Prøv avisen

KRONIK: En antikrist og fuglekonge giver svar på tiltale

Diskussionen om Søren Kierkegaards mulige antisemitisme fortsætter. Her ses maleren Luplau Janssens maleri af Søren Aabye Kierkegaard i samtale på gaden. Foto: Ukendt

Viljen til at diskutere Kierkegaards antisemitisme lader fortsat meget tilbage at ønske, skriver Peter Tudvad i dagens kronik

Hvis jeg med min artikelSøren Kierkegaard og den utæmmelige antisemitisme den 14. november havde regnet med endelig at få den seriøse debat om emnet, som jeg forgæves søgte at give skuddet til i fjor, så tog jeg fejl.

Kristeligt Dagblad har bragt to svar på artiklen, det første blottet for selv det spinkleste argument imod min påstand om Kierkegaards antisemitisme og dens rødder i hans kristendomsforståelse, det andet en blanding af sober kildekritik og syrlig ringeagt.

Den 19. november tilstår Søren Farup, at han ikke forstår, hvad mit ærinde er, hvilket dog ikke afholder ham fra at forholde sig til det eller rettere sagt til mig, som han mistænker for blot at være ude på at gøre fornyet reklame for min bog. Jeg må altså forstå, at jeg, hver gang jeg svarer på kritik af min bog, vil blive skudt i skoene, at jeg kun er ude på at skaffe kunder i butikken.

Farup mener endog, at jeg allerede med min herostratisk berømte kritik af Joakim Garffs Kierkegaard-biografi, SAK, for seks-syv år siden demonstrerede, at jeg har en umådelig interesse i selvpromovering, mere end i at bringe videnskabelige kendsgerninger for dagen.

Farup må tilgive mig, men det forvirrer mig en kende, at jeg det ene øjeblik enten roses eller skoses som akribisk eller kildepositivistisk arkivrotte, det næste øjeblik stik modsat hænges ud, som var jeg ligeglad med fakta, men så meget desto gladere for at se mit navn i spalterne. Antaget, at det sidste er tilfældet, kunne man så ikke godt tjene sagen ved at forholde sig til dén og ikke til min slette karakter?

Nej, i hvert fald ikke Farup, der noterer sig, at Tudvad er en utæmmelig antikristen, selvom han gerne vil modtage den store kristelige forfatters velsignelse for sin oprigtige agnosticisme! En sådan tankegang er ikke en ordentlig agnostiker værdig det hænger ganske simpelt ikke sammen.

Jo, det gør, men jeg kan forstå, at Farup ikke har læst kapitlet Det unge Tyskland det gamle Danmark i min bog, hvor jeg gør rede for Kierkegaards respekt for lidenskabelige agnostikere som Heinrich Heine og Ludwig Börne, fordi de i modsætning til samtidens mange titulære kristne vover at tage kristendommen for pålydende og netop derfor redeligt takker nej til dens formentlige velsignelser. Heine og Börne er i Kierkegaards teologiske optik forargede, men netop i kraft af deres forargelse viser de, hvad sand kristendom er i modsætning til dét limonadekristne falsum, som Kierkegaard sigter kirken for at forkynde som Det Nye Testamentes kristendom.

Det er på den baggrund, at jeg tør antage, at Kierkegaard hundrede gange hellere vil angribes af en agnostiker som mig end forsvares af alle sine fans, der har sprunget forargelsens mulighed over for straks at bekende sig som sande troende. Selv mener Kierkegaard at vide, hvad kristendom er, og netop derfor tilstår han også, at han ikke ér kristen. En sådan erkendelse var og er betingelsen for, at man overhovedet stræber efter at blive dét, som man ikke er. Med andre ord handler det for Kierkegaard om at vorde kristen og ikke om at være det.

Farup er selv af den opfattelse, at man skal læse Kierkegaard til sin opbyggelse. Hvis ikke hans forfatterskab læses som en stor prædiken, læses det slet ikke! Således opfattede også Kierkegaard selv forfatterskabet som sin egen kristelige udvikling. Lige så sandt, det sidste er, lige så forkert er det første, for det er præcis det, megen såkaldt Kierkegaard-forskning lider af: at man kun må læse forfatterskabet, sådan som Kierkegaard har anbefalet det. Den anbefaling er man også godt tjent med, hvis man vil læse ham til sin egen opbyggelse, men hvis man forholder sig en smule mindre hildet til ham, er det ikke tilstrækkeligt at konstatere, at Kierkegaard sikkert er den mest opbyggelige forfatter i hele den protestantiske litteratur. Konsekvensen af Farups diktum er, at man læser Kierkegaard med Kierkegaard, Luther med Luther, Barth med Barth og dermed suspenderer enhver kritik som antikristen.

