Prøv avisen

KRONIK: Lucia lyser op i mørket

Slår vi følge med de tusindvis af børn, der i disse dage bærer lyset frem, så bliver luciaoptogene til mere end hygge hos os selv, skriver biskop Peter Fischer-Møller

EN LÆRER BAKSER MED at få kransen til at sidde fast på hovedet af den lidt betuttede luciabrud, mens en anden hjælper de efterfølgende hvidklædte piger med at få tændt lysene. Bagest står et par stjernedrenge og ser noget pressede ud. Så slukkes lyset i den godt fyldte kirke, og de sprøde pigestemmer prøver at finde melodien: Nu bæres lyset frem/ stolt på din krone

Luciaoptogene har fået fat i Danmark. Det begyndte med inspiration fra Sverige som en slags ugebladsskønhedskonkurrence i 1944, men nu har snart sagt alle skoler, plejehjem og rådhuse sit optog på luciadagen den 13. december eller i dagene heromkring.

Også kirkerne er kommet med. Jeg kunne selv som landsbypræst i Ørslev Kirke på Midtsjælland glæde mig over en fyldt kirke, når luciapigerne kom på besøg. Forældre og bedsteforældre mødte glade op, og mens videokameraerne kørte og tårerne trillede, fortsatte pigerne med at prøve at finde melodien: Rundt om i hus og hjem/ sangen skal tone./ Nu på luciadag/ hilser vort vennelag/ Santa Lucia, Santa Lucia. Stemningsfuldt og følelsesladet, men helt ærligt. Hvad er egentlig meningen?

De gamle helgenlegender fortæller om den fromme Lucia, som levede i Syrakus på Sicilien i 300-tallet. Hun drog sammen med sin mor til den hellige Agathes grav, hvor moderen blev helbredt for sin mavelidelse. Af taknemmelighed til Gud gav Lucia alle sine ejendele til de fattige.

Det oprørte hendes forlovede, som angav hende til de romerske myndigheder. Som god kristen nægtede Lucia at ofre til kejseren, og derfor blev hun dømt til prostitution i et af byens bordeller. Da soldaterne kom for at slæbe hende derhen, stod hun imidlertid som fastnaglet til jorden. Derefter forsøgte man at brænde Lucia, men forgæves.

De middelalderlige legender er uenige om, hvad der derefter skete. Nogle fortæller, at hun døde, da man til sidst stak et sværd gennem halsen på hende og derfor påkaldes hun i forbindelse med halssygdomme. Andre fortæller, at hun fik stukket øjnene ud som straf, eller at hun selv rev sine smukke øjne ud for at undgå, at mænd skulle forelske sig i dem derfor opfattes hun som de blindes beskytterinde. Det er hendes jordiske dødsdag og hendes himmelske fødselsdag, som vi markerer den 13. december ved at tænde lys i mørket.

Her er vi måske ved den historiske kerne i den fromme, men ikke særlig evangeliske historie om Lucia, der gik så gruelig meget ondt igennem, men var så god og from og dydig, at hun endte som helgen.

For navnet Lucia stammer fra det latinske ord lux, som betyder lys. Og festen for Lucia har, så langt vi kan spore den tilbage, været en lysfest. Luciafejringen i Norden begyndte i Sverige i midten af 1700-tallet, da hvidklædte piger med lys i hænderne og sang på læben gik gennem vintermørket rundt til hjemmene medbringende mad og godter.

Og her er vi også ved noget af det, der for mig personligt kan give mening: lyset i mørket.

Som barn var jeg mørkeræd. Naboens modige og lidt drillesyge unger fortalte forfærdelige historier om børnelokkere. Det gjorde det ikke bedre! Det var flovt at være mørkeræd, så jeg talte ikke om det. Men jeg var virkelig ikke stolt ved situationen, når mine forældre om aftenen bad mig om at gå ud i skuret efter brænde.

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg trampede ekstra hårdt og klaprede med dørene og så sang jeg, lige så snart jeg kom ud i mørket. Jeg sang, hvad jeg lige kunne udenad. Salmerne virkede bedst! Det var, som om der var glimt af lys i dem. Lys, der ledte mig på vej, og som holdt potentielle børnelokkere på behørig afstand.

