Kronik: Kirken i krig trænger til et etisk og teologisk eftersyn

Udviklingen af krigens former sætter spørgsmålstegn ved dele af den traditionelle teologiske og etiske tankegang, skriver dagens to kronikører

Soldaten kan ikke eksistere i et magtfelt uden at blive mærket af det, og her må feltpræsten træde til og med udgangspunkt i dåben lade soldaten blive forsonet med sig selv og Gud, skriver dagens kronikører.
Soldaten kan ikke eksistere i et magtfelt uden at blive mærket af det, og her må feltpræsten træde til og med udgangspunkt i dåben lade soldaten blive forsonet med sig selv og Gud, skriver dagens kronikører. . Foto: colourbox.com.

Siden den første golfkrig og krigene på Balkan har Danmark ført en aktivistisk udenrigspolitik, også militært. Vi er blevet en krigsførende nation. Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ledte vort land ind i et tæt følgeskab med George W. Bushs USA.

Men det militære følgeskab er ikke blevet fulgt op på det intellektuelle plan. Når det gælder de etiske og teologiske problemer ved krigsførelse har den hjemlige diskussion slet ikke bevæget sig i nærheden af den problembevidsthed og omtanke, der gør sig gældende i USA.

LÆS OGSÅ: Iben Thranholm: Krigsforskrækkede biskopper kastrerer kristendommen

Det fik vi bekræftet, da vi for nylig deltog i to etikkonferencer i Washing-ton, begge med krigens etik på dagsordenen. Både krigens udfordringer i almindelighed og kirkens rolle i særdeleshed blev sat til diskussion på tankevækkende måde.

Society of Christian Ethics havde i år Stanley Hauerwas som præsident. Hauerwas, der for nogle år siden af Time Magazine blev udnævnt til Amerikas bedste teolog, er kendt verden over og også af danske teologistuderende. Han er erklæret pacifist og indtager dermed den mest konsekvente kristne position i forhold til betimeligheden af krigsførelse.

Den mest udbredte opfattelse er imidlertid læren om retfærdig krig. Betegnelsen retfærdig kan forekomme misvisende. Tanken er da heller ikke, at en krig som sådan kan være retfærdig, men derimod, at den kan være nødvendig som det mindste onde til genopretning af freden. Læren om retfærdig krig har en lang teologisk forhistorie, og også Martin Luther forfægtede den, hvorfor den indgår i Den Augsburgske Bekendelse, som folkekirken bygger på (artikel 16).

Retfærdig krig (just war) har været et centralt debatemne i forbindelse med al amerikansk krigsførelse, fra Vietnam til Afghanistan. På møderne i Washington blev det fremhævet, at udviklingen af krigens former sætter spørgsmålstegn ved dele af den traditionelle tankegang.

Her er forskellen mellem kombattanter og ikke-kombattanter (civile) helt afgørende. Den gængse lære forudsætter, at krige er symmetriske, altså at de fjendtlige parter er ligestillede. Men det er de ikke, når vi har at gøre med krigen mod terror. Her er fjenden ikke en hær af uniformerede soldater, men en gruppe af folk, der i det ydre ikke er til at skelne fra civilister. Krigen mod terror er asymmetrisk. Og den har fremkaldt nye kampformer, hvoraf den vigtigste nok er det målrettede drab (targeted killings).

Det blev oplyst, at denne kampform hvis mest spektakulære eksempel er likvideringen af Osama bin Laden er forøget stærkt under præsident Obama. Det mest anvendte våben er de såkaldte droner, ubemandede fly med fjernstyrede missiler, der kan likvidere identificerede personer.

Den fremtrædende Yale-jurist Stephen Carter kunne berette, at flere hundrede af disse likvideringer har fundet sted i Obamas regeringstid. Carter fandt ikke dronedrabene direkte forkastelige, men beklagede deres usynlighed. De er krigshandlinger, som der normalt ikke berettes om, og som derfor unddrager sig den offentlige debat. Carter blev dog modsagt af andre konferencedeltagere, der betegnede dronedrabene som regulære mord. Og Hauerwas gjorde gældende, at man kun har (moralsk) ret til at slå ihjel i krig, hvis man selv er parat til at blive dræbt. Men når våbnet er droner, er dræberen lige så langt fra sit offer som en, der håndterer et joystick i et krigsspil på en computer.

