Ikke sjældent bliver det hævdet, at danskerne er et af de mindst troende folk i verden, hvordan man så end har kunnet måle det. Men det er tydeligt, at den kristne tro kun kommer svagt til udtryk i danskernes hverdag. Det kan skyldes, at de nøgternt har lagt afstand til den religiøse tænkning og udfoldelse.
Men det kan også hænge sammen med, at den kamp mod kirke og kristendom, som på forskellig vis har præget flere perioder i det 20. århundrede, har tvunget hverdagsmenneskets kristendom ind i lønkammeret, så hverken det religiøse sprog eller de religiøse holdninger får frit løb. Selv i forholdet mellem børn og forældre er kristendom omgærdet med blufærdighed.
I det politiske rum har kommunismens antikirkelighed haft frit spillerum, og i Socialdemokratiets første årtier var modviljen mod alt kirkeligt også et udpræget træk. Men det blev imidlertid et åndeligt opgør med kristendommen, som kom til at påvirke udviklingen af det kirkelige liv stærkest, ikke mindst fordi kulturradikale meningsdannere aldrig gjorde op med deres antikirkelige arv fra deres lærermester Georg Brandes.
Georg Brandes var på mange områder en genial mønsterbryder i det 20. århundredes kulturudvikling. Hans indsats for den frie tanke, den frie forskning og den frie kønsmoral har i høj grad renset ud i 1900-tallets fastlåste religiøse og moralske victorianisme. Modstanden mod ham var hård, men de kulturbærende borgerlige kredse manglede åndelig kraft til selv at skabe nødvendig fornyelse.
De brandesianske anskuelser bredte sig op igennem århundredet, men forstenede efterhånden og blev institutionsbærende, selvsupplerende og intolerante, der fjernede sig fra fundamentale samfundsbærende ideer som pligt, ansvar og skyld. Et bærende træk i Brandes' ideologiske samfundsopgør hænger uden tvivl sammen med hans aldrig slukkede had til kristendommen, hans angreb på kirken og alle dens funktioner, hans mangel på forståelse af, at religion ikke alene har en trosmæssig værdi, men også en social og samfundsmæssig betydning. Flere af hans åndsfæller kom til at leve i den samme fattigdom.
Georg Brandes slår fast, at det er helt nødvendigt at udrydde kristendommen. Det hænger sammen med hans opfattelse af autoritet. Autoritetsprincippet har haft en stor opdragende betydning i menneskehedens historie. Familieautoriteten, samfundets autoritative myndigheder og statens autoritet har bestandig måtte søge legitimitet. Man har derfor måttet påberåbe sig en absolut begrundelse, at autoriteten var genforsikret i det religiøse. Først når menneskets sind frigøres fra overnaturlige autoriteters tryk, er der mulighed for, at nye og frie tanker kan udvikle sig. Der er kun én mulighed for sejr, og det er at undergrave den kirkelige autoritet, for den vil drage alle andre myndigheder med sig i sit fald.
For Brandes er det tydeligt, at den frie tankes omformning af det borgerlige samfunds ideer først er mulig, når den kristne gennemsyring af samfundets livsformer er ophørt. Igennem det meste af det 20. århundrede gør sådanne tanker sig stærkt gældende i forskellige klædedragter, men fremført med begavelse, humor og ironi, og med stadige politiske tiltag. Undergravelsen af kristendommen og afsløringen af alt kristent hykleri i samfundet, det var Brandes' helligste mål.
Det er naturligvis ikke alene Georg Brandes og hans åndsfæller, som sætter Gud og kristendommen på pension. Væsentlig er også den demografiske ændring af samfundet, hvor store dele af befolkningen skifter fra jordnær beskæftigelse på landet til en mere rodløs tilværelse i bymiljøer og en deraf følgende individualisering. Men den meget negative holdning til kirke og kristendom, som bredte sig især i storbymiljøerne, er i et ikke uvæsentligt omfang skabt af brandesianismen og den dermed forbundne kulturradikalisme.
