Prøv avisen
Kronik

Forfatter: Kan man være kristen uden at være troende?

Når mit liv har været sværest, har jeg da tit tænkt: Gid jeg kunne tro på, at der var en, der lyttede; en, der tilgav; en, der vidste bedre end jeg, så jeg ikke stod med hele ansvaret for mit liv og mine nærmeste, skriver forfatter Linda Lassen.

Linda Lassen, Forfatter

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Da jeg meldte mig ud af folkekirken, var det ikke kristendommen, jeg vendte ryggen til. Kristendommen er en del af mit tankegods, af mine holdninger, mine livsværdier. Måske kan man være kristen uden at være troende? spørger dagens kronikør

EN DAG SAGDE MIN MAND: ”Det er nu lidt underligt med dig. Du siger, du er ateist, men i dine romaner spiller kristendommen en stor rolle.” Det havde han sådan set ret i.

Kristendommen spiller for eksempel en rolle i ”Forsvar for Martha,” om husmandskonen Martha, der fik 12 børn og sled sig gennem livet, mens veninden Lily fik færre børn og havde overskud til at være med i foreninger, læse bøger med videre.

Ud over en beskrivelse af et kvindeliv i begyndelsen af 1900-tallet er den også en kommentar til Bibelens historie om de to søstre Martha og Maria, der får besøg af Jesus. Mens Martha står i køkkenet og laver mad, sidder Maria ved Jesu fødder og suger åndelig føde til sig. Martha udtrykker sin utilfredshed med, at Maria ikke hjælper hende, men Jesus siger: ”Martha, du gør dig bekymringer om mange ting, men kun et er fornødent. Maria har valgt den gode del, som ikke må tages fra hende.” Jeg har altid syntes, det var uretfærdigt at bebrejde Martha, at hun lavede alt det praktiske, deraf titlen ”Forsvar for Martha.”

EN AFTEN VAR JEG UDE at holde foredrag om ”Forsvar for Martha.” Foredraget var arrangeret af et menighedsråd, og efter foredraget var der spørgsmål og debat. I den forbindelse kom jeg i tanker om min mands bemærkning. Jeg gengav den, og præsten, der også deltog, sagde fornøjet: ”Endnu en skabskristen, der springer ud.”

Jeg undlod høfligt at protestere, mente ikke, præsten havde ret, selvom jeg må give min mand ret i, at kristendommen fylder rigtig meget i mine romaner.

I min nyeste roman, ”Rundt om Rune”, der handler om Anna, der er mor til en psykisk syg søn, er Anna så fortvivlet, at hun, på trods af at hun ikke er medlem af folkekirken, opsøger en præst i håb om at møde lidt forståelse eller få tilgivelse for den skyld, hun føler – den skyld, alle forældre nok føler, når deres børn ikke har det godt.

Anna får en form for hjælp, og til sidst, da hun på alle måder er ved at blive kvalt af sin egen afmagt, reflekterer hun over ”Kærlighedens højsang”, hvor kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Gælder det også moderkærligheden?

UNDER MIN RESEARCH til ”Rundt om Rune” talte jeg med en kvinde, der ligesom Anna (og jeg selv) var pårørende til en psykisk syg, og jeg fortalte om Annas samtale med præsten. Kvinden sagde, at hun aldrig selv ville opsøge en præst. ”Jeg har ikke et religiøst gen,” hævdede hun. Det mente jeg nu heller ikke, jeg havde.

”Nej, men du har en religiøs længsel,” påstod hun med en sikkerhed, der fik mig til at overveje, om hun havde ret.

Når mit liv har været sværest, har jeg da tit tænkt: Gid jeg kunne tro på, at der var en, der lyttede; en, der tilgav; en, der vidste bedre end jeg, så jeg ikke stod med hele ansvaret for mit liv og mine nærmeste.

Jeg har altid troet på fællesskabet. Men i de seneste mange år er også troen på det smuldret. Når fortvivlelsen er størst, er det sværest at række ud, da er følelsen af ensomhed den dominerende. Og lige der tror jeg, længslen efter at lægge sig ned som et lille barn og tro på, at der er nogen et sted, der ”vil ordne alt til det bedste”, dukker frem. En længsel efter at slippe for ansvar, skyld, skam, afmagt og give sig hen i en forvisning om, at der er en mening, at hvis jeg gør det så godt, jeg synes jeg kan, så…

Katolikkernes skriftestol har altid forekommet mig attraktiv – at lette sit hjerte til en udenforstående og måske som kvinden i en af Jesu lignelser ”gå bort med fred, din tro har frelst dig”. Men kan man gå bort med fred – uden tro?