LÆREN OM RETFÆRDIG KRIG er blevet udfordret på andre måder. Det var emnet for et foredrag ved James T. Johnson, en af de internationalt mest anerkendte eksperter i lærens historiske udvikling. Et grundprincip i retfærdig krig er, at kun en legitim myndighed kan erklære krig og starte en militær aktion. Traditionelt var det lederen af en suveræn stat, der sad inde med denne legitimitet.

Krigens ret og etik var gennem århundreder præget af Den Westfalske Fred fra 1648, der skabte en verden af suveræne nationalstater. De seneste årtier har imidlertid budt på situationer, hvor miltære indgreb har vist sig nødvendige, men hvor en stat ikke udgjorde en trussel mod andre stater, men derimod mod sin egen befolkning.

Det har ført til suppleringen af læren om retfærdig krig med nye begreber som humanitær intervention og pligten til at beskytte. Det sidstnævnte var grundlaget for interventionen i Libyen sidste år. Den viste jo i øvrigt, at det i vore dage ikke (kun) er nationalstater, der har myndighed til at foretage militære aktioner. Nu kræver den internationale retsorden, at det er FNs Sikkerhedsråd.

Ved siden af pacifisme og retfærdig krig rummer de religiøse traditioner endnu en position i forhold til militær magtanvendelse, nemlig hellig krig. Selvom denne position har været forfægtet i vores egen kristne historie i form af korstogene, kender vi bedst dens rolle i islam, udtrykt i begrebet jihad. En paneldiskussion havde nutidige opfattelser af krig i de tre abrahamitiske religioner jødedom, kristendom og islam som emne.

Mest interessant var her et indlæg af professor i international politik Sohail Hashmi, der repræsenterede selskabet for islamisk etik.

Han gjorde opmærksom på, at det arabiske forår kan ses som bevis på, at der kan findes ikke-voldelig aktivisme i islams navn, og at der er grundlag for denne tankegang i den muslimske tradition. Det var for os en bekræftelse af, at man ikke bare kan affærdige islam som en militaristisk lovreligion, men at vi tværtimod bør opmuntre de muslimske intellektuelle, der forfægter en liberal fortolkning.

Forståelse for andre religioners normer var også på dagsordenen på et særligt møde for lutherske etikere. Her deltog adskillige feltpræster fuldt uniformerede, idet de i USA alle har en militær grad.

En major fra den amerikanske hær redegjorde for, at han som amerikansk soldat på den ene side havde sit etiske fundament i læren om retfærdig krig, men på den anden side, blandt andet i Afghanistan, måtte operere i et fremmed normsystem. Den etiske udfordring for ham var at se på lokalbefolkningen og fjenden med ikke-vestlige øjne.

Etikkens relevans for soldaten og feltpræsten blev ligeledes taget op af den fremtrædende lutherske etiker Gilbert Meilaender. Han betonede vigtigheden af en moralsk bevidsthed hos soldaten og advarede mod, at feltpræsterne misforstår deres sjælesorg. At være soldat kan ikke i sig selv betragtes som syndigt, og at slå selv civile ihjel er ikke i alle tilfælde en synd. Det viser det etiske og juridiske begreb dobbelt effekt, som afslører, at soldaten ikke kan forudse resultatet af sine handlinger. I den forbindelse er det afgørende, at soldaten har en robust samvittighed.

Samvittigheden kan fejle, så soldaten forveksler en tragedie ved civile tab med en personlig skyld. Den skyld skal soldaten beskyttes mod, da det pådrager ham eller hende en moralsk skade (moral injury). Men selv en robust samvittighed har sin grænse. Soldaten kan ikke eksistere i et magtfelt uden at blive mærket af det, og her må feltpræsten træde til og med udgangspunkt i dåben lade soldaten blive forsonet med sig selv og Gud.

Vi burde herhjemme tænke lidt mere på, at soldater ikke kun vender hjem med psykiske skader, men også med moralske. Det forudsætter naturligvis et kendskab til krigens etik. Her ligger en stor opgave for feltpræster og andre teologer.

Svend Andersen er dr.theol. og professor i teologi ved Aarhus Universitet. Thomas Frank er ph.d. og domprovst i Viborg