Kære brudepar!
Kære kronprins Frederik og Mary Donaldson!
Det må føles overvældende for et brudepar at træde ind i Københavns Domkirke i dag. Utallige brudepar har prøvet det før, og også for dem har det været en overvældende oplevelse. Ikke mindst for bruden, som skal gå den lange tur op ad kirkegulvet, mens alles øjne spændt følger hende. Og i dag er der millioner, der via fjernsynet følger dagens brudepar, både her i Danmark og ud over hele jorden.
Da jeg for 12 år siden trådte ind i denne kirke for at blive bispeviet, havde jeg den samme følelse som et brudepar. Under første salme, hvor jeg sad her i kirkens kor sammen med biskop Græsholt, hviskede han med et lille smil: »Nyder du det?« Og uden at afvente mit svar fortsatte han: »Det kan du lige så godt gøre, nu du er her!«. Det hjalp, skulle jeg hilse og sige!
Midt i de enorme opbud af mennesker og medier, skal også et kronprinsepar have mulighed for at nyde deres eget bryllup. I skal nyde og glæde jer over, at I har fundet hinanden og fundet sammen og i dag kan bekræfte det over for Gud og mennesker. Nyde og glæde jer over, at så mange følger denne begivenhed med oprigtig interesse og sympati.
I er ikke blot dagens men årets brudepar i Danmark, ingen tvivl om det. Symbol på liv og lykke, ungdom og kærlighed. Vi får på en måde alle del i jeres åbenlyse livsglæde og lykke, når vi følger med i begivenhederne i dag. Derfor er forventningerne til dette bryllup så store, og derfor tager vi alle - store og små - del i glæden.
Et kongeligt brudepar tilhører ikke kun hinanden, men os alle. Det føler vi, og det ved I. Store opgaver og mange pligter venter forude. For som kronprinsepar skal I videreføre det danske monarki og dermed den danske samfundsmodel, som vi regner for afgørende vigtig at fastholde og forny i en tid præget af internationalisering og globalisering. Hver monark og hvert regentpar i Danmark har i tidens løb bidraget til det samfund, vi kender og vedkender os i dag. Derfor er monarkiet så rodfæstet i det danske folk.
Når vi danske i dag deltager i dette bryllup med så stor glæde og interesse, hænger det sammen med, at vi har stor tillid til, at brud og brudgom er vel rustet og vel forberedt til de mange opgaver. Som søofficer har kronprins Frederik lært at leve op til Niels Juels valgsprog: »Nec temere, nec timidi«, dvs. hverken ubesindig eller frygtsom. Et valgsprog, som også Mary Donaldson til fulde lever op til ved efter moden overvejelse at være brudt op fra et andet land og en anden verdensdel og komme til os i det høje nord for at blive dansk.
Men selv for et kronprinsepar gælder det, at brud og brudgom først og sidst tilhører hinanden i medgang og modgang. Det er ikke godt for mennesket at være alene, som skrevet står. Vi har alle brug for fortrolige at kunne dele livet med, og intet sted kan det virkeliggøres så intimt og gensidigt givende som i ægteskabet. Det forudsætter, at vi daglig er opmærksomme på hinanden og giver plads for hinanden og får ro til at tale fortroligt.
Men den ro kan det ofte knibe med at få i vores moderne samfund, hvor mulighederne for adspredelse og kravene om deltagelse i dagligdagens mange gøremål hurtigt kan lægge beslag på alle døgnets 24 timer. Ikke mindst for et kronprinsepar, som ikke kan vise sig offentligt uden at blive bemærket og betragtet. Vi har alle et medansvar for, at vores kronprinsepar får fred til at være ægtepar. Så de også kan nyde hinanden, når hvedebrødsdagene er forbi.
