JEG HOLDER MEGET af anekdoten om den kinesiske statsmand Zhou Enlai, der engang i 1970erne blev spurgt, hvad Den Franske Revolution havde betydet, hvortil han svarede, at det endnu er for tidligt at sige noget om. I vores stakåndede mediesamfund gør vi klogt i at lytte til denne advarsel mod at drage forhastede konklusioner, især nu, hvor vi står ved 10-årsdagen for terrorangrebene på World Trade Center og Pentagon, og vi skal gøre status over 11. september.
LÆS OGSÅ: Efter terrorangrebet kom polariseringen
Som mange andre så jeg CNN dengang og husker forvirringen, da Kabul blev bombet om aftenen den 11. september 2001. Stationens erfarne tv-reporter troede i første omgang, at amerikanerne havde været hurtige på aftrækkeren. Det viste sig snart, at det var Nordalliancen, der gengældte attentatet på deres leder, Ahmed Shah Massoud, få dage forinden.
Hvad gjorde de skydegale amerikanske cowboyer? De udviste besindighed og stablede møjsommeligt en bred, legitim alliance på benene. Anti-amerikanismen havde trange kår dengang, og kun de mest forhærdede holdt fanen højt. Dem er der ingen grund til at huske på.
LÆS OGSÅ: 10 år efter den store rystelse
De første udlægninger af udåden, som vi efterhånden begyndte at kalde for 9/11 (nine eleven engelsk for den 11. september), så den i lyset af nord-syd-konflikten, det vil sige som den fattige verdens oprør mod den rige. Denne synsvinkel virkede dog anakronistisk og blev hurtigt forladt: Terrorens arnested var jo ikke det fattige Afrika, men i høj grad det velstående Saudi-Arabien. Den efterfølgende amerikansk ledede krig mod terror, der føres både ude og hjemme, syntes snarere at bekræfte politologen Samuel Huntingtons dystre tese fra 1993 om civilisationernes sammenstød.
Vi genkalder os: Efter den kolde krigs afslutning var der en forventning om, at hele verden efterhånden ville blive som Vesten og omfavne fri markedsøkonomi og liberalt demokrati. Den evige fred vinkede smilende forude. Filosoffen Francis Fukuyama gav udtryk for den udbredte optimisme med sin meget omtalte bog Historiens afslutning.
HUNTINGTON ØDELAGDE den gode stemning, da han indvendte, at verden ikke er ved at vokse sammen. Tværtimod er fremtiden svanger med konflikter, hævdede han, ikke mellem konkurrerende politiske ideologier, men mellem verdens seks-otte forskellige civilisationer. Konkret står Vesten (det vil sige USA og Vesteuropa) i et modsætningsforhold til to af dem: den kinesiske og den islamiske civilisation. Den førstnævnte er klart mægtigst, men den sidstnævnte er den voldeligste. Islam har, sagde Huntington, blodige grænser. Hans tese kan sagtens være sand, selvom den er ubehagelig. Man bør også huske, at den er en analyse, ikke et scenarie, han ønsker at fremme.
Da jeg i foråret var i Krakow og så det krigsbytte, som kong Jan Sobieski bragte med hjem til Polen efter slaget foran Wiens porte i 1683, hvor han i 11. time drev osmannerne på flugt, var det nærliggende at tænke huntingtonsk: Går der ikke en lige linje fra dengang, da maurerne satte over Gibraltarstrædet, til belejringen af Wien og 11. september? Befinder vi os i en 1300-årskrig med islam? Efter min mening er denne opfattelse alt for dyster og udtryk for en selektiv omgang med historien. Man kunne med samme metode få det til at se ud, som om Tyskland og Frankrig befinder sig i en evig krigstilstand.
Uden at forfalde til jubeloptimisme eller forklejne kulturforskellenes konfliktpotentiale kan man finde fortrøstning i at tænke på de spontane tilkendegivelser af sympati med USA, der fandt sted i Teherans gader i dagene efter 11. september. Pessimismen mildnes også af det arabiske forår uanset hvordan det ender, har det vist, at muslimer ikke er genetisk forprogrammeret til politisk ufrihed og religiøs fanatisme.
