Prøv avisen

Kronik: Københavns biskop - en tvivlsom teologisk rådgiver med mere magt end paven

Københavns biskop misforstår og forveksler Luthers forståelse af "borgerlig" med moderne socialteori. For Luther er de "borgerlige ting" nemlig "Guds gode gerninger", skriver dagens kronikør, dr. theol. Carsten Breengaard. Foto: Jens Astrup

Københavns biskop har oplyst kirkeministeren om, at ægteskab luthersk forstået er et rent borgerligt anliggende. Men han misforstår og forveksler Luthers forståelse af borgerlig med moderne socialteori. For Luther er de borgerlige ting nemlig Guds gode gerninger, skriver dagens kronikør

DA JEG FOR NYLIG BESØGTE det berømte Bon Marché i Paris, meldte der sig noget i min erindring. Bon Marché er et vidunder i kulinarisk overdådighed. Nogle ville kalde det frås.

At karakterisere vidunderlig overdådighed som frås fik for nogle år siden en række førende franske kokke til at henvende sig til paven for at bede om, at fråseri blev taget ud af den katolske kirkes synderegister. Svaret blev givet af en kardinal: Noget sådant kan selv en pave ikke!

LÆS OGSÅ:Notat fra Københavns biskop

Den 23. februar 2012 vil formodentlig indskrive sig i kirkehistorien. Som et lavpunkt. Dansk Folkepartis Christian Langballe havde kaldt kirkeministeren i samråd om det væsentligste spørgsmål i debatten om ægtevielse af enskønnede. Nemlig forholdet mellem ministerens lighedsdrømme og Grundlovens ord om, at folkekirken er et konkret eksisterende trossamfund med lange historiske rødder og desuden forpligtet på bestemte normgivende skrifter.

Ministerens svar bestod i en alenlang oplæsning af et medbragt papir. En oplæsning, hvis betoninger ikke just vidnede om fortrolighed med teksten. Som om nogen blot havde stukket ham papiret i hånden på vej til mødet; og som i øvrigt havde forsømt at oplyse ham om udtalen af navnet Melanchton.

I den efterfølgende debat sagde ministeren flere gange, at han godt vidste, at sagen var kompliceret, men intet vidnede om, at han behandlede den som sådan. Det højeste, han gav løfte om, var at skimme biskoppernes høringssvar. Kirkens minister fremtrådte som en mand, der ikke læser for derefter at tænke. Han nøjes med at skimme, fordi han alligevel agter at gøre, hvad han vil.

Men ministerens talepapir var ikke uinteressant. Hans embedsmænd havde tydeligvis lagt en strategi. Langballes spørgsmål forudsatte, at folkekirken ifølge Grundloven er et trossamfund, og at der skal skelnes mellem kirkens ydre og kirkens indre. Kirkens ydre forvaltes af Folketing/ministerium, kirkens indre af biskopperne på grundlag af bekendelsesskrifterne.

Det interessante ved ministerens manuskript var, at det syntes at anerkende denne position. I den kirkeministerielle forvaltning har det i de seneste snart 50 år været hævdet, at kirkens indre hvis man overhovedet accepterede forestillingen også er Folketingets kompetence. Et synspunkt, der også har bredt sig til biskopper, senest til Karsten Nissen.

Men som jeg hørte ministerens svar, bestod den juridiske del af henvisninger til ældre kirkeret og til den teologisk kompetente tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen. Det lød virkelig, som om ministeriet nu pludselig anerkendte, at folkekirken har et indre, altså er et trossamfund, og ikke blot en statslig styrelse.

Ud fra denne genfundne eller taktiske? respekt for kirkens indre gik ministeren så over til det aktuelle spørgsmål om ægtevielse af enskønnede.

Var dette i strid med folkekirkens bekendelsesskrifter? Ja, det kunne ministeren selvfølgelig ikke selv afgøre, sagde han. Derfor havde han henvendt sig til ministeriets særlige teologiske rådgiver, Københavns biskop. Og denne havde nu umisforståeligt tilkendegivet, at der intet, absolut intet, var i bekendelsesskrifterne, som talte mod ægteskab mellem enskønnede.

Biskoppen havde desuden oplyst ministeren om, at ægteskab, luthersk forstået, er et rent borgerligt anliggende. På grundlag af den Luther-kyndige biskops ord var det altså helt legitimt, at Folketinget fastsatte kriterierne for ægteskabsindgåelse i folkekirkeligt regi. Mente ministeren.

