Prøv avisen

Kulturelt dannende fag bør hedde kristendomskundskab

Der findes ingen neutral undervisning, skriver Birgitte Kjær. Foto: /NCY/PHOTOPQR/L'EST REPUBLICAIN

Af kulturelle grunde skal der satses på kristendomskundskab som forløb gennem hele folkeskolen, mens der må lægges kortere forløb ind i afgrænsede perioder af skoleforløbet med islam og jødedom og eksempler på anden religiøs eller areligiøs tilgang til livet, mener dagens kronikør

I 2012 kan folkeskolen få et obligatorisk religionsfag. Med et nyt folketing og en ny regering i 2011 er vejen banet for at ændre faget kristendomskundskab i folkeskolen. Mange års drøftelser kan nu afsluttes. Argumentationen er enkel: Alle børn i Danmark har brug for at lære om kristendommen, og alle børn i Danmark har brug for at lære om andre religioner. Den fælles betegnelse for kristendom og andre religioner er religion. Derfor bør faget hedde religion. Alt andet vil være diskriminerende. Faget er hverken konfessionelt eller forkyndende. Derfor bør fritagelsesmuligheden fjernes og faget være obligatorisk.

Men så enkelt er det ikke!

Faget indeholder også ikke-religiøse livsopfattelser. Er det ikke diskriminerende over for dem at indgå i et fag ved navn religion? I Norge hed faget en overgang kristendomskunnskap, religion og livssyn forkortet til KRL.

Faget indeholder også almenmenneskelige og etiske spørgsmål. Det bør vel så også fremgå af navnet måske noget med livsfilosofi og/eller etik? I Norge hedder faget nu religion, livssyn og etikk forkortet til RLE.

Og nogle spørger: Hvad er egentlig grunden til, at der ikke er et fag, som hedder filosofi i skolen? Hvorfor skal kristendomskundskab/religion varetage de grundlæggende spørgsmål om livet?

Opdelingen af virkeligheden i fag bliver aldrig entydig. Og fagbetegnelser i forhold til fagets indhold bliver heller aldrig entydige. Dansk indeholder svensk og norsk. Grammatik og salmer indgår i flere fag. Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab har ikke sit eget fag, men er blot et obligatorisk emne. Psykologi og filosofi er slet ikke synliggjorte som emner i skolen. Så fordele og ulemper må vejes op mod hinanden, når virkeligheden opdeles i skolefag, og fagene navngives.

Valget mellem fagbetegnelserne kristendomskundskab eller religion er derfor et valg mellem flere hensyn. En mest muligt dækkende fagbetegnelse som de norske bør udelukkes, da de er alt for omstændelige. Valget handler derfor om: Har vi primært faget i folkeskolen med tanke på at lære eleverne om det religiøse, eller har vi primært faget med tanke på at gøre eleverne fortrolige med kristendommens og andre religioners betydning for enkeltmennesker, kulturer og samfund?

Religion vil være den bedste fagbetegnelse, hvis faget primært handler om det religiøse. Kristendommen og andre religioner er jo ligestillede som religiøse overbevisninger i folkeskolen. Kristendomskundskab vil være den bedste fagbetegnelse, hvis faget primært er i skolen med tanke på kultur og samfund. Kristendommen som kulturfaktor har jo en særstilling i folkeskolen frem for andre religioner.

Jeg mener, at faget helt overvejende bør have en funktion som kulturelt dannende fag og dermed hedde kristendomskundskab. Dermed er forskellen på kristendommen og andre religioner i kulturel henseende betonet. Og ligheden mellem kristendommen og andre religioner som religiøs overbevisning er nedtonet. Vælges religion som fagbetegnelse, vil valget give en modsat betoning. Da kristendomskundskab som fagbetegnelse kan opleves diskriminerende på mennesker af anden religion, kan det være en god idé at samle ikke-kristne religioner og andre livsopfattelser i et emne for sig.

Og så er vi måske også alt for optimistiske i forhold til, hvad elever kan lære på én ugentlig lektion op gennem skoleforløbet. En norsk evaluering af KRL-faget viste, at knap 80 procent af elever på ungdomstrinnet kunne placere korset i rigtig religion, cirka 55 procent af eleverne kunne placere Koranen i rigtig religion. Når det gjaldt centrale elementer fra andre religioner, faldt procenterne yderligere! I Norge har faget endda to ugentlige lektioner.

