Prøv avisen

KRONIK: Kristus er opstanden! Ja, han er sandelig opstanden!

Ikon, der viser opstandelsen, fra den russiske ortodokse kirke. Foto: Scanpix. Foto: Richard T. Nowitz

PÅSKEKRONIK Blandt alverdens kristne står påsken som den vigtigste kristne højtid overhovedet. Det har man altid vidst i den ortodokse kirke, hvor fejringen af Kristus kulminerer påskenat med et imponerende ritual

KRISTUS ER OPSTANDEN! Sådan lyder det glæden og jubelens råb, vi har ventet på gennem seks ugers forberedelse og faste. Ordene har ligget som en rolig understrøm, som en anelse, et uudsagt håb, en tilbageholdt forventning.

Hjertets inderlige håb om Kristi sejr over døden har ligget som i dvale, det håb, som er den næppe hørlige og dog umiskendelige klangbund under fastetidens liturgiske særpræg med dens lysende sørgmodighed og dens strålende mørke.

LÆS OGSÅ:Langfredagsvreden og Guds ufattelige mildhed

Påske, den hellige påske! Påsken har vist sig for os i dag! Sådan synger vi påskenat. For i Guds kirke erfarer vi døden og sejren over dødens overvældende drama. Vi gennemlever mysteriet, vi får del i Kristi lidelse og i hans opstandelse. I lidelsesugen, i dagene op til påskemorgen, har vi liturgisk levet med i Herrens lidelse og død, så vidt det er menneskeligt muligt.

Vi var med ved nadverens indstiftelse Store Torsdag, fulde af sorg, for det er også dagen, hvor Judas forråder Kristus. Og vi har været med i Herrens angstfulde bøn i Getsemane Have: Fader, hvis du vil, da lad denne kalk gå mig forbi! Store Fredag har vi, i den største forfærdelse, været med på Golgata ved Kristi korsfæstelse. Og med Josef fra Arimatæa har vi taget Herrens legeme ned fra korset og lagt det i graven.

Aftenen før Store Lørdag samles ortodokse troende i kirken omkring epitafion, Herrens ligklæde. Vi synger gravens klage ud, men under klagesangen anes allerede opstandelsens hemmelighed, og midt i sorgen foregribes jubelen ved Kristi sejr over dødsriget.

Hør blot: Alles Herre og Konge ligger som død. Han, som tømmer de dødes grave, lægges i en ny grav. Lyt til sorgen, som rækker ind i himmelen: Da englenes skarer så dig ligge død for vor skyld, vor Frelser, fyldtes de af undren og skjulte ansigtet bag deres vinger. Og hør sejrens jubel: Hvor stor en fryd, hvor fuldkommen en glæde har du ikke bragt dem i dødsriget? Strålende som lynild i dødsrigets mørke dybder!

Og nu, påskenat, meget tidligt om morgenen, kommer vi sammen med de myrrabærende kvinder til graven. Vi har gået i procession med de hellige ikoner rundt om kirken. Og kirken, tømt for mennesker, er for de troende blevet til den tomme grav.

Tilbage ved kirkedøren finder vi stenen væltet bort og graven tom. Han er ikke her, han er opstanden, sådan siger englene til kvinderne. Og som et evigt ekko af englenes ord lyder præstens udråb: Kristus er opstanden! Og de troende svarer: Han er sandelig opstanden!

Underfuldt får vi ved påskefejringen del i Kristi opstandelse. Det overgår al forstand. For den menneskelige fornuft er opstandelsen utænkelig. Et kors for tanken. Men vi fortvivler ikke. For dét, som er umuligt for mennesker, det er muligt for Gud. Og vi ved, med troens vished, at det er sandt.

Sådan er i al sin enkelhed og al sin svimlende dybde den kristne tro og det kristne håb: Kristus har, med sin lidelse, sin korsfæstelse og sin død, taget vore menneskelige vilkår, vor forgængelige og dødelige natur, på sig, for at vi måtte få del i hans sejr over forgængelighed og død, for at vi måtte blive delagtige i hans sprængning af dødsrigets porte, for at vi måtte opstå fra de døde med ham og have evigt liv i Guds rige.

I én af påskens hymner hedder det: Du nedsteg, Kristus, til jordens underste dyb. Du har nedbrudt de evige porte, som holder de bundne fængslet, og ligesom Jonas i hvalfiskens bug opstod du på den tredje dag fra graven.

