KRONIK: Det gode og det onde er kernen i ”Antichrist”

"Antichrist" er en film om psykologiens til tider ubehjælpsomme forsøg på at hjælpe det ængstelige menneske. Men i bund og grund er "Antichrist" en film om kampen mellem det gode og det onde

Fra filmen "Antichrist" -
Fra filmen "Antichrist" -. Foto: arkiv.

Mens vi glæder os over de nylige priser i Cannes til både Janus Metz' "Armadillo" og Daniel Joseph Borgmans "Berik", og mens vi ser frem til Lars von Triers næste film, "Melancholia", og håber, at den vil vinde hæder på festivalen næste år, kan det være passende at knytte en teologisk kommentar til sidste års mest omtalte film på Cannes-festivalen – nemlig Lars von Triers overvældende "Antichrist".

For det er vel netop en teologisk analyse, "Antichrist" ifølge sin titel skriger på og det til trods for, at den side af filmen i høj grad blev overskygget af den megen tale om kvinder, køn, seksualitet og psykologi.

I en moraliserende tid undersøger Lars von Trier i flere af sine værker og helt udpræget i "Antichrist" spørgsmålet: Hvad sker der, når den gode overskrider god moral for at gøre det gode?

"Antichrist" virker i udgangspunktet som et psykologisk drama om parforhold og sorgbearbejdelse, men forløses som en æstetisk behandling af den kristne fortællings store drama om korsfæstelse langfredag, kamp mellem Gud og Satan i dødsriget og opstandelse påskemorgen. Det er Kristi kamp mod Antikrist en gang for alle.

Den mandlige hovedperson indeholder samme dobbelthed som Kristus. Som menneske er han en psykolog, der forsøger at gøre alt, hvad der står i hans magt, for at hjælpe sin kone. Hun sørger over tabet af deres søn, der dør i begyndelsen af filmen ved at falde ud af et vindue, mens forældrene elsker. Men faderens psykologiske bestræbelser giver ikke resultat. Det psykologiske drama er ikke det bærende. Kun hvis man ser hovedpersonen som en guddommelig og menneskelig dobbeltnatur, giver karakteren fuld mening.

I løbet af filmen kommer den mandlige hovedperson til klarhed over dybden i deres karakterer, og derfor ændrer hans handlinger sig fra at være menneskeligt rationelle til at blive guddommeligt meningsfulde. Han handler på det godes og kærlighedens præmisser. Han er uselvisk og villig til at gå længere end de fleste. Ja, han bliver endda korsfæstet og begravet i forsøget på at redde sin kone.

Den kvindelige hovedperson viser sorg, men hendes sorg er atypisk og går over i angst. Manden forsøger filmen igennem at konkretisere årsagen til hendes angst ved at nedfælde den på en lap papir. Kvinden har stærke problemer med at formulere årsagen. Hun forsøger at sige "Skoven" og lidt efter "Eden", der er navnet på et særligt sted i skoven, hvor de to har en lille hytte.

SENERE TROR den mandlige hovedperson, at Satan er årsagen til hendes angst. Til allersidst streger han "Satan" over og siger "herself", mens han samtidig skriver "me". Dette er en vigtig pointe i filmen. Han tror, at dét, der skræmmer hende, er det satanistiske og onde i hende selv. Samtidig skriver han, at det er ham selv, der er den konkrete årsag til hendes angst. Han skriver "me"! I virkeligheden er det ham, hun frygter mest af alt, for som Kristus eller Gud selv er han den eneste, der kan afsløre, hvem hun virkelig er. Og hvad der ikke er mindre væsentligt, så er han også den eneste, der har styrke nok til at bekæmpe hende.

Man kan beskrive tro som øjebliks nedslag af erkendelse af en sandhed, der sprænger vores forestillinger om virkeligheden. Den mandlige hovedperson i "Antichrist" gennemgår sådanne øjeblikke. Første erkendelsesøjeblik er, da han læser sin døde søns obduktionsrapport, og anden gang er, da han ser sin kones optegnelser til en afhandling.

Hendes noter går fra at være logisk videnskabelige til at være det rene nonsens; kaos af ulæselige bogstaver, der udtrykker et sammenbrud af orden. Hans endelige erkendelse sker, da det går helt op for ham, at kvinden over for ham ikke er en sørgende kone, men Satan selv, Antikrist, som han bliver nødt til at slå ihjel.

