KRONIK: Man bliver ikke så let færdig med D.G. Monrad

200 ÅR Der er skrevet meget om den begavede biskop og politiker D.G. Monrad, der sammen med Orla Lehmann forfattede udkastet til Junigrundloven i 1848. Monrads personlighed var gådefuld, og hans liv var i usædvanlig grad præget af brud

Maleri af D.G. Monrad, biskop og politiker. Levede fra 1811-1887.
Maleri af D.G. Monrad, biskop og politiker. Levede fra 1811-1887. Foto: NF.

DITLEV GOTHARD MONRAD (1811-1887) er den danske politiker, der er skrevet flest bøger om. Politiske, idéhistoriske, teologiske, medicinske, heraf tre doktordisputatser.

Det skyldes selvfølgelig hovedsagelig hans ansvar som konseilspræsident (statsminister) for udfaldet af krigen 1864, hvor afståelsen af Slesvig og Holsten betød, at Danmark mistede en million indbyggere, heraf 200.000 dansktalende nordslesvigere. 5000 af disses efterkommere mistede livet som tyske soldater under Første Verdenskrig, indtil grænsen 1920 ved en folkeafstemning blev trukket ret præcis dér, hvor Monrad kunne have fået den i 1864.

LÆS OGSÅ: For Monrad skulle kristendommen gennemtrænge livet som en skjult varme

Men de mange bøger skyldes også Monrads gådefulde personlighed, som gør det vanskeligt at tegne et entydigt billede af ham. Allerede i samtiden blev han betragtet som en kamæleon, der skiftede farve efter omstændighederne. De, der havde med ham at gøre, fik et indtryk af uoprigtighed, og fra det var der ikke langt til upålidelighed. Det følgende er et forsøg på at lægge nogle faktuelle brikker til et portræt.

Det er vigtigt at understrege, at Monrad ikke var skyld i krigen 1864. Da han nytårsaften 1863-1864 blev konseilspræsident, var det for sent at afværge den. Krigen var konsekvensen af den politik, de nationalliberale regeringer havde ført siden 1855, som skridt for skridt fjernede sig fra de forpligtelser til at holde kongeriget, Slesvig og Holsten adskilt, som Danmark havde lovet Europas stormagter efter Treårskrigen 1848-1851. Det var prisen for, at Rusland havde tvunget Preussen til at trække sig ud af krigen, hvorefter de nationalliberale kunne give befolkningen det forkerte indtryk, at vi havde vundet over de slesvigholstenske oprørere.

I løbet af 1850erne voksede den nationalistiske stemning både i Danmark og Tyskland. Den eneste realistiske løsning, Slesvigs deling efter nationaliteten, som England gang på gang foreslog, rykkede stadig længere væk. Efter årelang tovtrækning med Det tyske Forbund besluttede regeringen C.C. Hall i 1863 at hugge knuden over ved at gennemføre en ny grundlov for det forenede Danmark-Slesvig, selvom man vidste, at det betød en krig med Preussen og Østrig, som Danmark ingen chancer havde for at vinde. Hall håbede formentlig på, at Danmark efter et hæderligt nederlag på slagmarken blev tvunget af stormagterne til at gennemføre den deling af Slesvig, som han ikke selv kunne gennemføre.

Den plan væltede Monrad, da han nytårsaften brød ud af den nationalliberale regering og dannede sin egen, som blev kaldt millionregeringen (en ener efterfulgt af seks nuller), fordi ingen politikere ville være med, så han måtte nøjes med embedsmænd.

Monrad mente, at jo større heltemod Danmark viste i krigen, jo større var muligheden for stormagternes støtte, også selvom det kunne koste, ikke alene tabet af hertugdømmerne, men også hele Danmarks selvstændighed.

Norge havde jo udviklet en svulmende national bevidsthed efter afståelsen til Sverige i 1814. Alt eller intet! var Monrads feltråb. Derfor skulle Dannevirke holdes, selvom det ville koste en tredjedel af hæren (det blev dog forhindret af general de Meza).

Derfor fik Monrad udsat fredskonferencen i London, indtil Dybbøl var faldet den 18. april. Derfor manipulerede han Christian IX til at afslå Englands forslag om Slesvigs deling ved international voldgift. Derfor nægtede han at bede om våbenhvile, fordi han håbede på, at danskerne kunne holde Als. Selv efter blodbadet her og tyskernes betingelsesløse krav om total afståelse af hertugdømmerne ville han fortsætte krigen og måtte nærmest tvinges til at lade sig afløse af helstatsmanden C.A. Bluhme, der ikke kunne andet end at bøje sig for overmagten og slutte freden i Wien.

