Prøv avisen

Kultursystemernes kortlægger er død

Claude Lévi-Strauss blev 100 år. -- Foto: Pablo Secca/Wikimedia Commons

Den fransk-jødiske filosof Claude Lévi-Strauss er mest berømt for sine studier af de menneskelige myters strukturer, der sammenlagt giver noget i retning af "den menneskelige ånd", skriver dr. theol Hans Lundager Jensen

DEN FRANSKE FORSKER Claude Lévi-Strauss døde den 1. november i år i en alder af over 100 år. Han var en af det 20. århundredes vigtigste tænkere, og et af hans faglige områder var den del af religionernes verden, som er myterne. Og han var stjernen i den filosofiske retning, der blev kaldt strukturalismen, og som var moderne i Paris i 1960'erne.

Claude Lévi-Strauss' baggrund var jødisk – en af hans bedstefædre var rabbiner, og hans fader var maler. Han læste filosofi og jura i 1920'ernes Paris, men fik stilling i São Paolo i Brasilien, hvor han skulle introducere fransk samfundsteori. Herfra fik han sin særlige indsigt i sydamerikanske stammefolk.

Da Anden Verdenskrig brød ud, blev Lévi-Strauss soldat i Frankrig. Efter Frankrigs sammenbrud lykkedes det ham at slippe fra den nazistiske besættelse med en lille damper fra Marseille til den franske ø Martinique og herfra til New York via svensk bananbåd til Puerto Rico.

Rockefeller Foundation søgte at redde europæiske intellektuelle til USA, og Lévi-Strauss var blevet inviteret. I New Yorks emigrantmiljø blev han fortrolig med engelsk sprog og amerikansk antropologi. Han traf berømte forskere, og frem for alt tilbragte han dage i det offentlige biblioteks samling af etnografisk litteratur. Det var i dette miljø, at strukturalismen fødtes.

Kort fortalt er strukturalisme en måde at forstå ting i verden på. Alting antages at være en særlig sammensætning af elementer. Det særlige ved noget er den måde, hvorpå bestemte elementer er sat sammen.

Dette er meget indlysende i for eksempel kemi, hvor alting er sammensat af grundstoffer, men princippet kan overføres til for eksempel sprog. Hvert sprog benytter sig af et udvalg af konsonanter og vokaler, som kan sættes sammen efter bestemte regler, så de kan bruges til at danne ord og sætninger.

Det vil sige, at et sprog må vælge en mængde mulige lyd fra, som det ikke gør brug af, og kun have en overskuelig mængde regler for sammensætning. Men med det lille inventar kan der frembringes en uendelig mængde af udsagn. Lévi-Strauss' idé var, at menneskelige kulturer var på samme måde.

Efter krigen førte hans karriere ham til toppen af, hvad man kan opnå i Paris: et professorat på det fornemme Collège de France og medlemskab af det franske akademi. Dengang, i 1960'erne, var Paris centrum inden for filosofi, antropologi og samfundsteori, og det skyldtes ikke mindst Lévi-Strauss.

Han blev først berømt med en rejseskildring," Tristes tropiques" (altså "Triste troper"), hvor han beskrev sit ophold i Brasilien og sine overvejelser over antropologens dilemma imellem det hjemlige og det fremmede.

Det fremmede ser eksotisk, farverigt og oprindeligt ud i forhold til det grå og velkendte. Men det Sydamerika, Lévi-Strauss havde mødt, var enten dårlige kopier af Europa eller oprindelige kulturer på vej imod total opløsning. Bogen blev hans mest solgte, og dens første sætning er blevet citeret utallige gange: ... Jeg hader rejser og opdagelsesrejsende".

Det var med sit videnskabelige værk, at Lévi-Strauss skrev sig ind blandt de store tænkere i det 20. århundrede. Først kom slægtskabsformerne. Menneskelige kulturer har forskellige måder til at ordne, hvordan man er i familie med hinanden. Nedstammer man fra sin far, sin mor eller begge? Har man et særligt nært forhold til sin farbror eller sin morbror? Skal man helst gifte sig med sin kusine? Selv hos os må en mand ikke gifte sig med sin søster, sin mor, sin bedstemor, sin datter eller sit barnebarn.

