Prøv avisen

Kronik: Er Grundtvig i grunden morsom?

En fetspyntet Grundtvig troner over fællessang i gården ved Vartov. Men hvor morsom var Grundtvig egentligt selv? Foto: Leif Tuxen

Kan man sige, at Grundtvig var morsom? Spørgsmålet er på sin vis meningsløst. Men faktisk pibler der lidt humor frem hist og pist i salmer og sange hos Danmarks nok allerstørste salmedigter

FOR MANGE ÅR SIDEN spurgte bladtegneren Hans Bendix mig, da vi efter en forestilling var på vej ud af Det Kongelige Teater: Hånden på hjertet. Synes du, Shakespeare er morsom?. Herpå svarede jeg efter at have tænkt mig om: Nej, men han kan spilles morsomt.

Et eksempel: Ved Betty Nansen Teatrets opførelse af Hamlet i 1992 var en stærkt udvidet graverscene med Søren Østergaard og Niels Olsen ubetaleligt morsom, ikke mindst fordi førstnævnte talte fynsk og sidstnævnte helt sort jysk.

LÆS OGSÅ:
Og se, jeg gør alting nyt

En Shakespeare-forestilling kan selvfølgelig også være ufrivilligt morsom. Da jeg i 1963 på samme teater der dengang hed Allé-Scenen så Erik Mørk spille Hamlet og Susse Wold Ophelia var salen propfuld af skoleelever på efterårsferie.

Det var ubegribeligt, at forestillingen lod sig gennemføre, for hver gang en skuespiller faldt rallende om på scenen og afgik ved døden det sker mange gange i slutningen af Hamlet ville jublen ingen ende tage. Erik Mørk var clearly not amused, men han fortsatte og fuldførte.

Hvad så med vores egen N.F.S. Grundtvig, der sammen med Søren Kierkegaard og H.C. Andersen var en af 1800-tallets litterære titaner i Danmark? Kan han være morsom?

Nu var Grundtvig jo især salmedigter, og salmegenren giver ikke mange muligheder for at være vittig.

Men prøv alligevel at tage stilling til denne strofe fra hans Talsmand, som på jorderige (nr. 294 i den nye salmebog):

Sjælesørger fra det høje,/ hold med os et vågent øje,/ vogt de små for falk og høg!/ Væk de dorske, styrk de svage,/ tugt de trygge, trøst de spage,/ gør os daglig husbesøg!/ Dan vort hjerte, løs vor tunge,/ så vi bede, så vi sjunge/ yndelig i Jesu navn.

NÅR VI SYNGER denne salme i kirken, kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet, når vi når frem til sætningen Væk de dorske. Den er stærkt billeddannende, og jeg ser for mig en ugidelig sovetryne, der bliver tæsket op af sengehalmen for omgående at gøre noget ved sin gudstro. Fra min skolegang husker jeg vendingen dum, dorsk, dvask og doven. Den var vi bange for at få skrevet ind i karakterbogen. Det slap jeg heldigvis for, og det værste, der overgik mig, var, at min indsats i naturhistorie blev vurderet sådan: Faget lader ikke til at interessere ham.

Også sætningen tugt de trygge kalder på smilet: Her er det de ubekymrede og lidt for letkøbt tilbagelænede, der skal have nogen bank. Mon det også gælder for tillidsfulde børn? Skal de have jaget en skræk i livet?

Min formodning er, at Grundtvig ikke skrev denne del af salmen med et blink i øjet. Han var nok helt seriøs. I så fald er der ligesom ved opførelsen af Hamlet i skolernes efterårsferie tale om ufrivillig komik. En anden mulighed er selvfølgelig at det kun er mig og enkelte andre afsporede der ser noget komisk ved den behandling, der foreslås at udsætte de dorske og trygge for. Men det tror jeg nu ikke.

Det er vist på høje tid at indskyde, at Grundtvig også for mig er en af vores allerstørste salmedigtere. For nylig læste jeg med glæde Erik A. Nielsens lille skrift om I al sin glans nu stråler solen, et skrift, der rundes af med disse ord:

Få ekkoer af det himmelske har klinget mere vidunderligt end Grundtvigs pinsesalme. Da ved vi, at forsommerens lysende danske landskab er det nærmeste, vi kommer til at sanse en forsmag af det paradisiske. Alene den salme kan få masser af mennesker til at glæde sig til pinsedagens højmesse.

Hvad i al sin glans er for pinsen, er efter min mening Velkommen igen, Guds engle små for julen. Og nummer 1 i Højskolesangbogen, Den signede dag med fryd vi ser, kan vi glæde os over hver eneste morgen. Grundtvig har i den grad bidraget til den danske salmeskat, og vel mere end nogen anden digter.