MINISTERENS TALEPAPIR rummede tydeligvis en klart gennemført taktik. Det gav Langballe ret i det kirkeretsligt principielle om folkekirken som trossamfund og overlod derefter substansen til folkekirkens egen højeste teologiske kompetence, Københavns biskop. Og dennes faglige indsigt gjorde det altså tydeligt, at folkekirkens historiske bekendelsesgrundlag og sidste politiske mode helt uproblematisk kunne gå hånd i hånd.

Men at placere Københavns biskop som teologisk særlig kompetent rådgiver for kirkeministeriet er ren vilkårlighed. Peter Skov-Jakobsen har ikke på noget tidspunkt dokumenteret nogen teologisk kompetence ud over noget så ordinært som bestået kandidateksamen. Helt nøgternt kan det konstateres, at han ikke blev valgt til biskop på grund af særlig teologisk kompetence. Det var helt andre ting, der bestemte valget.

I samrådet var såvel Birthe Rønn Hornbech (V) som Søren Espersen (DF) opmærksomme på denne delikate side af ministeriets strategi. Rønn Hornbech krævede samme praksis som vedrørende andre store reformer. Nemlig høringssvar fra dokumenteret fagligt kompetente. Og Søren Espersen tilføjede bramfrit, at Skov-Jakobsen jo da ikke var noget orakel.

Et hovedpunkt i Skov-Jakobsens bidrag til ministerens høringssvar var en påstand om, at der ikke var det mindste problem mellem bekendelseskriftet Confessio Augustanas ægteskabssyn og det planlagte lovforslag. Skov-Jakobsens påstand er dokumenterbart fremsat mod bedre viden. I biskop Lise-Lotte Rebels høringssvar fra 2010 er han fuldt oplyst om, at der fra lutherske teologer foreligger et væld af kompetente afvisninger af hans politisk salonfæhige Luther-tolkning. Ser han sig videre om, burde han også kunne se, at hans opfattelse i relation til den samlede kristne refleksion over ægteskabet er en nærmest ikke målbar størrelse.

I centrum af kandidat Skov-Jakobsens misforståelser står forståelsen af ægteskabet som en borgerlig ting. Men han forveksler Luthers forståelse af borgerlig med moderne socialteori. Det aktuelle lovforslag forstår ægteskabet som en socialkonstruktivistisk størrelse; en samlivsform, som mennesket selv har konstrueret og derfor selv kan indrette efter egen og tidens mode. Men dette har intet at gøre med Luthers borgerlige ting.

Luther kender ikke sekulariseret socialkonstruktivisme. For Luther er de borgerlige ting nemlig Guds gode gerninger, og som sådanne hviler de i en teologisk, kristelig refleksion bundet til de bibelske fortællinger om skabelse, syndefald og genoprettelse. Luthers borgerlige ting er religion.

Denne lutherske ægteskabsforståelse kan i sagens natur ikke overtages af et principielt areligiøst Folketing. Og derfor er der givet mulighed for ægteskabsindgåelse på moderne borgerligt, det vil sige areligiøst socialpolitisk grundlag. Bryllup på rådhuset. Her kan man frit udfolde den til enhver tid herskende socialkonstruktivistiske mode. Hvorfor er dette ikke nok for Folketinget? I et samfund som vort sætter religionsfriheden en grænse for religionssamfunds mulighed for at forpligte samfundet på religiøse forestillinger.

Men gælder religionsfriheden ikke den anden vej? Er der ingen grænse for politikernes vilje til at forpligte religionssamfund på, hvad politikerne ønsker? Kan det virkelig være i Grundlovens ånd at tvinge et religionssamfund som folkekirken til at gennemføre ritualer for en ægteskabsforståelse, som ligger helt uden for ikke blot et evangelisk-luthersk, men et klassisk kristent univers?

Det har været drøftet at lade Højesteret afklare disse ting. Og det har været drøftet at etablere en synodekirke til varetagelse af kirkens indre. Begge ting er helt unødvendige, hvis man ville fastholde det gamle standpunkt, at der er grænser for ens magt.

Og så kan vi vist vende tilbage til, hvad selv paver ingen magt har til. Vi lutheranere kalder ofte den katolske kirke for en magtkirke. Men se på virkeligheden! Med sit teologisk ukyndige votum til en magtgrisk kirkeminister har kandidat Skov-Jakobsen tiltaget sig en magtfuldkommenhed, som selv paver viger tilbage for.

Carsten Breengaard er dr.theol. og tidligere universitetslektor