Præster i den danske folkekirke tilbyder ”sjælesorg”. Det er det, Anna i romanen ”Rundt om Rune” beslutter sig for at sige ja til.

NÅR JEG BLEV LIDT PIKERET OVER, at præsten kaldte mig ”skabskristen” og altså satte spørgsmålstegn ved min ateisme, er det, fordi den er en del af min selvforståelse, og sådan en giver man nødig slip på.

Som ung meldte jeg mig ud af folkekirken. Jeg plejer at begrunde det med et citat af den indiske statsmand Nehru, der har udtalt: ”Sandheden er for stor til at rummes i ét system.” Men i de senere år, især hvis jeg har været til en begravelse, hvor præsten formår at sige noget vedkommende om livet og døden, om den, man tager afsked med, og om det at miste generelt, har jeg overvejet at melde mig ind igen for at have nogle stabile ritualer at læne mig op ad, når alt andet er i fare for at falde sammen.

Til gengæld bliver jeg forstemt – og mister enhver tilskyndelse til at komme tilbage i folkekirken – når jeg hører en præst, der som en købmand remser afdødes ydre gøren og laden op uden personlig indlevelse tillige med en prædiken, der lige så godt kunne være holdt enhver anden dag, over enhver anden person.

EN GOD VENINDE fortalte mig for nylig lidt undskyldende, at hun var begyndt at bede aftenbøn. ”Jeg føler mig mindre alene med mine bekymringer, og jeg håber, jeg på den måde kan sende hjælp til dem, mine bekymringer gælder.”

Jeg har ikke kunnet overvinde mig selv til at bede bønner, uanset hvor mange bekymringer, jeg har, men jeg tænker tit, at det må være en trøst at kunne.

Da jeg var ung og studerende og erklæret ateist, var der engang en medstuderende, der sagde til mig, at hun på trods af mit syn på både religionen og andre ting ville tage mig med i sin aftenbøn.

I mange år fortalte jeg episoden som en joke. Det gør jeg ikke mere.

Har den religiøse længsel noget med alder at gøre? Handler det om, at når man er ung, føler man sig udødelig og har derfor ikke brug for en tro, der måske kan forlige en med døden? For så, når man bliver ældre og ikke længere kan fortrænge dødeligheden, at klynge sig til håbet om det evige liv?

Her står min forstand af. Min forstand sætter så at sige en grænse for min tro.

Troen er grænseløs – det er forstanden ikke. Det er måske det spring, jeg ikke kan – eller tør – tage.

At være troende forestiller jeg mig som en art kontroltab – at opgive sin voksne selvstændighed: ”Jeg kan klare mig selv.” I vores samfund har vi i stedet for bibelhistorier om nåde og barmhjertighed lært at leve efter mantraet: Du kan skabe dit eget liv. Du kan præstere dig til et godt helbred, en super kæreste, et højt eksamensgennemsnit. I en tilværelse, hvor vi har afskaffet Vorherre, er der kun én til at bære skylden, når noget ikke bliver den fuldkomne succes – og mindre kan ikke gøre det! Det er én selv. Det er måske med til at forklare den religiøse ”længsel”.

NÅR JEG FØLER MIG AFMÆGTIG, længes jeg efter noget, der er større end mig selv – noget eller nogen, jeg kan dele smerten med. Når jeg ser noget i naturen – et råkid, der pludselig kommer springende; en rørhøne, der næsten for øjnene af mig bygger sin rede, og vupti flyder fem små sorte, dunede kugler på vandet, så oplever jeg at være en del af noget større.

Da jeg meldte mig ud af folkekirken, var det ikke kristendommen, jeg vendte ryggen til. Kristendommen er en del af mit tankegods, af mine holdninger, mine livsværdier.

Måske kan man være kristen uden at være troende?

Måske skal jeg være glad for, at jeg trods alt lever i og med en kristendom, der er rummelig nok til at lade mig øse af den – også selvom jeg ikke er troende