To norske elever i 3. klasse er citeret for følgende: Haakon og Line husker ikke helt hvilke religioner de har hatt om i år. Var det ikke noe som het buddhisme? Det er ikke så lett å følge med! Noe heter ditt og det andre heter datt, og det kan gå litt i surr, fortæller Haakon. Man har jo ikke fire hjerner!!, sier Line og ler.

Måske vil vi opnå for meget på for lidt tid og for tidligt i børns og unges liv? Måske kan vi kun have held med det allermest nødvendige? Derfor mener jeg, at vi af kulturelle grunde skal satse på kristendomskundskab som forløb gennem hele folkeskolen, mens der må lægges kortere forløb ind i afgrænsede perioder af skoleforløbet med islam og jødedom og eksempler på anden religiøs eller areligiøs tilgang til livet primært fra en gang på mellemtrinnet. Og så må vi satse på religionsundervisningen i gymnasiet og gerne også på andre ungdomsuddannelser.

Så er spørgsmålet, om faget skal være obligatorisk. Der er jo ingen tvivl om, at alle har brug for at lære om kristendommen og om andre religioner. Og det er længe siden, at faget var konfessionelt og forkyndende, så hvad er problemet?

Problemet er, at undervisningen ikke kan holde sig fri af sandhedsspørgsmålet. Der findes ingen neutral undervisning. For igen at citere en norsk undersøgelse, hvor cirka 500 lærere har forholdt sig til sandhedsspørgsmålet i undervisningen. De kunne svare bekræftende på så mange påstande, de ville. 86 procent af lærerne sagde ja til, at de forsøgte at undervise, så alle børn blev støttet i det livssyn, som hjemmet repræsenterer. 96 procent svarede, at de forsøgte at undervise, så alle livssyn blev opfattet som ligeværdige. 70 procent svarede, at de prøvede at undervise, så alle livssyn bliver opfattet som lige sande. 63 procent fortalte klasserne, at vi ikke kan vide, hvad der er sandt. Er konklusionen ikke, at lærere er fanget i en konflikt mellem på én gang at støtte den enkelte elev og at gøre alle tilpas? Og er konklusionen ikke, at en relativistisk eller agnostisk forkyndelse vil ligge snublende nær for at undgå andre former for forkyndelse?

Der er også mulighed for en sekulærvidenskabelig forkyndelse i skolen: Nej, Jesus gjorde ikke undere, for den slags kan man ikke gøre. Underne er et religiøst sprog, der skal udtrykke, hvor meget Jesus betyder for mennesker. På samme måde er Jesus heller ikke sådan helt konkret undfanget ved Helligånden og fysisk opstået fra de døde.

Et problem med disse moderne former for forkyndelse er, at lærere ikke nødvendigvis vil være sig bevidst, at de forkynder. De siger jo bare tingene, som de faktisk er tænker de og som eleverne bør lære at opfatte dem! Altså en påvirkning, som er vanskelig at forholde sig til for eleverne. Derfor må der fortsat være mulighed for fritagelse.

Men fritagelsesmuligheden giver begrænsninger i fagets tilrettelæggelse. Ja, desværre! Og den signalerer, at faget er anderledes end andre fag. Ja, netop! Det handler om det allerdybeste for mennesker og er jo derfor også omtalt i menneskerettighedserklæringer.

Det er vigtigt til stadighed at være bevidst om det, så man omgås emnerne og eleverne med den ekstra ydmyghed og respekt, det fordrer. Fritagelsesmuligheden kan være med til fortsat at minde os lærere om det! Og i øvrigt kan intet barn fritages, uden at forældrene er til samtale med skolelederen og skriftligt forpligter sig til selv at sørge for undervisning om disse emner.

Så det er rigtigt, at alle børn bør lære om kristendommen og andre religioner. Men faget bør stadig hedde kristendomskundskab og bevare fritagelsesmuligheden. For så enkelt er det ikke!

Birgitte Kjær er lærer på Jakobskolen og på Dansk Bibel-Institut