Prøv avisen

Kulturens muntre sønner og døtre

Ministre for kulturen Danmark har haft 16 kulturministre på 27 år otte kvinder og otte mænd. Dagens kronikør peger på karakteristiske træk ved ministre fra Julius Bomholt til Carina Christensen

LAURITS JULIUS JENSEN blev født i 1896. I 1905 tog familien navneforandring til Bomholt, smed Laurits væk og lod Julius forblive. Julius Bomholt eller blot Bomholt blev i 1961 den første minister for kulturelle anliggender herhjemme. Uddannet cand.theol., siden forstander for Arbejderhøjskolen og redaktør af Rød Ungdom, Folketingets formand, skribent ved Socialdemokraten og meget mere.

Det var Bomholt, der skabte de lovmæssige rammer for dansk teater, ja, for det meste af kulturlivet i Danmark i 1960erne. Han udvidede kulturbegrebet og bragte sig dermed i modsætning til folket, hvis egenmægtige repræsentant var en hidtil ganske ukendt lagerforvalter, Peter Rindal. Denne kritiserede et system, hvor københavnere, fandt han, rottede sig sammen i en kunstklike og støttede de kunstnere, der enten var uforståelige eller kunne betale selv.

Kulturminister K. Helveg Petersen (R), der tiltrådte i 1968, samlede op og fortalte, hvordan man var nået til dette eller hint resultat. Redegørelsen, der blev afgivet i 1969 af Kulturministeriet kendes bedre under navnet Betænkning nr. 517.

Vor første kulturminister var både særdeles engageret og arbejdsom. Bøger om arbejderkultur sprøjtede fra denne socialdemokrat, der selv kom fra små kår. Det var vanskeligt at leve op til dette idévæld for de efterfølgende ministre. I forordet til 517 hedder det da også, at en fyldig kulturpolitisk debat var tiltrængt. En sådan har været efterlyst gang på gang, men den har det med at fuse ud og blive til skænderier om økonomien.

En virkelig kulturpolitik må til det yderste være frisindet. Nok støtter man, men uden at dirigere! mente Bomholt, der med sit bølgende hår lignede alt andet end en arbejdersøn.

BODIL KOCH (S) blev første kvindelige kulturminister. Det var i 1966. Hun havde alt først og fremmest en gemal, Hal Koch, der var professor i teologi ved Københavns Universitet og ikke mindst forstander på Krogerup Højskole. Synet på kvinder som blide væsener med hang til det smukke og trang til at værne om de svage var ændret som så meget andet i løbet af 1960erne. Bodil Koch brændte. Mest måske for jobbet som kirkeminister, som hun havde haft og fik igen efter årene i den gamle bygning ved Gammel Strand.

Hun efterfulgtes flere år senere af Venstrekvinden Nathalie Lind. Der endnu bar mappedyrets højtidelighed i sin fremtoning. Mappedyrenes tid var ellers ved at være forbi, kvinderne kunne andet end at male smukke blomsterbuketter! De malede, hvad de ville. Og de tog tilsyneladende også jobbet som kulturminister, som de ville, hvad det ikke blev kedeligere af. Nok var man blevet noget som minister, men den lille, som var med til Mor Mimis indsættelse i Kulturministeriet var sulten og måtte trøstes af ministeren.

Et tiår senere søgte en energisk kvinde, Grethe Rostbøll (K), at finde den rette grund til at bygge det skuespilhus på, som nu er kommet til at sejle langs havnefronten. Endnu en kvindelig minister fandt vej til ministeriet. Det var Jytte Hilden (S), som i 1993 ankom iført cykelshorts og højt humør.

DEN NYUDNÆVNTE MINISTER modtog samtidig fra Nordisk Kultur Institut en anmodning om at belyse dansk kulturpolitik siden Kulturministeriets oprettelse i 1961.

Hensigten var ikke, som der står, at skrive en kulturbetænkning, der skulle afdække alle områder. Det overordnede mål var at beskrive og analysere de væsentlige udviklingstendenser i den statslige kulturpolitik. Man gik i gang og i 1995 forelå et idékatalog.

Tilsyneladende er det ikke idéer, der savnes. Kataloget blev 472 sider stort!

Niels Matthiasen (S) arbejdede i ministeriet fra 1971-73. Og igen fra 1975. Han var kendt for sin lystighed, men også for sin vilje og evne til at gennemføre, hvad han selv og hans forhandlingspartnere fandt væsentligt. Der var Ebbe Lundgaard (R) fra 1996-98 og hidtil sidste mand, Brian Mikkelsen (K) kendt som sportens minister samt for sin kulturkanon med værker, der vurderes som ægte danske og af en kvalitet, som berettiger dem til at gemmes for en eftertid.

Men hvori består den kultur, der tales så meget om. For Bomholt sker der noget i årene efter Første Verdenskrig, så han svarer, at nu er arbejderne for alvor begyndt at interessere sig for kultur. Navnlig efter indførelsen af ottetimersdagen er der kommet fart i alle forgreninger af det kulturelle arbejde. Hvis man aflægger besøg i det normale arbejderhjem på Nørrebro, vil man der finde lige så meget nips som i et borgerligt hjem årtier tidligere. Kultur er altså, hvad de rigere har!

Som alt andet har kulturen (benyttelsen af teatret, biblioteket, sproget med mere) det med at ændre sig ganske hurtigt. Der har dog altid eksisteret en tro hos de bevilgende myndigheder på, at det var godt for de unge at gå i teatret. Derfor sendte man store skolebørn i de voksnes teatre som Det Ny Teater i 1940erne og viste dem med begrænset succes stykker som Holbergs Jeppe på Bjerget og Oehlenschlägers Axel og Valborg. Men store teatre havde mistet deres værdi som ramme om børn, der blev uopmærksomme og støjende, fordi handlingen skrumpede i forhold til pladsernes afstand fra scenen.

Tilsyneladende er det ud fra samme principper, der arbejdes i øjeblikket. Et teaterudvalg har undersøgt, hvorledes man får flere unge i teatret. Ikke fordi teater nødvendigvis er godt, men fordi og når indholdet af forestillingen appellerer til de unge, er det godt.

De oprindelige mål i dansk kulturpolitik var fremsynede og gode. Men meget i samfundet er ændret siden de første kulturpolitiske redskaber blev udformet, skrev Peter Duelund i forordet til den 472 sider store kulturmodel, der rummer alt fra den kongelige kulturpolitik til princippet om armslængde i offentlig kulturstøtte.

VI HAR NU FÅET en ny kvindelig kulturminister Carina Christensen (K), der tiltrådte i september 2008. Det bliver otte kvindelige mod lige så mange mandlige. Flot! Men flittige, pæne piger som Carina, der ikke skifter parti, men holder fast fra starten i Folketinget 2001, kommer ikke så let på forsiden. Og hvad skal hun også der? vil mange spørge.

Nej vel. Forsider er utrygge, de henholdsvis sviner og renser folk. Vi har fået en minister, der synes at mestre det hele. 2006-2007: familie og forbrugerninister, 2007-2008: transportminister. Den nye kan forhåbentlig også spille kortene så godt, at kulturpenge, der i dag overvejende er øremærkede, ikke af den grund hæmmer arbejdet.

Jeg ved ikke, hvordan I bærer jer ad, I der skifter ministerpost, som vi andre skifter sko? Det er mit drømmeministerium, erklærede Carina Christensen, da hun tiltrådte som kulturminister. Men kære Carina Christensen ét er jeg sikker på: Du er nødt til at brænde for sagen, om du vil overbevise en verden, der er ved at bukke under for grådighedskulturen og løber efter events.

Elin Rask er mag.art.

Danske Kulturministre siden 1962

Julius Bomholt 1961-1964

Hans Sølvhøj 1964-1966

Bodil Koch 1966-1968

K. Helveg Petersen 1968-1971

Niels Matthiasen 1971-1973 og 1975-1980

Nathalie Lind 1973-1975

Lise Østergaard 1980-1982

Mimi Stilling Jacobsen 1982-1986

H.P. Clausen 1986-1988

Ole Vig Jensen 1988-1990

Grethe Rostbøll 1990-1993

Jytte Hilden 1993-1996

Ebbe Lundgaard 1996-1998

Elsebeth Gerner Nielsen 1998-2001

Brian Mikkelsen 2001-2008

Carina Christensen 2008-