Prøv avisen

Kulturradikalismens rationelle svigt

KRONIK Kulturradikalismen er et (vild)skud på protestantismens stamme, men bevægelsens fornægtelse af disse rødder betyder, at den får et overfladisk forhold til religion

I de seneste års debat har kulturradikalismen været udsat for mange angreb og er af nogle allerede blevet lagt halvvejs i graven. Men nu har Klaus Rothstein i bogen "Tid til forundring" leveret et forsvar, som munder ud i, at kulturradikalismen lever, samler styrke og er så nødvendig som aldrig før.

Så kræver den demokratiske kultur en reaktion: at vi tænker forsvaret igennem og undersøger, om det holder. Udgangspunktet må være en afgrænsning af, hvad kulturradikalismen indebærer.

Rothstein bestemmer den som en rationel, sekulær humanisme, der bekender sig til demokrati og menneskerettigheder. Den har frigjort sig fra religionens greb; men i Rothsteins udformning mener den også, at demokratiet bør give plads til "religioner af enhver slags" uden at give særstilling til nogen speciel religion.

Heri forudsættes implicit, at alle religioner i realiteten har samme potentiale for at forenes med en sekulær demokratisk orden. Spørgsmålet er så: Er det en holdning, som vi bør tilslutte os? Det drejer sig ikke om, hvorvidt vi synes, at holdningen er sympatisk eller ikke; men om den rationelt set er bedre end alternativerne.

Med den tilgang betragter vi ikke udelukkende kulturradikalismen udefra. Vi går i lige så høj grad ind og ser på dens indre sammenhæng. For kulturradikalismen opfatter sig selv som en rationel holdning i modsætning til religionerne. Så når vi spørger, om det er rationelt at tilslutte sig den kulturradikale holdning, så spørger vi også, om kulturradikalismen selv er så rationel, som den tror, at den er.

Når man er rationel, så går man kun så langt i sine overbevisninger, som ens grunde tillader. Man tror det, som man tror, med den vægt, som ens grunde kan bære. For den rationelle er begrundelsen altid den vigtigste del af et standpunkt. På denne baggrund følger umiddelbart, at kulturradikalismen, som Rothstein definerer den, kun kan være rationel, hvis den suppleres med to former for underbygning.

For det første kræves der en rationel begrundelse for, at demokrati og menneskerettigheder bør være alment forpligtende politiske krav. Ellers har kulturradikalismens bekendelse til demokrati og menneskerettigheder logisk set samme status som en religiøs bekendelse.

For det andet kræves der en rationel begrundelse for forudsætningen om, at alle religioner i realiteten har samme potentiale for at kunne forenes med en sekulær demokratisk orden. I modsat fald kommer denne påstand blot til at fremstå som en kulturradikal fordom.

En rationel kulturradikalisme skal altså kunne fremvise disse fundamenter. Men søger vi Rothsteins bog igennem for at finde dem, så finder vi intet. Hans bog indeholder intet forsøg på at forholde sig rationelt til spørgsmålet om menneskerettighedernes gyldighed – og intet forsøg på at forholde sig rationelt til spørgsmålet, om alle religioner har samme potentiale for at forenes med en sekulær demokratisk orden. Den slags overvejelser, som disse spørgsmål kræver, findes overhovedet ikke i bogen. Det er en rationel mangel, som desværre er kendetegnende for den kulturradikale tradition.

Men hvis kulturradikalismen ikke bygger sine holdninger på rationelle argumentationer, hvad bygger den så på? Så må der findes en social forklaring. Man overtager holdninger, som man finder i det sociale rum. For Rothstein og andre nutidige kulturradikale gælder det, at de uden den dybere refleksion er gået ind i en kulturradikal tradition, som de intellektuelt føler sig hjemme i. Som andre går eller vokser ind i religiøse traditioner.