Sådan synger vi, for ved sin død gør Kristus afgrunden mellem Gud og mennesker til intet: Gud er evig, vi mennesker er timelige. Vi er i dødens vold, men vi lever i den kristne forvisning, at det sande lys, som oplyser hvert menneske, er kommet til verden.

Vi håber dér, hvor alt håb synes ude. Vi ser med troens øjne, og i vore hjerter huser vi visheden om, at vi i den faldne, forgængelige verden skal få del i Kristi herlighed, at også vi skal opstå fra de døde med ham og være med, når al skabelsen helliggøres efter Guds vilje.

SÅ OVERVÆLDENDE er den kristne tro og det kristne håb. For dem, der ikke kender Kristi magt, for dem, som ikke har været med ved Herrens strålende opstandelse, for dem er det indlysende, at døden får det sidste ord.

Men vor tro er en anden: Kristus har banket på Helvedes port og sønderbrudt den, så dæmonerne måtte flygte i rædsel. Herren har besejret døden ved døden, som vi synger i påsketiden helt frem til pinse. For Kristus har gjort sig til lokkende madding for djævelens grådighed, og derved blev dødens fyrste besejret.

Hør blot troens ord fra den hellige Johannes Chrysostomos' påskeprædiken fra det 4. århundrede, den prædiken, som hver påskenat fortsat læses i alle ortodokse kirker verden over: Dødsriget blev forbitret, da det slugte hans kød. Det blev forbitret, for det mistede sin kraft. Det blev forbitret, for det blev forhånet. Det blev forbitret, for det blev besejret. Det blev forbitret, for det blev slået ned. Det blev forbitret, for det blev taget til fange. Det modtog et legeme, men mødte Gud. Det modtog jorden, men mødte Himmelen. Det modtog det synlige, men fældedes af det usynlige.

Kristus bliver dødens overmand. Trodsigt taler Kristi kirke derfor døden imod. Hør videre fra Johannes Chrysostomos' prædiken: "Død, hvor er din brod? Død, hvor er din sejr? Kristus er opstanden, og du er besejret. Kristus er opstanden, og dæmonerne er faldet. Kristus er opstanden, og englene jubler. Kristus er opstanden, og livet hersker. Kristus er opstanden, og ingen døde er længere i gravene. For Kristus er opstanden fra de døde som den første af de hensovne. Hans være herligheden og magten i evigheders evighed. Amen!".

DEN KRISTNE TRO og det kristne liv er farefulde farvande. For vi kan ikke vide med nogen naturvidenskabelig sikkerhed, at dét, de bygger på, er sandt. Vi er henvist til de mange favne vand, vi er henvist til at leve vore liv og sætte alt vort håb til dette ene, at Kristus er dén, han giver sig ud for og derfor har magt til at sprænge dødsrigets porte.

Hvis vi antager, at opstandelsen skulle vise sig at være ønsketænkning eller "billedtale", sådan som mange jo mener, såmænd også nogle kristne, da er vi i sandhed ilde stedt: Så er vort budskab jo tomt, og vor tro er også tom; sådan skriver den hellige apostel Paulus; og han fortsætter: "Hvis der ingen opstandelse af døde finder sted, så lad os æde og drikke, thi i morgen skal vi dø."

Men i Guds kirke er vi fulde af mod. For vi tror ikke, det er muligt for livets giver at blive overvundet af døden. Derfor læser vi ved gudstjenesten Store Fredag aften, efter at Kristi liturgiske gravlæggelse har fundet sted, Ezekiels vidunderlige profeti: "I tørre ben, hør Herrens ord. Se, jeg bringer ånd i jer, så I bliver levende. Jeg lægger sener om jer, jeg lader kød vokse frem på jer, overtrækker jer med hud og indgiver jer ånd, så I bliver levende, og I skal kende, at jeg er Herren."

Hele vort liv har sin kilde i Kristi herlige og strålende opstandelse påskenat, den strålende nat, hvor vi har sunget med den hellige Johannes af Damaskus: "Denne er opstandelsens dag, lad alle mennesker blive oplyste! Lad os derfor, vi som har erfaret og gennemlevet opstandelsens jubel, vi, som har været med ved Kristi sejr over døden og synden påskenat, lad os bringe denne dybe erfaring, jubelen og glæden med os ud i verden og ud blandt mennesker. Fra da af, fra denne nat, lader vi glæden i vore hjerter præge hver handling, vi foretager; vi lader jubelen lyde i hvert ord, vi udtaler. For overalt, hvor vi færdes blandt mennesker, er vi fra nu af vidner om Kristi opstandelse: Han er sandelig opstanden!".

Poul Sebbelov er præst i den ortodokse kirke