I dåbsgave for to år siden fik lille Olivia et sølvkors, et personligt horoskop og en amulet med en buddhistisk læresætning om bevidsthedens uendelige muligheder. Hun fik selvfølgelig også en masse tøj og legetøj, og derudover en cd med moderne fortolkninger af de mest kendte salmer.
Udbuddet på Olivias gavebord afspejler tydeligt vores aktuelle kultur: Vi er rige, vi er nysgerrigt optagede af nutidens religiøse mangfoldighed, og kristendommen er igen blev interessant.
Som Kristeligt Dagblads læsere har kunnet følge med i de senere år, så tiltrækker et stigende antal udbydere af livstydning et bredt udsnit af nutidens mennesker. Det kan f.eks. ske i form af østligt inspirerede meditationskurser, tilbud om drømmetydning, clairvoyant vejledning eller psykoterapi i spirituelle kontekster.
Samtidig er kirkens og præstens selvfølgelige autoritet forlængst faldet. Frem er i stedet vokset det, der i fagsprog kaldes religiøs autonomi – altså religiøs selvforvaltning. Det indebærer forenklet sagt, at det enkelte individ og ikke præsten eller traditionen udgør den religiøse autoritet. Samme fænomen kaldes for "indrestyret religion" i Institut for Fremtidsforsknings nyeste nummer af bladet Fremtidsorientering.
Individet af i dag og i morgen oplever frihed til selv at vælge sin tro og forme sin religiøse praksis. F.eks. er det almindeligt i dag både at tro på reinkarnation og samtidig forstå sig selv som kristen. Og ikke helt usædvanligt at have en kristen ikon stående side om side med en hinduistisk lotus, en Buddha-figur og et Steiner-inspireret maleri i pastelfarver. Mange danskere ser netop ikke de forskellige religiøse traditioner som konkurrenter, men som en udvidelse af muligheden for at finde en eksistentiel og religiøs livstydning. Et bredere religiøst sprog er ved at indfinde sig.
Dette har betydning for de menighedsrådsmedlemmer, som de næste fire år skal arbejde for liv og vækst i kirken. Det religiøse klima, der findes i dag, rummer i mine øjne en enestående chance for at tage dialogen med andre religiøse traditioner op. En livgivende udfordring til at drøfte, hvor man ligner hinanden, og hvor man ikke gør. Og hermed en mulighed for at sætte fokus på netop det evangelium, som kristendommen og ingen anden religion har at give til mennesker.
Hvordan kan et nyvalgt menighedsråd tage sådan en udfordring op, hvis man ikke har erfaringer med religionsdialog? Det kan man bl.a. ved at interessere sig for, hvad der rører sig i de religiøse miljøer i dag. Kirkelige organisationer som f.eks. IKON og Areopagos har stor erfaring med moderne kristen og ikke-kristen spiritualitet samt religionsdialog og stiller sig gerne til rådighed.
Forrige år modtog jeg i min egenskab af journalist og stud.theol. et stipendium af Areopagos til at foretage en kvalitativ interviewundersøgelse af den moderne individuelle religiøsitet (udgivet sidste efterår under titlen "Fænomenet Religiøs Autonomi"). Undersøgelsen viser, at mennesker, der opsøger vejledning i nutidens frodige terapeutiske og religiøse miljøer, primært søger opfyldelse af deres behov for identitet, for mening, for bedre personlige relationer, og for autonomi.
De grundspørgsmål, der udspringer af disse almenmenneskelige behov, lyder således: Hvem er jeg egentlig? Hvad er meningen med mit liv? Hvordan får jeg et bedre forhold til de mennesker, jeg omgås? Og hvordan kan jeg tage ansvar for mit liv, med alt hvad det indebærer?
Det er spørgsmål, som den lutherske folkekirke har sine svar på. Og uanset hvilke teologiske svar man ønsker at komme med, så giver denne nye religiøse interesse en mulighed for at komme frem med dem.
Det afgørende i dag er den form, kirken benytter, når den svarer. Ønsker man, at evangeliet skal høres, er det ikke nok at henvise til søndagens gudstjeneste. Og første skridt på vejen ud i en dialog med nutidens religiøst autonome mennesker er at holde op med at skælde ud. For nogle teologer synes nutidens mennesker at være selvoptagede, fordi ord som selvrealisering og selvudvikling er moderne. Det er forståeligt nok. Vigtigt er det imidlertid at se, at selvrealiseringsbølgen er et samfundsbestemt vilkår, som man ikke kan fjerne ved at fordømme den.
Vejen frem er i mine øjne derfor først at anerkende, at den religiøse autonomi i omgivelse af religiøs mangfoldighed er og bliver vores aktuelle udgangspunkt. Dernæst at møde mennesker hvor de er, se deres behov, lytte til deres spørgsmål og forstå, hvordan de søger svar. Lade være med f.eks. at tale nedladende om den udbredte tro på reinkarnation. Lade være med at kalde menneskers religiøsitet for en supermarkedsreligion eller kludetæppereligion. For mennesker i dag søger naturligvis de steder, hvor de forventer at finde brugbare svar. Hvis dette ikke er i kirken, så lad det blive anledning til kirkelig selvransagelse.
Hvis man som kirke møder mennesker ved at lytte til dem, så kan man gå videre i en dialog, hvor man i gensidig respekt kan dele det, man hver især tror på. Og i dette rum kan evangeliet leve.
Den undersøgelse, jeg har foretaget, viser tydeligt, at selv om mennesker selv vil vælge, hvad de vil tro på, så opfinder de ikke selv trosindholdet. Det er væsentligt at holde sig for øje. For det betyder, at der i dag er et enormt behov for religiøs vejledning.
Mine interviewpersoner har tilsammen fundet vejledning hos bl.a. healere, clairvoyanter, forfattere til spirituelle bøger, kursusledere, astrologer, terapeuter, hinduistiske avatarer – og folkekirkepræster. Men de lytter ikke til hvem som helst. Dels er det vigtigt, at vejlederen er personligt troværdig. Det vil sige, at vejlederen selv har erfaring med det, vedkommende taler om, og lever efter det i sin hverdag, Desuden at vedkommende ikke er autoritær i sin facon. Og dels at vejlederens budskab og eventuelle metoder opleves som meningsgivende og positivt udfordrende for interviewpersonens hverdagsliv og måder at tænke på.
Mødet med moderne religiøse individualister udfordrer folkekirken til at finde nye veje. Udfordringen rummer en mulighed for selvrefleksion og for en ny opdagelse af evangeliets styrke. Evangeliet har jo aldrig været ment som et budskab til de indforståede med den rette tro. Det er givet til menneskers liv.
Kirkens gave til lille Olivia, selve dåben, er den vigtigste og den mest fundamentale gave, som den lutherske folkekirke kan give danskerne – også i dag. Men den gave må følges op af en formidling af evangeliet på tidens vilkår. I dialog og som vejledning. Hvilket kan gøres på utallige måder.
Der er noget at tage fat på for de kommende menighedsråd. Noget godt.
Merete Ørskov er
journalist og stud.theol.