Således har det imidlertid ikke altid været. Hvis kulturradikalismen ikke begynder med en rationel refleksion over sine egne grundforudsætninger, hvorledes begynder den så? Hvad er dens afsæt og ideologiske særpræg? Efter min mening er svaret i grunden ganske enkelt: Kulturradikalismen er kristen protestantisme uden Gud.

Den protestantiske kristendom begyndte som kirkens indre oprør mod pavens dominerende magt. Den udviklede sig siden til et opgør med alle forsøg på at begrunde politisk magt religiøst. Den sekulariserede den politiske magt. Kulturradikalismen skabtes af samme bevægelse, men gik blot et skridt længere: Den lod også Gud forsvinde i sekulariseringen.

Således forstået er kulturradikalismen et (vild)skud på protestantismens stamme. Men dens fornægtelse af denne sammenhæng får den til at tillægge sig selv en større betydning, end den reelt tilkommer. Rothstein skriver, at han "synes, at det er godt, at de kulturradikale i sin tid trak samfundet fri af kirkens jerngreb." Det er at gøre musen til elefant. Det var ikke de kulturradikale, der skabte grobund for sekulariseringen af det politiske. Det var derimod den protestantiske kristendom, som kulturradikalismen selv har sin rod i.

Ganske som protestantismen tidligere havde trukket samfundets politiske institutioner fri af pavens herredømme, så måtte den i samme bevægelse ende med at trække samfundets politiske institutioner fri af ethvert kirkeligt regimente. Nogen særlig fortjeneste i det spil har kulturradikalismen ikke. Kulturradikalismens fornægtelse af sine egne rødder i protestantisk kristendom medfører, at den i det hele taget har et underligt overfladisk forhold til religion.

Den går helt dogmatisk ud fra, at alle religioner politisk set vil opføre sig ganske som protestantismen. Som om det ikke var noget, der måtte undersøges særskilt for hver enkelt religion. Denne naivitet fører Rothstein ud i en ejendommelig kamp. På den ene front kæmper han for at nedbryde den danske folkekirkeordning og for at adskille stat og kirke. På den anden front kæmper han samtidig på muslimernes vegne for at fremme islamisk lovgivning – med tørklæder, halalkød og særlige badeforhold for muslimer i offentlige institutioner.

Hvis man forstår, at den protestantiske kristendom har været en historisk forudsætning for, at vi har været i stand til at opbygge vort sekulære demokrati (og at islam med sin manglende skelnen mellem religion og politik har ydet modstand mod en tilsvarende udvikling i den islamiske verden), så kan man kun se Rothsteins holdning som et skridt på vejen til at undergrave det sekulære demokrati og dets menneskerettigheder.

Så bliver hans påstand om, at "det er problematisk, at kirken og religionerne nu vinder mere og mere indpas i samfundslivet", dybt ironisk. For er der nogen, der kæmper for denne forandring, så er det ham selv. For indførelsen af en religiøs lovgivning, som er fuldstændig fremmed for en sekulær demokratisk orden. På dette punkt er det interessant at modstille Rothstein og hans egen hovedfjende: Søren Krarup.

Rothstein forkaster den danske folkekirkeordning, og med sin støtte til indførelsen af dele af den islamiske lovpakke bevæger han sig ud på en glidebane, som kan føre til undergravelsen af den sekulære demokratiske orden. I modsætning hertil står Krarup fast på den religiøse tradition, der historisk har været afgørende for, at vi har realiseret en nogenlunde velfungerende sekulær demokratisk orden. Og af rent "jordiske" grunde går han ind for at bevare folkekirken; specielt fordi han ønsker fortsat at sikre, at politik fastholdes som et sekulariseret område.

Hvis målet er at opretholde den sekulære demokratiske orden, som sikrer åndsfrihed og religionsfrihed, hvem er så den mest rationelle? Rothstein er overbevist om, at det er ham. Men fra en strengt rationel synsvinkel fremstår det som selvbedrag.

Kai Sørlander er filosof og forfatter