Prøv avisen

Kronik: Relativismen i den danske skole

Alt er relativt, siger man. Denne påstand har i løbet af det 20. århundrede med tiltagende styrke udfordret tidligere generationers vished om en fælles kultur, tradition og tro. Men hvis alt er relativt, er alt så lige gyldigt? Eller er alt blevet ligegyldigt? Kristeligt Dagblad sætter i denne uge fokus på begrebet i en kronikserie.

Relativisme kan til forveksling ligne pluralisme, altså det forhold, at der findes forskellige holdninger i et samfund, og at disse alle skal have lov til at være der og brydes med hinanden. Forskellen er, at relativisme er enstemmig og ender i åndelig ghettodannelse, skriver dagens kronikør

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) giver svar på tiltale i artiklen På vej mod lighedstyranniet i Kristeligt Dagblad den 29. oktober, og jeg er en af dem, der tales til. Desværre går hun lidt galt i byen, når hun beskylder kritikerne for at læne sig op ad gamle fordomme, som de altid har haft og være fulde af sludder og vrøvl.

LÆS OGSÅ:På vej mod lighedstyranniet

Vi får ikke noget at vide om, hvilke fordomme det drejer sig om, kun at de er gamle. Man fornemmer dog, at de nok har at gøre med den sorte skole, og så ville fordommene ganske rigtigt være gamle, for den sorte skole har ikke eksisteret i mange år. Måske er det Antorinis egne fordomme, der spiller hende et puds.

Hør hvordan: Hun er enig med mig i, at eleverne i skolen skal lære grammatik, men det skal ske på en relevant måde og ikke efter gamle undervisninsgmetoder, som ikke passer til vore dages elever. Jeg har ikke sagt noget om, hvilke metoder der skal bruges. Men Antorini synes at gå ud fra, at fordi jeg fremhæver grammatisk kunnen, så går jeg også ind for metoder, hun betragter som gammeldags.

Metoden bør imidlertid være op til den enkelte lærer. Ingen andre bør blande sig, hvis undervisningen giver det ønskede resultat. Det har den imidlertid ikke gjort i de mange år, hvor mange nye metoder og endnu flere pædagogiske teorier har været afprøvet.

Det danske skolevæsen har været et gigantisk eksperiment i 50 år, og der er ikke kommet mere og bedre viden og kunnen ud af det. Det er blevet rarere at gå i skole, men det er ikke skolens fornemste opgave at være et rart sted.

Princippet moderne metoder til moderne børn har i mangfoldige udgaver undergravet det faglige niveau og ikke kun i tysk, men i samtlige sprogfag, for så vidt som de stadig eksisterer.

Fejlen er, at princippet tager udgangspunkt i børnenes tilstand og selvopfattelse og ikke i fagets karakter og krav. Grammatisk kunnen, det gælder alle sprog, defineres først og fremmest af sprogets natur, som sætter betingelserne også for indlæringen. Ikke elevernes motivation.

Den højt besungne motivation, som Antorini siger skal kobles på fagene, er usund at vente på. Det er dejligt at undervise motiverede elever, alle bliver klogere, og den gode lærer kan trylle den frem i et hvilket som helst fag. Men hvad nu, hvis den ikke kommer eller forsvinder, så snart man når til en side i lærebogen uden billeder?

Det er her, begreber som pligt og disciplin bør træde til, og måske er det her, uenigheden mellem Antorini og mig tegner sig tydeligst. Hun siger: Det store problem er jo, at alt for mange børn i folkeskolen mister lysten til at lære sprogfagene

Det er faget tysk så blevet et offer for, men skal elevernes lyst virkelig bestemme, hvad de skal lære? Det har den gjort alt for længe, og det er intet mindre end en skandale, at eleverne på denne måde har været overladt til sig selv og deres naturlige mangel på veludviklet dømmekraft.

Et stort, kulturbærende sprog, som endog tales af vores nærmeste nabo og største handelspartner, 80 millioner menneskers sprog i hjertet af Europa, har en gennemsnitlig dansk skole- eller gymnasieelev i bedste fald intet forhold til, i værre fald et skræmt.

Det burde ikke kunne vælges fra heller ikke i gymnasiet af en sprogligt orienteret elev. Spansk er populært, og er det ikke lige så godt som tysk? Nej, ikke på vore breddegrader. Spansk har ikke på noget tidspunkt været kulturbærende sammenlignet med tysk, for ikke at nævne den kulturelle udveksling. Det betyder ikke, at spansk nu skal gøres til prügelknabe eller forsvinde ud af gymnasiet. Men valgfriheden kunne med fordel indskrænkes betragteligt.