Satan beskrives i Bibelen som bagtaleren og løgneren. Og "Antichrist" er fyldt med disse løgnagtigheder. Eden er ikke Eden, men et Anti-Eden. Det er ikke livets sted, men løgnenes og dødens sted. På vejen til Eden er der et træ. Det burde være livets træ, fuldt af livskraft, men det er det modsatte – et stort dødt træ. Dyrene i Eden er ikke livskraftige, men perverterede – et dådyr har en død unge hængende ud af skeden, og en ræv fortærer sig selv – kaos regerer!

I huset rumsterer døden også. Agern i spandevis falder ned mod husets tag og går til grunde, og igler suger blod. Den kvindelige hovedpersons løgnagtighed gælder i særlig grad deres søn. Det viser sig, at hun igennem længere tid har deformeret hans fødder ved at give ham hans sko omvendt på. Hun har handlet umenneskeligt eller satanistisk, og i sidste ende føler hun ikke bare sorgfyldt skyld over hans død. Det viser sig, at hun er fuldt skyldig i hans død. Hendes angstanfald skyldes altså ikke sorg, men angst for at blive afsløret som den ondskab, hun i virkeligheden er.

I SIDSTE HALVDEL af filmen forsvinder det psykologiske, og det bibelske overtager. Da kvinden afsløres i sin løgn, begynder kampen. Hun henter en slibesten og borer hul i hans ben. Som Thomas – tvivleren – stikker hun sin finger i hullet. Derpå sætter hun aksen igennem benet, så slibestenen sidder fast. Det er pæl i kød. Det er korsfæstelse.

Da manden vågner, gemmer han sig i en rævegrav. Kvinden finder ham i graven og forsøger at få ham ud, men stenen falder for. Nu er indgangen til graven lukket. Langfredag er forbi. Hvad der sker herefter, foregår på den anden side af gravens lukkede dør – nedsteget til dødsriget!

Her foregår kampen mellem det onde og det gode, mellem Satan og Gud selv. Da hun graver ham ud, sker det ikke gennem indgangen, men netop fra toppen af graven. Vi er stadig i dødsriget.

Kvinden virker tilsyneladende fortrydende, men husk på, at Satan er en løgner, som man skal stole på. Hun græder og siger straks: "En grædende kvinde er en beregnende kvinde. Falsk i ben. Falsk i lår. Falsk i bryst, mund, øjne og hår." Kvinden er ikke længere repræsentant for kvindeligheden, hun er løgneren – Antiselv.

Og nu ser vi så, hvad der virkelig skete den nat, da sønnen døde. Tiden er inde til, at løgnen kommer for en dag. Vi ser, at hun så det hele ske. Vi ser, at hun ikke greb ind, men vidste, at sønnen stod op, kravlede op på bordet og faldt ud af vinduet. Manden erkender nu endegyldigt, hvem hun virkelig er. Med en sidste voldsom kraftanstrengelse befrier han sig fra slibestenen. Kvinden angriber ham. De kæmper. Hun erkender modstanden og får et angstanfald. Han tager hende om halsen, holder fast, til hun slappes og falder død om. Så tænder han bål. Det onde skal fortæres af ild!

I slutningen ser vi manden gå bort fra det omvendte og løgnagtige Eden. Han går forbi det udgåede træ, der gemmer på døde kroppe. Det er påskemorgen. Han spiser bær. Naturen er igen god. En fjer får ham til at se op, og som en anden Adam ser han dyrene genoprejste, levende og vitale. Og i en dis ser han så de opstandne – alle de kvinder, der er døde gennem tiderne. Alle ondskabens ofre rejser sig og kommer op til ham. De døde opstår af graven!

"Antichrist" er en fortælling, der tilsyneladende handler om menneskers sorg og psykologiens hjælpsomme og til tider ubehjælpsomme forsøg på at hjælpe det ængstelige menneske. Men i bund og grund er "Antichrist" en film om kampen mellem det gode og det onde. Det er en film, der begynder med at behandle kønnenes forskelligheder og ender med at være en fortælling om det godes sejr over det onde i dødsriget.

Ligesom Bibelen er "Antichrist" forståelig inden for sin egen logik. Og i bedste bibelske forstand fastholdes hemmeligheden om Kristus. Vi kan aldrig med sikkerhed vide, at Jesus er Kristus, og at han som sådan opstod fra de døde, men vi må, når filmen er set til ende, alligevel som officeren ved foden af Jesu kors udbryde: "Sandelig, den mand var Guds søn!"

Ane Ørgård Bramstoft er præst