Prøv avisen

Kronik: Avatar minder os om et liv i pagt med naturen

"Denne alvorligt mente, naturreligiøse nisse-trend skal tages alvorligt, fordi den forleder mennesker til at tro, at livets bestemmelse er at finde i en mystisk balance mellem egne sanser, bestemte følelser, økologi og en upersonlig guddom med meget blød kant," skriver Jacob Carl Christensen om dyrkelsen af filmen Avatar. På billedet ses instruktør James Cameron ved en præsentation af filmen. Foto: STRINGERBRAZIL Denmark

For nylig blev storfilmen Avatar vist på dansk tv. Historien om de blå nissemænd fortæller, at det, vi gør nu som mennesker, er forkert og ondt. Sandheden ifølge filmen er nemlig, at vi hører sammen med Den store Moder. Livets formål er ikke som i en kristen kontekst forløsning og kærlighed, men balance, mener dagens kronikør

Oven på julen er en del af os gået i gang med slankekuren. Nu har vi besluttet, at det skal være anderledes. Vi har vel alle brug for overgangsriter (nytårsaftens som regel tomme løfter), som mentalt kan skubbe os ud over kanten, så vi lover os selv ting, vi for det meste ikke kan holde.

Nogle garanterer sig selv, at det skal være slut med cigaretterne, for andre er det chokoladen og måske nogle endda svinger sig op til gevinster som moralsk bedring. Men sikke svært det er! Dog, det skal ikke hindre forsøget, så lad os endelig fastholde det gode og sunde i, at nytåret og juletiden ofte giver anledning til eftertanke og fokus på det, der virkelig betyder noget her i livet.

LÆS OGSÅ:
10 religiøse motiver i Avatar

Således gav en af julens mange film anledning til strøtanker om det, der betyder noget, og hvordan vi forstår og tolker det, der er væsentligt. Det startede egentlig derinde på hylden hos den yngste af vores fire børn, hvor hun havde pyntet op med et julelandskab en slags nisselandskab med vat, lidt engle, et par nisser og andre små, søde juleting. Ting, vi som voksne måske ikke lige gad have stående ved siden af vores egen seng, men som regel synes er sødt, når det er en syvårigs værk.

Dog, midt i alt det søde, midt i al maden og gaverne og træet og lysene og nisselandskaberne og alt det andet, så er der også alvor i galskaben. Det er ikke uden grund, vi har fejret højtid. Vi markerede, at Frelseren blev født; at Gud trådte ned til jord, hen til os, ind i menneskelivet og dermed gjorde sig os lig, for at han kunne bane vejen gennem livet og gennem døden, for vores skyld. Dét er højtidens omdrejningspunkt, årsagen, humlen, aksiomet. Og så lægger vi alt muligt ovenpå med juleand, guirlander, Bilka-blade og jeg ved ikke hvad. Det er nu meget godt, for det føjer til festlighederne og det er jo i sig selv en god ting.

For et par år siden klyngede frikirkepræsten hr. Knudsen fra Løkken en nisse op og formanede os at forsage nisserne, fordi de kom fra Satan. Det vil jeg måske se som en overdreven reaktion på et eventuelt teknisk set sagligt indhold og en misforstået, utidig religionskritik.

Oprindeligt var det måske dæmon-billeder, der frembragtes, men tidens tand har gjort, at stort set alt indhold er gået tabt. Tilbage er blot, at nisserne driller. I tidernes morgen måske ondt, men i dag er det med julegrød og nisseøl og røde træsko. Hvem kan tage det alvorligt andet end på hylden på små børns værelser?

Nej, mere alvorligt: Her i den søde juletid fik vi ekstra mange nisser at se i år i form af filmen Avatar, instrueret af James Cameron. Den havde i sin tid et produktions- og PR-budget på små 500 millioner dollars, hvilket må siges at være et ret stort nisselandskab. Tillad mig at uddybe mine tanker om alvoren her.

Alvoren er, at det er alvorligt ment. På en eller anden måde er det tænkt som udtryk for andet og mere end et nisselandskab. Havde det nu fortalt sig selv som en nissehistorie, som bare fortælles for sjov, så havde jeg kunnet lade den ligge. Men filmen vil mere og er udtryk for mere.

