Prøv avisen

Kristus-forankring gør det muligt at være rummelig

Der behøver ikke at være nogen modsætning mellem en stærk kristen identitet og en rummelig og åben holdning til mennesker med erfaringer fra østlig spiritualitet og religion

I RAPPORTEN "Tro i tiden" blev det dokumenteret, hvordan danskere påvirkes af østlig inspireret spiritualitet og religiøsitet. Samtidig med at de henter inspiration fra buddhistiske, hinduistiske, teosofiske og andre religiøse traditioner, bevarer mange af dem tilknytningen til kristendom og til folkekirken. Spørgsmålet er, hvordan folkekirken skal forholde sig til mødet med disse religiøse og spirituelle traditioner.

Folkekirken står imidlertid langtfra på bar bund i denne udfordring. En række præster og medarbejdere i kirkelige organisationer har været dybt engageret i kirkens møde med mennesker fra disse nyåndelige miljøer nogle af dem i over 30 år.

Disse mennesker har været en slags grænsegængere. Grænselandet repræsenterer her spændingsfeltet mellem, hvad der er kristendom, og hvad der ikke er kristendom. Grænselandet er som det sted, hvor tro møder tro både det farlige og det frugtbare sted. Det er det farlige sted, når grænsegængerens kristne identitet udfordres, og når trosforestillinger og praksisser måske blandes. Det er samtidig det frugtbare sted, når der udveksles viden og erfaringer, hvor grænsegængerens egen tro udvikles og vokser, og hvor det er muligt at aflægge et troværdigt kristent vidnesbyrd.

For at "indhøste" nogle af disse grænsegængeres erfaringer gennemførte Folkekirke og Religionsmøde i samarbejde med Areopagos i foråret en lytterunde blandt 10 præster og medarbejdere i kirkelige organisationer. Formålet var at bearbejde disses erfaringer for at inspirere præster, andre kirkelige medarbejdere, menigheder og arbejdsgrupper til at engagere sig i kirkens møde med denne nyåndelighed. Lytterundens materiale foreligger nu i rapporten "Tro i lære".

De kirkelige grænsegængere har vovet sig ud på opdagelse i troens univers, i al dets mangfoldighed og har ladet sig udfordre og inspirere af mødet med buddhister, hinduer, teosoffer med videre. Men, som en af grænsegængerne udtrykker det, "Kristus-forankring gør det muligt at være rummelig". Der synes således ikke at være nogen modsætning mellem en stærk kristen identitet og en rummelig og åben holdning til mennesker med erfaringer fra østlig spiritualitet og religion. Tværtimod. Et sådant åbent møde forudsætter, at man kender og hviler i sin egen base.

Religionsmødet har udfordret dem til at søge tilbage til kilderne i den kirkelige tradition, oldkirkens mystikere og ørkenfædrene, ligesom de også har søgt inspiration fra en nutidig spirituel kristen praksis. "Vi har meget at lære af den ortodokse og den katolske kirke. Jeg holder også retræter på katolske klostre i ind- og udland, for der kan deltagerne "føle spiritualiteten", men jeg har min lutherske og grundtvigske arv i bagagen. Katolik bliver jeg aldrig på grund af systemet og pavevældet. Men jeg står gerne i lære i spiritualiteten og indlevet bønsliv og tradition".

Mødet med nyåndeligheden sker imidlertid ikke uden en kritisk og selvkritisk refleksion. Kritikkens nødvendighed hænger blandt andet sammen med, at "religiøse kræfter er stærke og let trækkes i en forkert retning". Når det gælder kritikken af andre religiøse traditioner, er der dog forskellige tilgange. Ud fra en mere konfrontatorisk tilgang er der primært fokus på sandhedsspørgsmålet. "Det er vigtigt at fastholde sandheden som noget, der står uden for mennesket (). Målet er ikke en relationsskabende dialog, men en klarhedsskabende dialog". Ud fra en relationel tilgang vil muligheden for kritik afhænge af kvaliteten af den relation, der er opbygget. "Hvad man kan sige til hinanden, afhænger af relationen, men man skal vise ærlighed () den konfrontatoriske tilgang kan være skadelig, fordi den frister kirken til at vælge de nemme løsninger".

Handler religionsmødet om mission? Ingen af grænsegængerne bragte selv ordet mission på bane. Det kan hænge sammen med, at mission ofte forbindes med en dem og os-holdning, monolog, kulturimperialisme og manglende anerkendelse af og respekt for mennesker af anden tro end kristendom.