LÉVI-STRAUSS FANDT, at der var én regel, der gjaldt overalt, og det er, at der overhovedet er en regel. Det er derved, at mennesker adskiller sig fra dyrene. Med forbuddet imod incest har menneskene meldt sig ud af dyreverdenen og etableret sig i deres eget univers. Lévi-Strauss har altid været intellektualist, en "kold" tænker. Vores kroppe er godt nok varme og fulde af følelser ligesom dyrs kroppe. Men mennesker er de eneste, der kan gennemskue, at under følelserne ligger der koder (gener, der slås til og fra), og under fortællinger og forestillinger ligger nerver i hjernebanen, der ar aktive eller ikke-aktive. Det var kold kost i de varme 1960'ere og de politisk overophedede 1970'ere.

I "Den vilde tanke" viste Lévi-Strauss, at kulturer i det hele taget er systemer. Mest berømt er spiseregler. Nogle, som jødedom og islam, har strikte regler. I det danske køkken vil det føles forkert at begynde med kage og slutte med marineret sild. I Kina serveres retterne samtidig. I Kina spiser de som bekendt hunde, og i Frankrig spiser de hestekød, indvolde og snegle. I Danmark regnes ål som en delikatesse, mens mange amerikanere regner ål til slangerne.

Lévi-Strauss drog to konklusioner. "Primitive" kulturer tænker lige så klart som moderne og vestlige. De kombinerer blot elementerne på en anden måde. Og hver kultur er en måde at forstå verden på.

Han drog senere en mere problematisk konklusion: Den vestlige verden er de facto i gang med at udslette alle andre måder at ordne verden på. Mange kulturer er bedre end én kultur, ligesom mange dyrearter er bedre end kun én.

Kronen på værket blev en enorm undersøgelse af amerikanske myter. I fire store bind, der udkom mellem 1964 og 1971, kortlagde Lévi-Strauss mange hundrede myter fra Syd- og Nordamerika. Umiddelbart udgør myterne en broget og uoverskuelig mangfoldighed fuld af bizarre enkeltheder som venlige jaguarer, månemænd, larmende tømrere og bedstemor-edderkopper.

Men mange af myterne ligner også hinanden, omend man også kan få en fornemmelse af, at det er tilfældigt, om fortællingerne handler om gribbe eller krokodiller, om drenge eller piger, om hvorvidt helten kommer op i himlen eller ned i en slugt. Skruer man endnu en gang på mikroskopet, dukker der strukturer op: mennesker og dyr, mænd og kvinder, himmel og jord, råt og tilberedt, nøgent og påklædt. Nu nåede Lévi-Strauss de grundstoffer, som myterne er lavet af, og han begyndte at se, hvordan en myte er blevet til ved at kombinere elementer fra dyrenes, køkkenets, tøjets eller kønnenes verden. Hver myte er et nyt produkt inden for et stort system af muligheder.

Hvem skaber disse myter? Mytefortælleren gør, naturligvis, men han eller hun ved normalt ikke, at myten er en kombination af gamle elementer. Som myter, så kulturer: Lægger man alle mytefortællerne sammen, så får man noget i retning af "den menneskelige ånd". Den fabrikerer fantasiverdener, fordi den menneskelige hjerne nu engang er sådan indrettet, at det gør den gerne, når den ikke er optaget af de mest nødvendige ting for kroppens overlevelse.

At læse Lévi-Strauss' "Mytologikker" (de enkelte bind har indbydende titler som "Det rå og det kogte" og "Det nøgne menneske") er en fascinerende rejse. Lévi-Strauss kombinerer abstrakte strukturer med konkrete detaljer, og der er ingen ende på, hvad man får at vide om opossummer, stjernebilleder, jagtskikke, broderier og tilberedning af muslinger i jordovne.

Og provokationen fra 1960'erne hænger stadig i luften: Er menneskelige kulturer og enkelte mennesker blot en sammensætning af ting, ikke kun af grundstoffer, men også af tanker og billeder, som kan løbe sammen og kombinere sig på en anden måde hos et andet menneske? Er det at være til at være en sammensætning, der varer for en tid for så at gå i opløsning, mens nye sammentræf sker andre steder? Lévi-Strauss var som sagt en "kold" tænker. Det behøver vi ikke at være for at blive inspireret og kloge af hans fantastiske bøger.

Hans Jørgen Lundager Jensen er professor og dr.theol. ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet

345318 Foto: Danica BijeljacReuters.