HVOR ORIGINAL var den historiske Jesus? Er dette spørgsmål overraskende? Det er i alt fald sjældent blevet stillet, først og fremmest fordi vi i den kristne verden har en tradition for, at Jesus som Guds søn ikke kan sammenlignes med mennesker.
LÆS OGSÅ: Den historiske Jesus lever endnu
Den indstilling bestyrkes af det faktum, at vi i Danmark i modsætning til mange andre lande ikke har nogen stor tradition for at tale og skrive om den historiske Jesus, altså det menneske, som formodentlig levede i det romerskbesatte jødiske Palæstina i de første årtier af det første århundrede. Derfor er Jesus for mange af os ikke et menneske, der kan sammenlignes med andre mennesker, og derfor kan man ikke spørge, om Jesus var original, eller om der overhovedet var noget som helst originalt ved hans virksomhed.
I udlandet har man derimod længe været fortrolig med udforskningen af den historiske Jesus. Dér er Jesus blevet bestemt som en særpræget helbreder og undergører, som en stor morallærer eller som en eskatologisk jødisk profet, altså en endetidsprofet, der udråbte det budskab, at den af jøderne ventede genrejsning af det jødiske folk, som af mange jøder blev identificeret med det kommende gudsrige, nu var nær, ja, at det stod for døren netop nu og kunne blive til virkelighed når som helst.
Opfatter og tolker vi på denne måde Jesus som et menneske, en galilæisk jøde, der levede i det første århundredes romerskbesatte Palæstina, giver det således god mening at stille spørgsmålet om Jesu originalitet.
Dette spørgsmål kan imidlertid kun besvares tilfredsstillende under to forudsætninger. Den første er, at vi finder ud af, hvad Jesus virkelig var for en skikkelse. Den anden forudsætning er, at vi derefter sammenligner den således nærmere bestemte Jesus med skikkelser, der ligner ham, først og fremmest i hans egen jødiske samtid.
DET ER LIGE PRÆCIS den opgave, som jeg har sat mig for at løse i en ny bog, som med titlen Hvor original var Jesus? udkommer på forlaget Anis i dag. Det vigtigste bidrag til Jesus-forskningen i denne bog er den hidtil mest omfattende sammenligning mellem den historiske Jesus og skikkelser, der ligner ham, for eksempel Retfærdighedens Lærer i Dødehavsskrifterne, Johannes Døber og Simon Bar Kokhba, som anførte det sidste store jødiske oprør mod Rom i år 132-135.
Traditionel kristendom bestemmer den historiske Jesus som et guddommeligt menneske. Han blev af den eneste sande, himmelske Gud sendt til mennesker i denne verden med det formål i kraft af sin stedfortrædende lidelse og død at præstere en soning af menneskers selvforskyldte synder for dermed at skaffe en frelse til veje for de mennesker, der tror på denne Jesus.
I det 19. århundrede trængte en historisk forståelse af Jesus frem, også blandt kristne teologer. De tolkede Jesus som den store humane fornyer, som gav en moralsk tolkning af traditionel (jødisk) religion og dermed løftede hele menneskeheden op på et nyt og højere etisk stade.
Efterhånden kom det dog for mange forskere til at stå klart, at også denne tolkning af den historiske Jesus var forkert, fordi den på en uhistorisk måde gjorde Jesus til en oplyst moderne europæer. Det var især den tyske forsker Albert Schweitzer, som påviste denne forfejlede modernisering af Jesus. Kort fortalt viste Schweitzer, at næsten alle rekonstruktioner af den historiske Jesus i det 19. århundrede ikke stemte med Jesu historiske kontekst i det første århundredes jødiske Palæstina, men snarere var spejlbilleder af forskerens egne, moderne idealer.
I stedet argumenterede Schweitzer for, at Jesus som historisk person måtte forstås som en eskatologisk profet, der proklamerede, at det af det jødiske folk så længe ventede gudsrige nu var ved at bryde frem. Med denne bestemmelse blev det for første gang muligt at sammenligne Jesus med skikkelser af samme type, som vi kender fra den samtidige jødiske historieskriver Josefus (37- cirka 100) og fra de i 1947 opdagede Dødehavstekster.