Det er der i øvrigt også masser af muslimer i Vesten, der beviser hver eneste dag. For eksempel den dansk-pakistanske familie, der ejer kiosken rundt om hjørnet. Endelig har jeg det fromme håb, at islamismen, der har raset siden 1979, på et tidspunkt vil miste pusten, så vi en dag kan se tilbage på dette uvæsen med samme skrækblandede undren, hvormed vi i dag betragter den revolutionsromantik, der havde tag i store dele af Vestens ungdom for få årtier siden.
Det anses for dårlig tone at tale om dem og os især efter Breivik, forståeligt nok men nogle gange er det svært at undgå, når man forholder sig til virkeligheden. 11. september bør i hvert fald have lært os, at kulturforskelle ikke kun er af æstetisk eller kulinarisk karakter, men også kan blive politiske, det vil sige konfliktfyldte i større eller mindre grad.
11. SEPTEMBER VAR en af de tilspidsede situationer, hvor man tvinges til at skelne mellem ven og fjende. Det er muligt, at vi ikke vil vide af denne skelnen, men nogle gange vil den altså vide af os, og indtil islamismen driver over, må vi forholde os til den kendsgerning, at nogle bryder sig meget lidt om os ikke på grund af det, vi gør, men på grund af det, vi er. Derfor hjælper det heller ikke at sige undskyld, for de er kronisk forsmåede.
Den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger har kaldt dem de radikale tabere. Ifølge deres egen selvforståelse er de Guds udvalgte, men virkeligheden belærer dem smertefuldt om det modsatte: De arabiske lande distanceres således ikke alene af det dekadente Vesten, men også af polyteisterne fra Indien og de vantro fra Kina.
Resultatet af denne sårede narcissisme er radikaliserede tabere, der eksploderer af raseri.
Det var dem. Hvem er vi? Det har vi diskuteret livligt siden 11. september. Heldigvis har vi ikke fundet et entydigt svar, for diskussion og åbenhed er vores styrke. Det er dog beklageligt, når frugtbar selvkritik kammer over i et selvhad, der udhuler os indefra. Kulturlivet har rigeligt med eksempler på den slags.
Selvhadet stammer blandt andet fra den ejendommelige forestilling, som man i mange år har dyrket på universiteternes kulturstudier, at Vesten skulle være særlig slem til at danne sig fordomsfulde, racistiske billeder af fremmede kulturer eller den Anden, som det hedder i akademisk jargon. Senest efter 11. september må vi forstå, at det ikke kun er os, der har en generaliserende eller nedladende opfattelse af fremmede kulturer, og at dem og os-tænkning heller ikke er en vestlig specialitet. Denne erkendelse har dog svært ved at bundfælde sig.
Tilbage til os selv: Ved højtidelige lejligheder hører vi, at Vesten er rundet af Athen og Jerusalem. Fra grækerne har vi filosofi, videnskab og kunst, mens Jerusalem har givet os Bibelen, religion og gudstro. I den standende diskussion om vores egenart synes der at være et skel mellem dem, der lægger mest vægt på arven fra Athen, som den kommer til udtryk i oplysningsprojektet fra 1700-tallet, og så dem, der betoner kristendommens betydning for vores menneskeopfattelse, etik og samfund.
Historisk set har der ikke altid været fred mellem de to byer, men det er alligevel de færreste, der hævder, at de er uforenelige. Man skal være en forstokket bibelfundamentalist eller en lige så forstokket tilhænger af den mest radikale franske oplysningstænkning for at benægte muligheden for sameksistens. Som borger i begge byer kan det dog bekymre mig, at vi ofte glemmer at nævne den tredje by, vi er rundet af: Rom, der står for lov, orden og politisk selvhævdelse. Det er der nemlig brug for i den lidt for interessante verden, vi har levet i siden 11. september 2001.
Lars Christansen er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet
Dette er den tredje af fire kronikker i anledning af 10-året for terrorangrebet i USA den 11. september 2001. Læs dem her i avisen og påk.dk/kronik