Kære Mary Donaldson! De er kommet til os fra den anden side af jorden. Fra det smukke og bjergrige Tasmanien til det lavlandede og yndige Danmark. Begge vore lande er præget af havets nærhed og årstidernes forskellighed. Vi glæder os til at vise Dem Deres nye land fra sin smukkeste side i den frydefulde sommertid, hvor De og kronprinsen med det gode skib Dannebrog skal besøge by og land. Turen går også nordpå, hvor De med egne øjne kan se, at kongeriget ikke kun er lavland, men også Grønland og møde et folk, der ligesom Færøerne er en del af det danske rige, men med egen historie, sprog og kultur.
Mere end noget andet i dag er det monarkiet, der synligt binder de tre folk sammen i et rigsfællesskab. Over alt vil De og kronprinsen blive modtaget med åbne arme og slet skjult nygerrighed. For vi er lidt nygerrige, når vi får besøg fra den store verden. Fra og med i dag er De en rigtig prinsesse, der både har fået prinsen og det hele kongerige.
Det er lige før vi med eventyrets ord kan fortsætte: »Og de levede lykkeligt til deres dages ende«. Men så let som i eventyret går det ikke i virkelighedens verden. Det ved vi alle fra vores eget liv, og det er der ingen grund til at skjule. Til menneskelivet hører både glæder og sorger, gode og onde dage. Derfor har vi brug for hinanden og brug for at blive opmuntret og trøstet og at give trøst og opmuntring til andre.
At leve lykkeligt har ikke så meget med følelser at gøre som, at livet lykkes i den forstand, at der kommer noget godt og frugtbart ud af det. Så vi trods meget af det, vi kommer ud for i det brogede menneskeliv, får lov at opleve livet som meningsfyldt, fordi vi gør en forskel, først og fremmest i de nære og forpligtende forhold som ægteskab, venskab og slægtskab.
Det er meningen med vores liv, sådan som det er blevet os betroet af livets Gud og skaber. For det er Gud, som har givet os livet og givet os til hinanden. Ikke for at vi skal leve livet som vores egne herrer, men for at vi skal leve i lyset af Vor Herres ord dvs. i kærlighed. Sådan som Vor Herre Jesus selv har sagt og gjort. Derfor lød skriftens formaning: »I skal iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd«. Den kærlighed, som består i barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed, som bærer over med hinanden og tilgiver hinanden.
Den kærlighed er det alt om at ville, for vi vil ofte så meget andet. Men Guds kærlighed, som møder os varmt og livgivende i Jesus Kristus, vil holde os fast på at ville den kærlighed. Hver gang vi kommer til kort i vores liv med andre, vil han i sin kærlighed tilgive os og kalde os tilbage til kærligheden på ny. Derfor holder vi kirkegang og kirkebryllup. For at vi må blive oplivet af Guds ord, så vi ikke stirrer os blinde på vores egne bekymringer og bedrøvelighed, men får livsmod af alt det, som Jesus har sat ind i verden af tro, håb og kærlighed.
Hvergang vi træder ind netop i dette kirkerum, bliver vi mindet stærkt herom, fordi alt herinde samles i Kristus-figuren over alteret. Hovedet er bøjet, og blikket sænket mod os. Når vi samles her ved alteret, ser vi Kristus ind i øjnene og ser ham med hænderne bredt modtagende ud: »Kommer til mig«, står der med store bogstaver, og herunder med små: Matthæus 11, 28.
Det er ikke blot Thorvaldsens Kristus-figur, der er verdensberømt, det er det ord af Jesus også: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile«.
Det ord er godt at have for øje i hele det brogede menneskeliv. Det kalder på os, når vi har mest brug for det. Opfordringen om at komme til Kristus er ikke et løfte om en problemfri tilværelse, men et løfte om, at han vil være med os alle dage og bære med på vores byrder, både dem, vi selv har ansvar for og dem, som andre måske uretfærdigt lægger på os. Hos ham kan vi alle finde hvile, selv når livet synes uroligt. At komme til Kristus er at komme til kærligheden, hvor den er klarest og renest, og dermed få nye kræfter til at leve det liv, vi har fået betroet. I tillid hertil kan vi både begynde et ægteskab og hver en ny dag, Gud giver os at leve. Amen.
Erik Norman Svendsen er
biskop over Københavns Stift