I løbet af de seneste 20-30 år er det på dette grundlag blevet mere almindeligt i Jesus-forskningen at tolke den historiske Jesus som en sådan jødisk eskatologisk profet, som ikke havde til hensigt at grundlægge en ny, kristen religion, men at bidrage til at genrejse det jødiske folk til den magt og herlighed, som det havde i fordums tid under de jødiske sagnkonger David og Salomon.
I henseende til dette mål ligner Jesus andre jødiske eskatologiske profetiske og messianske figurer som Retfærdighedens Lærer, Judas Galilæer (som rejste et oprør mod Rom i år 6 efter vor tidsregnings begyndelse), Johannes Døber og Simon Bar Kokhba. Ligesom dem tolkede Jesus de hellige jødiske skrifter på en aktualiserende, billedlig og eskatologisk måde. Ligesom dem proklamerede Jesus, at den jødiske guds eskatologiske indgriben og dom var umiddelbart forestående, og at hans messianske rige nu stod foran sin magtfulde virkeliggørelse.
Der er dog også bemærkelsesværdige forskelle mellem Jesus og flere af disse figurer, og det er disse forskelle, der begrunder, at vi nu på en meningsfuld måde kan tale om originalitet hos Jesus: Judas Galilæer, Simon Bar Kokhba og andre kendte eskatologiske profeter og messiasprætendenter var nemlig militante. De gik ind for og praktiserede en væbnet jødisk opstand mod den romerske besættelse. Den retning kender vi især fra de to store jødiske oprør i Palæstina mod Rom i 66-70 (74) og 132-135 (Bar Kokhba).
KILDERNE TIL JESUS peger derimod i en anden, ikkemilitant, retning. Jesus afstod nemlig tilsyneladende på linje med Retfærdighedens Lærer, Johannes Døber og flere andre fra væbnet opstand, idet han mente, at den jødiske gud, Jahve, selv ville gribe ind, når det på forhånd bestemte tidspunkt var inde. På dette afgørende tidspunkt ville Jahve lade sine himmelske legioner af engle jage romerne ud af det hellige land. Med denne ikkemilitante holdning er Jesus således bestemt mere præcist, men dermed kan han dog endnu ikke siges at have været original.
Det er der derimod flere grunde til at påstå, når vi fokuserer på et andet af de ejendommelige træk i Jesus-overleveringen i evangelierne, nemlig Jesu dæmonuddrivelser og andre helbredelser. De antikke kilder beretter ganske vist også om andre undergørere i samtiden, både jøder og ikkejøder.
Men ingen af dem fortæller om noget, der ligner evangeliernes Jesus, som kæder sine helbredelser sammen med sin forkyndelse af, at gudsriget netop nu var ved at blive til virkelighed. Denne kombination er Jesus ene om, og den kan derfor siges at være et originalt træk.
Hertil kan vi måske føje det træk, at Jesus (ifølge Matt. 10, 6 og 15, 24) med sin prædiken og helbredende virksomhed især henvendte sig til de fortabte får af Israels hus, som det hedder, altså de jøder, som i kraft af deres fattigdom, sygdom, sult og andre mangler var forfordelte og marginaliserede i det jødiske Palæstina.
Endelig er der i vor tids Jesus-forskning en voksende tilbøjelighed til at acceptere, at Jesus anså sig selv for at være den af Jahve udvalgte salvede skikkelse, Messias, som skulle genrejse det jødiske tolvstammefolk, og at han hen imod slutningen af sin offentlige virksomhed begyndte at forudse sin egen død, som han måske også på forhånd tolkede som en martyrdød, måske oven i købet en martyrdød med sonende virkning.
Tolkes kilderne om Jesus på denne måde, kan det således godt give mening at stille spørgsmålet om Jesu originalitet, og det lader sig også meningsfuldt diskutere, hvilken grad af originalitet vi med rette kan tillægge Jesus.
Per Bilde er professor emeritus og dr.theol. Hans nye bog, Hvor original var Jesus?, udkommer på forlaget Anis i dag