I betragtning af hvor meget Grundtvig skrev, er det forståeligt, at han i sine sange og salmer ikke ramte plet hver gang. Forfatteren og oversætteren Arne Pedersen indrømmer i et avisinterview, at han har et lidt anstrengt forhold til den klump af Grundtvig sange, der er fra nummer 87 til 96 i Højskolesangbogen (Politiken den 28. juni 2011). Efter at have læst dem forstår jeg ham godt. Bortset fra Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord kendte jeg dem ikke, og jeg tror, de færreste vil mene, at de som helhed er særlig vellykkede fra et nutidigt synspunkt. Visse passager er svære at forstå, og nogle af sangene er alt for lange.

I årenes løb er Grundtvig blevet brugt i mange sammenhænge, både politisk og pædagogisk. I 1974 udgav Ejvind Larsen bogen Grundtvig og noget om Marx, og i dagbladet Information skrev han en lang serie artikler med udgangspunkt i Grundtvigs højskoletanker kombineret med en humanistisk socialisme. Larsen bidrog dermed væsentligt til ungdomsoprørets antiborgerlige kulturkamp. Ifølge både Grundtvig og Marx var folket forblindet og kendte ikke sin egen tarv. Er lyset for de lærde blot?, spurgte Grundtvig i sin sang om oplysning (1839), og ligesom Marx var han forarget over, hvad magthaverne tog fra folket. Men ellers var forskellen mellem de to herrer nu ikke svær at få øje på.

SELVOM GRUNDTVIGS udgivelser ikke er præget af humor, ville det være forkert at betegne ham som en patetisk alvorsmand. I sin sang om kong Farao, dennes datter og Moses lægger han ud med et vers, der måske ikke er decideret vittigt, men som dog vidner om, at det er skrevet med et blink i øjet i stil med Johannes Møllehave:

Kong Farao var en ugudelig krop,/ han sagde: det varer for længe/ med svøben at slide hebræerne op,/ smid ud deres nyfødte drenge!/ ja, smid dem i Nilen trods kællingesnak!/ så får vi dog endelig has på det rak./ Det skulle han sige så sagte,/ man véd ikke, hvad man kan magte.

Også nogle af Grundtvigs historiske sange virker i passager ganske muntre, herunder den om kong Vermund den gamle (nr. 474 i Højskolesangbogen), hvor Uffe hin Spage er i holmgang med to tyskere: Nu tyskerne begge lå døde som sild,/ og Uffe stak sværdet i skede. Og også i Sol er oppe (nr. 473), hvor Rolf blegner, Bjarke segner, og Hjalte svømmer i sit blod, slår Grundtvig gækken løs. Men selvom der måske mangler noget i, at han selv leverer høj komik, kan han i hvert fald inspirere andre til at gøre det. Her følger et vers fra en sang skrevet for flere årtier siden af min daværende kollega, nu professor i retorik ved Københavns Universitet, Christian Kock:

Ja, Jætte-Jums i Bagvask-Bvadr/ og knældske Knums i Knærte/ skal trusse trilsk i Fenris-Fnadr/ og Freja-Flums ad Flærte./ Vi véd, at frilsom Frugt i Nord,/ hvor Klams og Kjump har Kjerne,/ mens Kvampe-Knod i Kornmodskor,/ hvis Gnysk den gnodrer gerne!.

Her er det ikke mindst den sidste bisætning, der sætter fantasien i gang.

Hverken Shakespeare eller Grundtvig har i deres værker leveret ret meget, der er regulært morsomt, skulle jeg mene. I nogle af Shakespeares stykker er der scener, ofte ganske grovkornede, hvis hensigt tilsyneladende er at more. Det gælder for eksempel den lange portnerscene i Macbeth, der især huskes for bemærkningen om, at alkohol fremmer lysten til sex, men hæmmer præstationen. På grund af portnerens fuldskab kan denne scene selvfølgelig spilles morsomt, men om humor i selve teksten er der ikke tale.

I Shakespeares lystspil finder vi humor, som i Hellig Tre Kongers Aften, hvor både Tobias Hikke og Andreas Blegnæb er sjove figurer. Men det er kun, når rollerne spilles af opfindsomme skuespillere, at det bliver rigtig sjovt.

Var Grundtvig morsom? Spørgsmålet er naturligvis meningsløst. Men faktisk pibler der lidt humor frem hist og pist i hans salmer og sange, og det gør efter min mening geniet en lille tak større. I alt fald mere menneskeligt.

Niels Davidsen-Nielsen er professor, dr.phil. og tidligere formand for Dansk Sprognævn