Den vil fortælle, at den sande historie om, hvordan livet burde være, og hvad det rigtige er, kan fortælles gennem en fabel om et stort livstræ på en fremmed planet, befolket af naturstammer, som til forveksling lever som en slags indianere. Disse blå indianere lever i pagt med naturen, mærker naturen, hører naturen, er, ja, ét med naturen. De kan høre gamle forfædres stemmer i nogle træer, tilbeder den store moder, og de græder så hjerteskærende, når en bulldozer vælter et stykke skov. En drømmefilm for økofreaks med hang til indiansk spiritualitet.

Og sagen er, at filmen fortælles med dyb seriøsitet. Jeg kan godt stå og stryge mine skjorter og grine i skægget, når de blå havenisser sidder ved træets fod, hvor de omslynger hinanden i ét langt bånd, mens de saligt vipper fra den ene til den anden side og brummer hedenskabets rituelle lyde for at bekæmpe de onde naturudnyttere (menneskene). Men trods min latter og gnæggen er det dybt seriøst ment. Det er tænkt som en regulær kommentar til verdens tilstand, til forståelsen af verden og til, hvordan vi bør forstå verden omkring os.

Uanset at jeg helst vil mene, at den er godt lavet, lidt sjov og med gode action-indlæg, men i øvrigt er komplet uinteressant, så udtrykker den noget, som vi som kristen civilisation ikke kan komme udenom. Den gør nemlig nisselandskabet til indholdsbestemmende virkelighed, så at man så at sige tager det, som hører nisseland til, og gør det til fortolkningsramme for virkeligheden.

Så bliver det til, at vi som mennesker i virkeligheden hører til i et naturkredsløb ( ikke at vi ikke hører til et naturkredsløb, men forstået således, at vi i vores uoplysthed og mangel på indsigt endnu ikke har fattet omfanget og indset sandheden). Dét er det store løsen. Historien om de blå nissemænd vil fortælle, at det, vi gør nu, er forkert og ondt. Så bliver sandheden, at vi hører sammen med planter og Den store Moder. Livets formål bliver ikke, som i en kristen kontekst, forløsning og kærlighed, men balance. Denne moderne, underligt selvgode og selvfikserede, økologiske livscirkel rummer i sidste ende også et element af selvhad, når de blå nissemænd lægger afstand til vores verden, fordi vi intet har, som de ønsker. Med andre ord: Hvis vi levede, som vi burde, så ville vi intet ønske af det, vi har.

Det siger James Cameron med sin film, han, som en passant bor på Serra Road, Malibu, i Californien, i et hus, de fleste nok vil synes, man kan være bekendt. Men o.k., han ville, hvis ret skal være ret, hellere bo i et træ, men må nu nøjes med sin gigantiske villa med pool og så videre.

Denne alvorligt mente, naturreligiøse nisse-trend skal tages alvorligt, fordi den forleder mennesker til at tro, at livets bestemmelse er at finde i en mystisk balance mellem egne sanser, bestemte følelser, økologi og en upersonlig guddom med meget blød kant.

Man forledes til at tro, at vi som mennesker kan frelse os selv, hvis vi bare forstår verden på den rigtige måde. Man lokkes til at tro, at verden kunne være et meget bedre sted, hvis vi bare lyttede til træernes hvisken. Og sidst, men ikke mindst, reduceres mennesket til en tilfældighed og en vilkårlighed, som har sin funktion og livsrum i et på alle måder immanent, kontingent biologisk kredsløb uden tråd til transcendent mening, uden gudbilledlighed.

Og dermed er jeg tilbage ved nisselandskabet. For dette avatar-nisselandskab, denne rendyrkede jorddyrkelse overbydes og overtydes af den kristne juleforkyndelse, som fortæller, at vi hverken kan eller skal frelse os selv gennem gode, økologiske gerninger.

Vi kan ikke ræsonnere, konstruere eller føle os frem til selvfrelsen, og menneskelivet er alt andet end tilfældigt. Ganske vist er mennesket en dødelig, biologisk form, men ingenlunde et vilkårligt eksperiment nej, det er skabt i Guds billede.

Formålet med livet er ikke balance, men kærlighed til Gud og til hinanden. Den størst tænkelige ubalance i universet er og må være, at Gud selv hænger på korset, og netop dér, i dette ene punkt har kristendommen sit omdrejningspunkt. Det er ubalance i højeste potens, kærlighed i højeste potens, alt andet end de blå økonisser.

Jakob Carl Christensen er cand.theol. og efterskoleforstander