Digterne opfangede straks de nye toner. I bogen om Georg Brandes (1994) skriver Jørgen Knudsen, at digterne opfatter præsterne som "en ryggesløs teologisk bande", "Det gælder dem alle, Ibsen såvel som Bjørnson, Kielland, Elster, Strindberg, Schandorph, Gjellerup eller Victoria Benedictsson, at når de kommer til en præst eller en biskop, så kommer der et særligt sving over spydighederne, disse herrer i værdigt ornat er omtrent hver gang indbegrebet af den offentlige menings fejhed, hykleri, selvhøjtidelig og dømmesyge. Kolde hjerter" (p. 26). Pontoppidan kunne være nævnt i samme sammenhæng. I 1871 skriver Holger Drachmann digtet "Engelske Socialister", hvor alle præster hånes for deres griskhed og hykleri. Digtet får stor indflydelse.
Ved den store drukneulykke i Harboøre i 1893, hvor 26 fiskere omkom, mødte den københavnske presse for første gang den indremissionske vækkelsesbevægelse i den vestjyske dom- og frelseudgave. Henrik Cavling fra Politiken overværede præsterne Moe og Madsens begravelsestaler med den stærke fiksering på fortabelsens mulighed. Bladet tegner på baggrund heraf et billede af Indre Mission og kristendommen i almindelighed, som chokerede de dannede københavnske læsere og skabte et billede af kirken, som igennem generationer ikke kunne nuanceres. Og begrebet helvedesprædikanter blev banket ind i sindene så stærkt, at det kan dukke op den dag i dag.
I de følgende år hagler spydighederne ned over kirkens folk. Igennem 1930'erne florerer angrebene især i de mange kulturtidsskrifter. I "Aandehullet" opregner Hans Kirk alle synder: "Præsterne holder altid med overklassen og beder for den, men hvis Satan selv tog magten, ofrede de gladelig en bøn på ham. De er militaristiske og udplyndrer det arbejdende folk. Nogle har dog skiftet stil, så det ikke er til at spytte for "sociale" præster. Selvom præster prædiker mod prævention, gør de selv brug deraf, for de får færre børn, selvom alle ved, at imbecile formerer sig som rotter" (1934).
De kulturradikale angreb fortsætter op igennem århundredet. Især går man til kamp mod de religiøse islæt i skolerne, og religionsundervisningen neutraliseres. Langt op i sidste halvdel af århundredet er teater og folkelige revyer præget af sådanne holdninger, men langsomt klinger det ud. En institution uden myndighed er ikke længere noget mål. Som en parentes under Anden Verdenskrig og de følgende år sker der en samling omkring det nationale og det kristne, båret frem af forfattere som Kaj Munk, Martin A. Hansen og Jens Kruuse og af borgerlige aviser. Men kristen tro og tænkning får sin plads yderst på kulturens reservebænke.
Kulturradikalismen er for længst stendød, hævder mange af dens tilhængere. Kun et par gamle ronkedorer går rundt og træder på folk, og det får de lov til, for det plejer de jo. Men kulturradikalismen er ikke død. Den har blot omklamret os alle.
Selv en fin og begavet forfatter som Jette A. Kaarsbøl må i "Den lukkede bog" afsløre sine forsteninger. Ikke mindre end tre grumme præsteportrætter må fordøjes, hvor uvedkommende de end er i fortællingen, og de tegnes med al Pontoppidansk epigonisk stereotypi. Det gode selskab må have sit. I bogen "Unn fra Stjernestene" udfolder Hanne Marie Svendsen hele sin blændende stil og sprogkunst, mens hun lægger kulturradikalismens kirke- og præstebillede tilbage til 1200-tallet, en banal anakronisme, der er til at tage og føle på. Mange andre på samme linje kan nævnes.
I de seneste år har man kunnet spore, at forandringer er på vej. Kirkens interne debat sætter sig tydelige spor i det politiske miljø. Politikere og kunstnere udtaler sig frimodigt om deres kristne holdninger, debatbøger kredser omkring kirkelige emner, salmedigtning og romanlitteratur forholder sig til kristne grundbegreber, i mediernes børneudsendelser afsløres det, at trosspørgsmål er godt stof, og mødet med andre religioner fremmer en spørgen ind til egne værdier. Kristendommens 3. årtusind åbner for et spændende og åbent landskab.
Poul E. Andersen er tidl. domprovst i Odense