Kristus er opstanden! Han er sandelig opstanden! Det er den udbredte morgenhilsen, som troende i de ortodokse kirker hilser hinanden med påskemorgen. Og med den hilsen er det væsentlige ved påsken allerede sagt.
Her og nu er Kristus opstået fra de døde, selvom han gjorde det allerede for snart to tusinde år siden. For Gud sprængte tid og rum, da han oprejste Jesus fra de døde, og derfor er denne begivenhed lige ny i sin betydning hver eneste påskemorgen, ja, hver eneste søndag.
Tænk blot på Grundtvigs søndag morgen salme ”Søndag morgen fra de døde/ Jesus sejerrig opstod;/ hver en søndags morgenrøde/ bringer nu for døden bod,/ kalder underfuldt tilbage/ alle Herrens levedage” (DDS 406).
I min præstetid i Lumsås, Højby Sj. Sogn havde jeg den glæde at skulle forberede unge fra et center for såkaldt evnesvage til konfirmation.
Vi mødtes en time om ugen på centret eller i kirken. Jeg valgte som hjælp til undervisningen et enkelt motiv eller symbol, som de kunne tegne. Til timen før påske måtte jeg jo undtagelsesvis vælge to. Jeg tog selvsagt korset for langfredag og den opgående sol påskemorgen. Sidstnævnte refererede til alterbilledtæppet i Lumsås Kirke.
På den ene af holdene var der en pige ved navn Anne Marie, som elskede at tegne. Når hun den ene time havde fået et motiv eller symbol udleveret, tegnede hun i ugens løb 10/20/30 tegninger over motivet og viste mig tegninger, når vi mødtes i den efterfølgende ugelektion.
Blandt tegningerne var der en, der især vakte min opmærksomhed. På tegningen så man korset stående på en lysegrøn ø midt i et lyseblåt hav og bagved i horisonten en opstigende sol. Og så havde Anne Marie indtegnet sine initialer AM på korset dér, hvor korsarmene krydsede hinanden.
Da jeg så på tegningen, tænkte jeg ved mig selv: ”Anne Marie, hvem af os to er monstro den største teolog?”. Hun havde jo sammenskruet det hele, skabelsen, forløsningen, opstandelsen, det evige livs håb, dåben.
Jesu opstandelse står centralt i kristentroen. Uden den havde kristendommen ikke været til. Kan være, at Jesu person og budskab var blevet husket af nogle af hans tilhængere et stykke tid, men næppe længere. For den endte jo med et nederlag, da Jesus blev korsfæstet som forbryder. I det perspektiv var korset et nederlagstegn.
Ved Jesu opstandelse blev det forvandlet til et sejrstegn. Selv i afmagten åbenbarede Gud sin kærligheds almagt, for at intet afmægtigt menneske i sin afmagt skulle føle sig gudsforladt. Og Det Nye Testamentes vidnesbyrd er klart. Disciplene mødte, så og hørte ham. Paulus opregner opstandelsesvidnerne i det 15. kapitel af sit første brev til menigheden i Korinth. Han selv var den sidste.
Anne Maries tegning forbinder Jesu opstandelse med dåben ved, at hun sætter sine egne initialer i korsets midte: ”Modtag det hellige korsets tegn både for dit ansigt og dit bryst til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede og opstandne Herre Jesus Kristus. Hvad er barnets navn?”.
Der står ganske vist ikke ”og opstandne” i ritualet, men det er en stor fejl, som hurtigst burde blive rettet. For selv sagt er den opstandne Kristus selv til stede og sætter sit korstegn for et menneskes ansigt og bryst. Dåben er pant på et livsfællesskab med Kristus, som står under det levende håbs fortegn, der ikke gør holdt ved døden, som alle jordiske håb gør det, men overvinder den.
Men uden Jesu opstandelse var der intet levende håb, jævnfør indledningen til dåben: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.”
Vel kan mennesker nære et alment håb om et liv efter døden i en eller anden forstand, men visheden om vores egen opstandelse får vi kun i troen på Jesu opstandelse: ”Som han opstod, skal vi opstå“” (DDS 222, 8). Derfor gentages denne lovprisning fra dåben også som indledning til enhver jordpåkastelse.
Det samme gør sig gældende i nadveren. Når Jesus i indstiftelsesordene siger ”Gør dette til min ihukommelse”, så er meningen ikke ”Gør dette for at huske mig”, men ”gør dette i troen på, at jeg kommer til jer her og nu og skænker mig til jer”. Derfor afsluttes uddelingen jo også med ordene ”Den korsfæstede og opstandne frelser, vor Herre Jesus Kristus, som nu (!) har givet jer sit hellige legeme og blod”.
Kort sagt: Uden troen på, at Gud oprejste sin Søn fra de døde den første påskemorgen og dermed sprængte tid og rum, så at den levende Kristus kun-ne være til stede til enhver tid og på ethvert sted i historiens løb, ville hverken dåben eller nadveren give mening, ej heller forkyndelsen af evangeliet. Derfor står og falder kristentroen med Jesu opstandelse fra de døde. ”Kristus er opstanden! Han er sandelig opstanden!”
Vi har Kristus i ryggen, vi har ham på vor side, og vi går ham i møde. Det er det levende håb, som vi er genfødt til. Hvad indebærer det for vor livsvandring? At den bliver fremadvendt! Men er det da noget særligt? Gør vi det ikke alligevel i forvejen uden opstandelsestroens levende håb? Måske i ungdommen og et godt stykke tid op i årene, men erfaringen af livets forgængelighed bliver nu stærkere år for år.
Der er planer, man ikke kunne holde, der er ting, man ikke fik gjort, men også ting, man fortryder at have gjort, og som nu ikke længere kan gøres om. Og som årene går, aftager de muligheder, man endnu har. Der kan opstå en afskedsstemning i os og en længsel efter det, der engang var, da verdenen endnu lå åben for en. Det er da betegnende, at en af de mest afholdte Beatles-sange er ”(Longing for) Yesterday”.
Forventningen skærper opmærksomheden på hvert øjeblik, hver dag, der skænkes en. Og den hæfter sig ved alle de livs- og håbstegn, der melder sig, ikke mindst her ved forårs tide og lader sig styrke ved dem. De er jo opstandelsestegn, ikke mindst påskeliljen, jævnfør salmen ”Påskeblomst, hvad vil du her” (DDS 236). Men også mælkebøtten, der med sin livsvilje endda byder en asfaltskorpe trods.
Med kristentroen forholder det sig som sagt modsat. Den lever i forventning. Den længes efter Kristi genkomst, efter at Guds rige må bryde endegyldigt frem. Men denne forventning er på ingen måde en verdensflugt, snarere det modsatte.
Det var den korsfæstede Jesus, som Gud oprejste fra de døde, og dermed bekræftede sin vilje til at forsone alt og alle med sig, sådan som det kom til udtryk i Jesu liv, forkyndelse og gerning. På den måde kaster Jesu opstandelse lys over vor opstandelse.
Den vil være en heling af alt det brudte, der uundgåeligt hæfter sig ved ethvert menneskes liv: Brudte menneskelige relationer, nedbrudte eksistenser, liv, der blev standset alt for tidligt i væksten, måske allerede, før de blev født. Gud ”vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet” (Åb. 21, 4).
Theodor Jørgensen er teologisk professor emeritus