MIN NEVØ HAR BEGÅET SELVMORD. Jeg ved ikke præcist, hvornår det er sket. Jeg ved intet om omstændighederne. Jeg ved bare, at han ikke findes mere, efter et vanskeligt liv og mange nederlag.
Som historiker er det min opgave at dykke ned i fortiden og forstå den. Men i dette tilfælde med en nær slægtning er jeg på bar bund. Jeg har skrevet til en søster i Arizona, men hun ved ikke mere, end jeg gør.
Hvad gør jeg? Jeg kan kun skrive ned, hvad jeg kan huske for at mindes Willy McGuire, i en alder af 40 år, som jeg kun mødte en enkelt gang. I sin blide facon mindede han mig om min far, hans morfar. Men Willy fik ikke noget godt liv.
WILLYS MOR, DER ER MIN SØSTER og et år ældre end mig, har været mentalt syg det meste af sit liv. Som teenager blev hun flere gang indlagt på hospitaler, og diagnosen var skizofreni. I midten af 1960’erne fulgte hun min far på Hawaii, hvor hendes problemer betød, at han mistede muligheden for at lave sin egen forretning. Maureen, som hun hedder, blev sendt fra den ene psykiater til den anden og det ene hospital til det andet.
I en pause i slutningen af 1970’erne, da hun ikke var indlagt, mødte hun Willys far – en mand, hvis navn jeg ikke kender. Så snart Willy fødtes, blev han sendt væk fra Maureen, først til en plejefamilie og senere blev han adopteret. Men Willy fik ikke noget vedvarende familiemæssigt forhold og kom fra den ene familie til den anden. Han var en køn dreng, forholdsvis nem, men han fik aldrig den stabilitet, som alle børn har brug for.
Senere fik Willy en halvbror, som min søster kaldte Brian – efter mig i håb om, at han ville efterfølge mig som familiens intellektuelle. Men Brian fik også et vanskeligt liv. Hans plejemor, som han holdt af, døde alt for tidligt, og Brian kom til at opleve de usikre forhold, der også prægede Willys tilværelse.
Engang i 1990’erne besøgte jeg Hawaii og fik mulighed til at se både Willy og Brian. Willy virkede mere selvsikker, og han var i gang med en uddannelse. Jeg forsøgte at opmuntre ham og fortalte ham, at han havde en god fremtid, hvis han blev færdig med sin junior college. Jeg tog ham og hans bror med til kirkegården, som findes på Diamond Head, vulkanbjerget ved Honolulu, som er Hawaiis symbol. Her besøgte vi deres morfars grav, og jeg fortalte lidt om det menneske, han havde været.
Jeg ønskede virkelig at fastholde kontakten med Willy og Brian, men e-mail og telefonnumre virkede ikke, og jeg blev opslugt af mit liv i Danmark. Det var, som om de to halvbrødre heller ikke var interesseret i at fortsætte forbindelsen. Eller måske havde de slet ikke overskud til den slags.
Igennem Willys mor fik jeg at vide, at han var blevet omvendt til Jehovas Vidner. Han var flyttet til en anden ø og havde fået en kæreste og en datter. Det virkede i en periode, som om Willys liv fungerede, men så hørte jeg, at han havde forladt kæresten og var blevet udstødt af Jehovas Vidner. Derfor måtte min søster Maureen, der også var blevet Jehovas Vidne, slet ikke have nogen kontakt med Willy.
I mellemtiden var den anden søn, Brian, blevet katolik, måske i trods over for for sin mor. Ellers var hans liv meget indskrænket. Brian fik tvangstanker og visioner, når han nægtede at tage sin medicin, men takket være deltidsarbejde som gartner mistede han ikke helt forbindelsen til andre mennesker.
Sidste år tog jeg til Hawaii sammen med min søster fra Arizona, og vi inviterede Brian til hotellet på Waikiki Strand. Han havde kun få nyheder om Willy. Tilsyneladende vidste hverken Brian eller hans mor præcist, hvor Willy opholdt sig. Kun at han stadig var udstødt af Jehovas Vidner.
Jeg har altid beundret Jehovas Vidner for den stabilitet og det sociale netværk, de skaber for deres loyale medlemmer. De havde gjort det for Willys mor, Maureen, og jeg håbede, at de ville gøre det for Willy. For nogle måneder siden hørte jeg, at Willy var tilbage hos Jehovas Vidner, og jeg var glad for nyheden og håbede, at hans liv endelig ville blive lykkeligt. Eller i hvert tilfælde at han kunne opnå den tryghed, han altid havde søgt.
SÅ KOM DER FOR NOGLE DAGE SIDEN nyheden om Willys selvmord. Det var i et brev fra min fars anden hustru, som selv er Jehovas Vidne, og som brugte langt mere tid på omtalen af dårligt vejr som forvarsel om dommedag end på en nærmere redegørelse for Willys død. Derfor skrev jeg en mail til min søster i Arizona, men hun svarede, at hun intet vidste. Hun var mere optaget af fuglene i haven end af nevøens selvmord.
Det er måske forståeligt. Det var år siden, hun havde set sin nevø, og samtidig havde min Arizona-søster for nogle år siden måttet opleve en anden søsters selvmord. Måske den bedste måde at klare så ubehagelige oplevelser på er at lægge dem bag sig og gå videre til noget andet.
Jeg husker tilbage i 1989, da jeg fortalte min søn, at min moster i Seattle havde begået selvmord. Min mor var til stede og blev rasende på mig for overhovedet at omtale begivenheden. Hun havde aldrig talt om det, og jeg lærte om den kun indirekte.
Tre selvmord i familien: en moster, en søster og en nevø. En amerikaner ville sige med et ironisk smil: ”Sikke en score!”
Jeg skammer mig, og jeg synes ikke, at den type eksistentielle nederlag skal gemmes væk. Jeg kan med et glimt i øjet sige, at min familie er typisk for, hvad der på amerikansk hedder white trash. Vi er hvidt skarn.
Hvorfor sker den slags? Forklaringer er komplicerede og tvetydige, og jeg har for længst mistet forestillingen om, at jeg kunne have gjort noget. Jeg vil gerne have vedligeholdt forbindelsen til Willy, men han forsvandt, og hans mor gjorde det ikke muligt for mig at komme i kontakt med ham. Og nu efter hans død har jeg ikke noget ønske om at høre, hvad hun ved, fordi hun fortrinsvis vil tale om sig selv og ikke om sin søn.
Det gør ondt, at jeg ikke kan besøge hans grav. Jeg ved ikke engang, om han har en grav. Jeg aner ikke, hvordan Jehovas Vidner behandler dem, der begår selvmord, men jeg er bange for, at de afviser dem, ligesom katolikker gjorde før i tiden.
Men Gud er god og vil tilgive enhver. Som fru Julian af Norwich skrev i 1300-tallet. ”På et tidspunkt sagde vor gode Herre: ’Alle ting skal blive gode’ (...) ’Du skal selv se, at alle ting skal blive gode’.”
I en verden med så megen ondskab er det svært at forestille sig dette overvældende gode. I et liv med så mange smerter og nederlag som Willy McGuires er det svært at tro på godhed. Men jeg kan kun sige en bøn for Willy og bede Vor Herre om at tage ham til sig som alle de andre, der har lidt og måttet flygte fra dette liv.
Der må være en mening med, hvad Willy har gjort.