SVEND BRINKMANN har på inspirerende vis fremsat og forsvaret et alternativ til den fremherskende livsforståelse i vor tid. Et alternativ, som – med tre bog-titler – kan formuleres som: Stå fast – på de rette ståsteder – og gå glip af bestandig udvikling. Det er dette alternativ, jeg gerne vil diskutere lidt nærmere og forsøge at korrigere på visse punkter.
Den problematiske livsforståelse, som Brinkmann angriber, bygger på, at ethvert menneske har et selv, forstået som en autentisk kerne, som man gerne skulle finde frem til og aktivere og udvikle, således at ens liv får karakter af en fortsat selvrealisering.
Brinkmanns alternativ er, at personen ikke har et sådant selv, men til gengæld har mulighed for at udvikle en identitet, en selvforståelse, der bygger på noget, der har værdi i sig selv. Og det vellykkede liv består i at leve således, at disse værdier virkeliggøres.
IDEALET OM SELVET og selvrealiseringen er ifølge Brinkmann dybt problematisk, fordi det får os til at gøre livet til et uafslutteligt udviklingsforløb, ”præget af evig omstilling og forandring”, og en sådan indstilling fører til ”almen fremmedgørelse fra vore aktiviteter og oplevelse af et permanent tidsunderskud”, og derfor må man tolke samtidens epidemier af depression og udbrændthed som individets reaktion på den konstante accelerations ubærlighed”.
Brinkmanns alternativ bliver da en anbefaling af, at man ikke stræber efter at udvikle sig, ”men bliver optaget af, hvordan man står fast. Det meningsfulde liv handler ikke om, hvordan man finder sig selv, men om, hvordan man affinder sig med sig selv”.
Hele Brinkmanns argumentation med tilhørende ”leveregler” i disse tre bøger udmærker sig ved ikke bare sin saglighed og kombination af psykologi, anvendt psykologi og sociologi, men også ved, at der hele tiden inddrages gode eksempler fra både populærkulturen og litteraturen.
Og endelig – men bestemt ikke mindst – at bøgerne er skrevet med humor og vid og på en så letfattelig og anskuelig måde, at de udgør et formidlingsmæssigt scoop. Brinkmann er klar over, hvor vigtigt det er at skrive så lysende klart som muligt. Også fordi læseren på den måde får størst klarhed over, hvilken kritik han eller hun så kan rette mod bogen.
PÅ TRODS AF MIN gennemgående tilslutning til hele Brinkmanns projekt og tankegang og anliggende vil jeg alligevel mene, at man kan kritisere bestemte centrale tanker i alle tre bøger. Jeg kan ikke her på knap plads komme ind på ”Ståsteder”, men vil nøjes med en kritik af de to andre.
I tilknytning til især første bog vil jeg kritisere hans begreb om det tomme selv, og i tilknytning til tredje bog vil jeg kritisere hans kritik af udviklingsidealet.
Når man taler om selvet som en kerne, så betjener man sig af metaforen det indre og kernemæssige over for det ydre og overfladiske. Man kan opfatte dette indre som en særegen størrelse, som vi har adgang til ad privat vej – som ”mavefornemmelser” og tro, at man for at finde dette skal lytte indad, mærke efter.
Sådan tænker man givetvis i mange selvhjælpsbøger og i megen ledelseslitteratur. Jeg vil give Brinkmann ret i hans kritik af denne tankegang.
Men man kan også opfatte det som noget andet end en indre kerne, som man er optaget af at lade udfolde sig af sig selv. Man kan tænke dette indre og kernemæssige som drivkræfter, som impulser og handlingstilskyndelser, som er vigtigere og væsentligere end de impulser, der knytter sig til ens behov og begær.
Man kan forstå det indre som det, vi inderligt gerne vil – i modsætning til vore mere overfladiske ønsker. Man kan opfatte disse drivkræfter, som Pontoppidan opfatter dem i ”Lykke-Per”, hvor han taler om ”den urmenneskelige udfoldelsesdrift, den selvskabende kraft, der ytrer sig i lidenskaben” – altså som det, man inderligere og mere lidenskabeligt vil, end så meget andet, man også vil.
AT FINDE SIG SELV og blive sig selv betyder altså ikke at vende sig indefter og lytte indad, men i stedet at tænke på de steder i ens liv, hvor man har været mest intenst optaget af noget, har været til på en lidenskabelig og opslugt måde, og her handler det om noget ydre – ens omverden, ens aktivitet og livsudfoldelse.
Når man taler om selvet, taler man altså om den ene pol i den lidenskabelige optagethed af noget, nemlig den side af en som menneske og som person, der gør en selvforglemmende åben for og optaget af noget.
Når man i dagligtalen snakker om det at finde sig selv, at blive frigjort til at være sig selv og for alvor at kunne være sig selv, taler man om at være til på en fri og utvungen og spontan og groende og mulighedsrig måde.
Og den objektive pol i forholdet er da det i verden og i de andre og i ens aktivitet og samvær med andre, som fremtræder som vigtigt, værdifuldt, som noget, det kommer an på.
Selvet har at gøre med det inderste i en selv (ikke ”det indre”), forstået som det ægte, det, vi virkelig føler for og er optaget af. Vi er mest ægte og handler mest naturligt, når det går af sig selv, i optagethed af verden og de andre.
Vi er mest os selv, når vi handler ud fra det inderste i os selv – og ud fra hele os selv. Vi kan have mere eller mindre af os selv med i det, vi gør. Helhjertethed og helstøbthed ser vi om værdier. Derfor giver det mening at tale om det hele menneske.
BRINKMANN HAR RET I, at det drejer sig om at gå glip af noget på den måde, at den enkelte må prioritere: Noget er vigtigt og kræver, at man ikke spilder for meget af sin tid på det uvigtige. Men jeg mener ikke, at han har ret i, at vi skal gå glip af udvikling, vækst, stadig tilblivelse og forvandling.
Man kan godt give Svend Brinkmann ret i, at der er mange mennesker, der fortaber sig i et begær efter mere og mere, og dog samtidig mene, at det vellykkede liv faktisk altid har karakter af en form for udvikling.
Man kan også med Hartmut Rosa, som Brinkmann er inspireret af, mene, at der er en stigende tendens til, at vi alle er optaget af at skaffe os flere og flere ressourcer, at forøge vor evne til at række ud til en stadig større verden. Men igen består det vellykkede liv dog i at opleve og erfare verden i en uafsluttelig udveksling med den.
Lad os tage en af de enkleste former for det at være undervejs, nemlig rejsen. Når man tager på rejse, gælder det som sagt ikke om at opleve så meget som muligt i den forstand, at man skal opleve så meget nyt, så meget sjovt og så meget usædvanligt eller spændende som muligt. Da tager man jo kun hensyn til de mere overfladiske behov eller impulser i sig selv.
Man kan jo også rejse for at udforske nye sider i sig selv og i sit eget liv – altså for at stifte bekendtskab med og udfolde flere af sine potentialer og livsmuligheder. Og man kan jo også rejse for at komme dybere ned i noget, som man på forhånd kender til, som når man blandt andet rejser for at se nogle af de kunstværker og bygninger, man med sin interesse for malerkunst og arkitektur i forvejen har en fortrolighed med og en kærlighed til.
Men der er jo tale om udvikling, både når man rejser for at lære at leve på andre måder og derved udfolde og udvikle delvis nye sider af sine egne evner og kræfter, og når man rejser for at uddybe sit kendskab til og fortrolighed med noget, man i forvejen holder af.