Jørgen Elbeks replik den 23. november er af et ganske andet tilsnit. At Søren Kierkegaard skulle være antisemit hæfter sig især til en begivenhed i 1840, hedder det i underrubrikken til internetversionen af hans artikel. En besynderlig påstand, al den stund den omtalte begivenhed slet ikke er med i min bog, hvorfor den i sagens natur ikke er afgørende for min påstand om Kierkegaards antisemitisme!

Men når jeg selv i artiklen den 14. november har bragt episoden på bane, er det naturligvis betimeligt, at Elbek underkaster den et kildekritisk eftersyn. Sagen er den, at W.I. Karup i 1864 i Mit Livs Roman fortæller, at Kierkegaard en dag kom ind i den boglade, hvor han arbejdede, og advarede ham om, at han ville fare til Helvede, fordi han stod i lære hos en jøde. Nu gør Elbek gældende, at Karup på grund af manglende standhaftighed ud i trossager, studier og ansættelsesforhold næppe er pålideligheden selv.

Det kan Elbek nok have ret i, og jeg tager gerne hans indvending til mig, da den hører med til en kritisk omgang med kilden. Dog må man også spørge, om beretningen kan være grebet ud af den blå luft, da det er vanskeligt at se, hvilken personlig interesse Karup skulle have i at diffamere Kierkegaard. Dertil kommer, at mine mange kritikere igen og igen har hævdet, at antisemitisme var helt almindelig i hine tider, hvorfor Karup med logisk nødvendighed heller ikke anno 1864 har kunnet regne med, at hans læsere ville finde Kierkegaards ord betænkelige. For eksperimentets skyld antager Elbek nu, at beretningen er korrekt, men overser i sit forsøg på at banalisere den, at Kierkegaard ikke bare (antijudaistisk) forventer den ukristelige jødes fordømmelse til Helvedes pinsler, men også (antisemitisk) vil have den kristne lærling til at sige sin stilling hos jøden op. Elbek har yderligere forelagt beretningen for en halvjøde, der ikke mente, at den vidnede om antisemitisme. Og jeg har forelagt den for adskillige jøder, der nok har oplevet det, der var værre, men ikke tøver med at kategorisere den som antisemitisk.

Antisemitisk eller ej Elbek mener overhovedet ikke, at Kierkegaards mundtlige udsagn er relevante, men kun hans skriftlige. På mig virker det søgt, at Elbek ikke vil medtænke de verbale udfald, men når det så skal være, må han forholde sig til Kierkegaards skriftlige profeti om, at jøderne konspirerer mod hele den europæiske kristenhed, som den nok i den sidste ende vil tage livet af sådan som det senere profeteres i alle konspirationsteoriers moder, Zions Vises Protokoller.

Det gør Elbek dog ikke, hvorimod han forholder sig til to skriftlige udsagn, som han mener at kunne afkriminalisere via en analyse af deres kontekst. Men det rager Tudvad en papand, skriver litteraten med sin skarpeste pen. Jeg frikender Kierkegaard (for antisemitisme), fordi det er Kierkegaard, mener Tudvad. Nej, han tager fejl af mine motiver hvor skulle han også kende dem fra? Langt snarere anklager jeg Tudvad, fordi det er Tudvad, en irriterende frækkert, som har slået sin klo i et geni, ligesom den lille fugl, der hægtede sig på ørnens ryg og derfor fløj højere end alle andre, ja, blev fuglenes konge.

Den slags indvendinger mod min person har jeg hørt lige siden min kritik af SAK i 2004. Man fortæller mig, at jeg intellektuelt ikke når Kierkegaard til sokkeholderne, hvad jeg naturligvis heller ikke har påstået, men implicerer, at man selv har forstået geniet, hvad jeg derimod på grund af min beskedne begavelse ikke har været i stand til. Hvem er det så, der smykker sig med lånte fjer?

Peter Tudvad er forfatter og filosof, bosiddende i Berlin