Jeg har med årene forvundet min mørkerædhed og glæder mig nu over de mørke, stjerneklare nætter, vi kan opleve om vinteren.

Til gengæld kan andre former for mørke presse sig på, andre former for rædsel og modløshed melde sig. Det kan efter at FNs klimatopmøde i Sydafrika forleden sluttede uden de store resultater være bekymringen for de menneskeskabte klimaforandringer og vores voldsomme slid på kloden. Det kan være arbejdsløsheden og finanskrisen, der kradser. Det kan være ensomheden midt i et samfund, hvor udviklingen går stærkere, end vi kan følge med. Eller det kan være frygten for terrortrusler fra religiøse fanatikere.

Hvad stiller vi op over for den slags mørke tanker? Lukker vi os inde og prøver at beskytte os selv og vores egne mod det skræmmende? Eller skal vi hellere synge os mod til, så vi sammen kan se problemerne i øjnene og tage fat på dem? Jeg vil anbefale det sidste.

Livet lå i ordet, og livet var menneskers lys. Det skinner for os i mørket, og mørket har ikke kunnet vinde over det. Sådan lyder indledningen fra Johannesevangeliet nu i Den Nye Aftale. (Joh. 1, 4-5).

Det er dér, det begynder. Med det lys, Gud tændte i vores verden, da Jesusbarnet blev født. Derfra falder lyset på os og vores liv med hinanden, så vi i al beskedenhed kan lade os inspirere af Lucias gode eksempel som i årets lucia-indsamling, hvor Danmission samler penge ind til skolegang for børn i Afrika, Asien og Mellemøsten.

Slår vi følge med de tusindvis af børn, der bærer lyset frem, så bliver luciaoptogene til mere end hygge og stemning hos os selv. Så peger lysene ud over vores kreds, op mod den Gud, som har givet os livet, ud mod mennesker i andre dele af verden, som har brug for vores støtte.

Legenden om Lucia, der bar lys på hovedet for at have begge hænder fri til at bære mad til de fattige, kan ikke blot inspirere nutidens kristne til at give en hjælpende hånd til udsatte medmennesker herhjemme og ude i verden.

Lucia stod ved sin tro, selvom det kostede hende livet, og hun hjalp andre, som blev forfulgt på grund af deres tro. Det kan inspirere os til at kæmpe for ikke bare vores egen, men også andres trosfrihed.

I Danmark har vi en grundlovssikret trosfrihed, som også fungerer i praksis. Men mange andre steder udsættes troende for diskrimination og forfølgelse ja, mennesker dræbes desværre stadig for deres tros skyld. Det er værd at have i tankerne også i en luciatid.

Jeg husker en luciagudstjeneste i Ørslev Kirke for nogle år siden. Vi havde fyldt døbefonten med sand, hvor luciapigerne kunne placere lysene sikkert under gudstjenesten. Jeg havde holdt en prædiken om lyset. Om det lys fra Gud, som stråler over vores liv netop ved døbefonten, hvor vi får at høre, at vores værdi og værdighed som mennesker ikke er noget, vi skal gøre os fortjent til, men er noget, vi har fået i fødselsgave af Gud.

Vi er Guds børn, Guds mennesker, og intet i verden vil kunne slukke det lys i vores liv, som blev tændt ved døbefonten. Vi havde sunget og bedt fadervor, og nu var pigerne så klar til at bære lysene ud igen. Nu var melodien ved at være på plads, og lidt højere og klarere kunne vi høre dem helt ud i våbenhuset: Skænk os af lykkens væld/ lige til livets kvæld/ Santa Lucia, Santa Lucia.

Vi kan ikke overvinde mørket, men vi kan alle tænde et lys og tænde et lys og tænde et lys både for de fattige og for de forfulgte og for os selv. Lys, der minder os om ham, der om sig selv sagde: Jeg er verdens lys.

Peter Fischer-Møller er biskop over Roskilde Stift