DET ER FORSTÅELIGT, hvis historisk kyndige læsere har gnedet øjnene ved at læse det foregående. Hvordan var Monrad blevet sådan?

Monrads liv var i usædvanlig grad præget af brud. Hans norskfødte far fik embede i Nordnorge, men da familien med den fireårige Ditlev nåede frem, var faderen blevet sindssyg. De næste fire år hos norske slægtninge blev et mareridt med en paranoid og voldelig far, der til sidst forsøgte at dræbe moderen.

Som otteårig kom Monrad så i pleje hos en købmand i Præstø med henblik på oplæring som kommis. Ved konfirmationen blev den lokale præst opmærksom på Monrads helt usædvanlige begavelse og indsamlede penge, så han kunne studere. På universitetet fik Monrad succes, blev teologisk kandidat med udmærkelse, men han ville ikke være præst og blev så magister i semitiske sprog. Men barndommens traumer sad stadig i ham.

Psykiske kriser var ret almindelige hos datidens studenter, men Monrads var voldsommere. Han talte om selvmord og var et par gange indlagt. Han forkastede kristendommen, men blev så tilsyneladende reddet ved at læse filosoffen Hegel. Her fandt han den totale mening med livet og verden, som han behøvede. Når et følelsesmæssigt kaos truede med at opsluge ham, udviklede han evnen til at distancere sig, koble sine følelser fra og se tingene ovenfra. Men prisen var kontaktløshed og ensomhedsfølelse.

Under et studieophold i Paris 1839 afbrød han sin videnskabelige karriere og kastede sig ved Frederik VIs død ind i politik. Hans talegaver vandt en tøvende studenterforsamling til at opfordre Christian VIII til at give en fri forfatning. I 1840erne var han journalist, men kørte træt og brød af i 1846 og modtog et præsteembede i Vester Ulslev på Lolland. Han mente, at forfatningen måske først ville komme om 50 år.

DA SÅ CHRISTIAN VIII døde i januar 1848, ilede han til København og spillede en central rolle i martsdagenes overgang til konstitutionelt styre. Som minister i Martsregeringen skrev han sammen med Orla Lehmann udkastet til Junigrundloven, men gik af som minister i november 1848 efter en konflikt med Frederik VII om Slesvigs deling. Han blev ikke medlem af Den grundlovgivende Rigsforsamling, men øvede alligevel stor indflydelse på resultatet.

Så blev han biskop over Lolland-Falsters Stift og var samtidig folketingsmedlem helt til den bitre ende i 1865. Han førte an i oppositionen mod regeringen A.S. Ørsted 1854 og blev derfor afskediget fra sit embede. De følgende år var hans liv domineret af rivalisering med statsminister C.C. Hall. Først i 1859 gav Hall efter og gjorde Monrad til kultusminister, senere tillige indenrigsminister.

Fra da af lurede Monrad på sin chance, men viste samtidig stærk loyalitet over for den nye nationale linje ved at deltage i presset på Christian IX for at underskrive Novemberforfatningen. Nytårsaften 1863 væltede han så spillet for Hall, der som nævnt antagelig havde regnet med at fortsætte, efter at alle andre havde sagt fra.

Efter sin afgang som statsminister fortsatte Monrad med at bekæmpe afståelsen af hertugdømmerne, men udvandrede så i 1865 med sin familie til New Zealand. I 1869 kom han tilbage og blev sognepræst i Brøndbyerne, indtil han 1871 igen fik sit gamle bispeembede på Lolland-Falster.

I 1880 skrev han en mærkelig bog om 1864 i form af breve til en fiktiv modtager. Her frikender han en person (formentlig sig selv) for at være sindssyg, men indrømmer adskillige politiske fejltagelser. Samtidig skrev han en bog om den femte bøn i fadervor (forlad os vor skyld). Efter flere forgæves forsøg blev han valgt til Folketinget 1882, opstillet af Venstre, hvor han forgæves bekæmpede Estrup-regeringens provisoriske love. Ved sin død 1887 blev Monrad hyldet af antimilitaristen Viggo Hørup som den største Liberale vort Land har fostret. Nej, man bliver ikke så let færdig med D.G. Monrad.

Hans Vammen er historiker. Han har netop udgivet Den tomme stat. Angst og ansvar i dansk politik 1848-1864