Det viste sig imidlertid, at næsten alle ud fra en anden forståelse af mission så sig selv, som en udtrykte det, som "missionær i betydning af at være kristen, der deler det, han eller hun har fået". Der er her tale om en slags centripetal missionsforståelse, hvor de oplever, at nyåndelige drages til kristendom og kirke ikke først og fremmest gennem en verbal proklamation af evangeliet, men "når de møder kristen meditation og retræte". Det handler om det personlige møde med mennesker af anden tro og spiritualitet, og det handler om venskab. "I venskabets hjerterum folder Gud sit nærvær ud".

I MØDET MED mennesker inspireret af østlig spiritualitet og religiøsitet formidles kristentro bedst ved, at de inddrages i den kristne spiritualitet, som også nærer grænsegængernes egen kristne tro. Centralt i forståelsen af kristen spiritualitet står gudstjenesten. "Det er fællesskabet, hvor man oplever nærheden og trossamværet, som er grundlaget", men "det er ikke alle, der kan mærke det i højmessen". Den klassiske gudstjeneste med dens gamle, slidstærke ritualer skal ikke ændres radikalt, men grænsegængerne efterlyser mere nærvær og autenticitet, sanselighed og mystik, inderlighed og trosglæde i den måde, hvorpå gudstjenesten fejres.

Samtidig peger de på betydningen af andre former for kristen spiritualitet, såsom meditativ bibelbrug, forskellige former for bøn i hverdagen og åndelig vejledning. De efterlyser en større rummelighed i folkekirken i forhold til spiritualitet. "Det handler først og fremmest om at give rum i kirken for alternativ kristen spiritualitet uden for højmessen. Vi taler om den rummelige folkekirke, og der er også plads til 83 procent af befolkningen, men der er tilsyneladende ikke så mange steder plads til meditation. Det er ærgerligt, at man skal på aftenskole for at dyrke meditation".

Alle grænsegængerne har beskæftiget sig med teologiske problemstillinger i mange år. Alligevel er der en tydelig ambivalens i deres forhold til teologi. På den ene side anerkender de betydningen af teologisk refleksion omkring mødet med andre religiøse og spirituelle traditioner. På den anden side er de også kritiske over for den traditionelle teologiske skoling, som de har mødt på universitetet. I mødet med nyåndeligheden finder mange inspiration i en klassisk opfattelse af teologiens væsen som nært forbundet med bøn, liturgi og salmesang, og der henvises til, at "i den ortodokse kirke lever teologien i lovsangen og tilbedelsen". Der efterlyses blandt andet en mere erfaringsnær teologi. "Hvad er teologi?" spørger en af grænsegængerne og svarer selv, at det er, "at vi bliver enige om vore troserfaringer og validerer dem". Deres forståelse af teologi er, at det ikke så meget handler om formidling af færdige teologiske systemer, som at "drive teologi" i et samspil mellem kontekst, erfaring og tradition (hvor Bibelen er centralt placeret).

Grænsegængerne er som oftest stærkt forankret i klassisk kristendom. "Vi skal ikke give køb på arvesølvet, men vi skal lære at formidle det. Der er ikke noget i kristendommen, som ikke er relevant for mennesker i dag, det skal bare formidles". Den udfordring, de kæmper med, består i at formidle den kristne traditions "arvesølv" på en relevant og tilgængelig måde i de religiøse og spirituelle miljøer, som de færdes i. De er dybt engageret i det, som på basis af inkarnationen altid har været kirkens opgave, nemlig at inkulturere evangeliet i nye sammenhænge. I denne inkulturationsproces er der brug for en stærk indlevelse i de nyåndelige miljøers kultur, religion og spiritualitet og en dyb fortrolighed med kristendommens egne skrifter og traditioner. I dette arbejde gælder det, at "mental teologisk åbenhed uden at fornægte Jesus og treenigheden er afgørende", og der er behov for "at finde de glemte elementer, der ligger i traditionen".

Rapporten "Tro i lære", som udkom i går den 30. maj, giver mulighed for at kigge de kirkelige grænsegængere over skulderen i deres teologiske, spirituelle og missionale værksted. Folkekirken har brug for at lære af deres erfaringer, ligesom grænsegængerne har brug for et engageret med- og modspil med hensyn til bearbejdning af en række centrale teologiske og pastoralteologiske spørgsmål. Mødet med den østligt inspirerede religiøsitet og nyåndeligheden udfordrer folkekirkens egen spiritualitet. Det banker på døren indefra!

Mogens S. Mogensen er konsulent for Folkekirke og Religionsmøde og Areopagos