Dette afslører endnu et problem, som også gætter jeg på viser en grundlæggende uenighed mellem Antorini om mig. Debatten drejer sig ikke kun om tysk eller andre forsømte fag som historie og skriftlig dansk.

Den drejer sig om relativismen i hele skolesystemet og dermed i hele samfundet. Relativisme er, at alle holdninger i grunden er lige gode og lige vigtige. Du har dine, jeg har mine, og der står vi så. Mit er lige så vigtigt som dit, og hvem kan påberåbe sig autoritet? Ingen tør eller kan tegne tydelige konturer af den normalitet, som også vores samfund hviler på.

Det har gjort det umuligt at prioritere klart. Hvad er vigtigt at lære, og hvad er knap så vigtigt? Og det har gjort fortiden noget nær betydningsløs i en kamp om at definere fremtiden, og derfra kommer selvfølgelig historiefagets vigen til fordel for samfundsfag. Det er skadeligt i almindelighed og for skolen i særdeleshed.

Et modtræk til relativismen i skolen er netop at tage udgangspunkt i historien, altså helt ligefremt, hvad man gjorde før i tiden, når man skulle lære noget eller løse et problem. I mange fag og brancher hed det mesterlære, som også røg ud i den moderne pædagogiks hellige navn. Det er som princip ved at vende tilbage igen, nu under betegnelsen mentorordninger. Det spor vil jeg opfordre Antorini til at stikke snuden i.

Antorini afviser at være relativist. Det udtaler hun i forbindelse med en omtale af kønsneutralt ægteskab. Jeg tror på, at det kan være rigtigt, men hendes sprogbrug viser noget andet. Hun siger: Man har ret til at vælge sin egen seksualitet Det er i sig selv en relativistisk sætning. Det er muligt, at Antorini ikke mener, hvad sætningen siger. Det håber jeg, for den er helt uden forbindelse med virkeligheden. Jeg har aldrig selv mødt nogen, og jeg kender ingen, som kender nogen, der selv har valgt deres seksualitet. Den reagerer man på.

Man kan så vælge at leve for eksempel sin homoseksualitet ud eller ej, og man kan være i tvivl om, hvorvidt man er det ene eller det andet eller begge dele, hvorfor man må prøve sig frem. Fint! Men det er noget ganske andet end at vælge sin seksualitet.

Også udlevelsen er der i øvrigt grænser for. Pædofili, som man ikke vælger at have hang til, eller polygami, som man heller ikke vælger tilbøjelighed for, er ikke tilladte former for seksualitet enten moralsk eller juridisk eller begge dele.

Sin seksualitet er man skabt med. Biologien sætter sig igennem. Normer sætter sig igennem og forbyder bestemte valg.

Relativisme kan til forveksling ligne pluralisme, altså det forhold, at der findes forskellige holdninger i et samfund, og at disse alle skal have lov til at være der og brydes med hinanden. Demokrati for eksempel er i sin natur pluralistisk. Ytringsfrihed og forsamlingsfrihed kalder den frem. Forskellen er, at relativisme er enstemmig. Den får mennesker til at tale om sig selv og lytte til sig selv. Man lukkes inde i sit eget uanfægtede rum ligesom alle de andre og ved siden af dem. Det er åndelig ghettodannelse.

Pluralisme er derimod flerstemmig, netop som forskellige stemmer i det samme værk. Tillad mig et eksempel fra min egen dagligdag. Bibelen er et pluralistisk værk, men ikke relativistisk. Her taler netop flere forfattere med forskellige stemmer og ikke om ganske det samme. Men de indgår alle i den samme sammenhæng og bidrager til en fælles historie, som vi plejer at kalde frelseshistorien. De enkelte skrifter har en plads i en overordnet fortælling.

En sådan overordnet, pluralistisk, flerstemmig, normdannede orden i skolen i Danmark begynder i historien. Hvornår var skolen bedst med hensyn til viden og kunnen, hvorfor og hvordan var den det? Find det frem igen. Det har intet med nostalgi at gøre, men er blot en måde at få begyndt på, når nu så meget er gået galt, og slutproduktets kvalitet er faldet og faldet og faldet.

Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning