DER VAR ENGANG en mand, der skulle ud at køre sten væk fra sin mark. Han tog hesten og vognen og kørte ud for at læsse sten på vognen. Han lagde den første store sten, som lå der, op på vognen. Og idet han så på den, sagde han til hesten: Kan du køre med den, så kan du også køre med den næste, og så løftede han endnu en sten op.
Til sidst var vognen så fuld af store sten, at akslerne var ved at knække. Og da han hyppede på hesten for at køre læsset hjem, kunne den ikke flytte vognen det mindste stykke vej.
LÆS OGSÅ: Omstridt lærerfag overlever reform
Så stod manden af vognen og tog en stor sten af, og så sagde han: Kan du ikke køre med den, så kan du heller ikke køre med den, og tog den næste sten. Og sådan blev han ved, til der ikke var flere sten tilbage på vognen, og så kørte han hjem igen.
Vi kan jo nok blive enige om, at manden i denne historie ikke var alt for klog. Men der var alligevel en slags system og konsekvens i hans galskab.
Jeg kom til at tænke på historien i forbindelse med forslaget om at sløjfe et par helligdage, for eksempel store bededag og anden pinsedag. Er store bededag egentlig særlig vigtig for kirken? Den blev først opfundet i 1700-tallet. Kan vi ikke godt undvære store bededag, uden at kristendommen af den grund forsvinder ud af kirken. Jo, det kan vi vel godt.
Hvad med anden pinsedag? Kan vi ikke også undvære den? Der var engang, hvor vi havde både tredje juledag, tredje påskedag og tredje pinsedag. De blev alle afskaffet, så kan vi vel også sløjfe anden pinsedag. Når vi ikke behøver tredjehelligdagene, behøver vi så andenhelligdagene?
Det nærmer sig lidt den samme logik som manden med stenlæsset. Når du ikke kan køre med dén, kan du heller ikke trække dén. Når vi ikke behøver den ene helligdag, hvorfor behøver vi så den anden helligdag? Det er svært at finde gode grunde til, at vi absolut skal beholde de enkelte helligdage. Problemet opstår først, efterhånden som antallet af helligdage svinder ind.
De gamle græske filosoffer diskuterede et bestemt problem. De tog en håndfuld sand og lod langsomt sandet løbe ned på jorden. Først var der et sandkorn, så to, så tre, og der kom flere og flere, og så stillede de spørgsmålet, om der var nogen, der kunne angive helt nøjagtigt, hvornår det ikke længere var nogle sandkorn, der lå der, men en bunke sandkorn. Hvor mange sandkorn skal der til at lave en bunke?
Hvornår har vi sløjfet så mange helligdage, der vel nok hver for sig kan undværes, at vi ikke bare har sløjfet nogle helligdage, men også har udvisket det, som helligdagene tilsammen skulle markere og give udtryk for?
I HVOR HØJ GRAD kan vi undvære ikke bare helligdage, men også, at børnene lærer salmer og bibelhistorie i skolen og ikke bare læser salmerne i timen, men også synger dem og beder fadervor?
Faget kristendom (som en del af faget KLM) har hidtil været obligatorisk for alle lærerstuderende på seminarierne, men nu skal faget nedlægges, og kristendom kun være linjefag.
Konfirmandtimerne skal måske flyttes til om eftermiddagen, undervisningsministeren finder det i hvert fald en god idé, men så skal konfirmanderne til at vælge mellem fodbold, musikundervisning og at gå til præst. Det er jo ikke, fordi vi slet ikke kan leve med sådanne forandringer, men jo flere skiver man skærer af pølsen, desto mindre bliver den.
Alle forældre, der får deres børn døbt, får at vide, at de skylder at oplære deres børn i den kristne tro og bede for barnet. Men mange konfirmander kan ikke sige fadervor, når de begynder til præst. Kan de undvære det?
Vi kan måske nok undvære en del af helligdagene og en del af den nævnte undervisning og en del af den kristne opdragelse, men når man lægger det hele sammen, begynder det at blive en bunke. Så risikerer vi at ende ligesom manden, der skulle hente sten. Vi kommer kørende med en tom vogn. Vi har vognen, kirken hele institutionen, der hedder folkekirken men der er ikke noget tilbage inden i den.
Det er jo noget uhåndgribeligt noget. Det er ligesom den engelske dronning, der efter sigende udfordrede en af mændene ved hoffet til at veje, hvor meget røgen af en cigar vejede. Han løste opgaven på den måde, at han vejede cigaren. Derpå røg han cigaren og var omhyggelig med at opsamle al asken, og da cigaren var røget færdig, vejede han asken. Således blev forskellen på vægten af cigaren og vægten af dens aske lig med vægten af røgen.
MEN DET SKULLE JO NØDIG gå sådan, at vi først ved, hvad vi har mistet, når vi sidder tilbage med asken. Når den ene helligdag efter den anden er sløjfet, når kristendommen er fortrængt fra skolen og hjemmene, når vi billedligt talt sidder tilbage med asken af det, der engang var en kristen kultur, så opdager vi, hvor meget røgen vejede, så finder vi ud af, at vi har mistet mere end blot disse helligdage, disse elementer af undervisning og opdragelse. Vi har mistet kulturens salt.
Det er svært på forhånd at gøre op, hvad det vil betyde, hvis kristendommen mere eller mindre forsvinder eller henvises til et lille hjørne af vores kultur. Kristendommen har i Danmark været kulturbærende fra i hvert fald 1100-tallet og frem til omkring midten af 1900-tallet. Nogle vil endda sige, at den er det stadigvæk. Jeg mener, at vi under alle omstændigheder befinder os i et historisk forløb, hvor kristendommen er i færd med at miste sin position som kulturens fundament.
Vi kan jo sammenligne vores kultur med andre kulturer, der er lige så gamle, for at få et fingerpeg om, hvilken betydning kristendommen har haft. Vi har været kristne i lidt over 1000 år. I Nordafrika og de arabiske lande har de været muslimer i endnu længere tid, omkring 1400 år. I Kina har de haft deres buddhistiske og taoistiske religioner i over to-tusind år, det samme gælder hinduismen i Indien.
Hvilken kultur vil vi helst høre hjemme i? Indtil for nylig var det almindeligt, at vi regnede vores kultur for at være førende i verden på mange punkter.
Man kan overveje, om vi er i færd med at kappe rødderne til vores egen kultur. Og hvis vi er det, om det så er noget, vi egentlig gør særlig bevidst.
Det egentlige spørgsmål er imidlertid stillet til hver af os personligt: Hvad bygger du selv på? Har du gjort dig det klart, og tænker du over, hvordan du skal bevare forbindelsen tilbage til de historiske rødder, der giver næringen til vores liv i dag?
Under alle omstændigheder er det sådan, at vi ikke præger udviklingen ved sådan lidt generaliserende og i almindelighed at erklære, at vi da er positivt indstillet over for kirke og kristendom.
Udviklingen præger vi kun, hvis vi går over til at kæmpe for de enkelte dele, der står til diskussion. Altså går ind i debatten om, hvorvidt vi skal bevare den enkelte helligdag eller ikke.
Kristendommen og kirken bliver naturligvis ikke sådan afskaffet på én gang, men man kan berøve dem så mange enkeltdele, at der til sidst ikke rigtig er noget tilbage. Men det er jo ikke givet, at det vil gå sådan. Det er op til os hver især.