

Grundtvigs ærinde er teologisk og liturgisk – ikke nationalt eller politisk. Tanken er, at Dannebrog, der løfter sig uden for kirken, hvid og rød, forkynder Kristi himmelfart – Jesu hvide legeme og røde blod. Efter enhver begravelse i folkekirken hejses flaget fra halv til hel, hvilket altså handler om håb for alt og alle, og ikke gold nationalisme.

Opløftelsen, delagtigheden i det himmelske er noget kosmisk – Jorden løftet er mod Himlen, Himlen sænket er mod jorden, stigen rejst til englegang – synges det. Og videre: I salmen ”Kommer sjæle dyrekøbte” (Den Danske Salmebog, nummer 250) – begynder Jesu himmelfart i de dødes rige, som Jesus, den opstandne, gæster. Lidt af et befrielsesbudskab for dén, der befinder sig i det dybeste af det dybe – om det så er den afsluttende død med stort D eller den eksistentielle død med lille d.

Maleren Joakim Skovgaard (1856-1933) har i Viborg Domkirke skildret dette kosmiske befrielsesmotiv på et kæmpe vægmaleri oppe i koret, hvor man ser Jesus gå foran en kæmpe gruppe af mennesker, der bevæger sig ud af det dybe mørke, en dyb, sort grotte. Alle er på vej ud af grotten. Kristus går forrest, baner vejen, med Adam og Eva på hver sin side; alle følger efter i majestætisk gang, de lyser. Den store flok er hvidklædt, alle er på vej til at gå ind ad Himlens port, der står på hvid gab og et uforklarligt varmt lys strømmer dem i møde. Et løfterigt billede!

Og hvis det er lidt for fantastisk et syn for et moderne psykologisk tænkende menneske, så kan man gå til H.A. Brorson (1694-1764). Her digtes himmelfarten og det eksistentielle sammen; her er det sjælens rettethed mod det himmelske og det himmelske vækket i psyken, når Gud genfindes. Slig himmelfart i sjælen sker, når vi vor Fader finder, som det synges i salmen ”På denne dag vi se Guds søn” (Den Danske Salmebog, nummer 256). Og videre hedder det: ”Det gælder troen, er hun der, så er vor ganske vandringsfærd, kun alt til himlen rettet.” (vers fire).

Så Kristi himmelfart handler om fortsat udfrielse fra ondskab og mørke, om allerede at være inddraget i Kristi opstandelse og himmelfart, ja, at være godt på vej. Det er da værd at tage i kirke for at fejre i en tid, der let er fuld af forventninger om, hvor galt det hele er ved at gå.

Håbet skal komme et sted fra. Også i denne tid.