Den tyske besættelse af Danmark og Norge den 9. april for 76 år siden hører til en af krigshistoriens allerdristigske militære operationer. Dermed er også sagt, at den var risikabel. Dele af det tyske militær advarede Hitler om risikoen, fordi man vidste, at den engelske flåde var den tyske langt overlegen. Men Hitler fejede betænkelighederne af bordet.
Ved at se på kortet over Norges vestkyst er det indlysende klart, at her viste den tyske hær og flåde sig som de djævelsk dygtige krigere, de var. Blot dette at få alle de tyske skibe på plads i de dybe norske fjorde klokken 4.15 om morgenen den 9. april 1940 var en bedrift ud over det sædvanlige. Kun i Oslofjorden gik det galt ved Drøbak-fortet.
Ellers angreb alle de tyske flådefartøjer præcist på samme tidspunkt syv steder på Norges umådeligt lange kyststrækning. Og på helt samme tidspunkt landede de tyske besættelsestropper på udvalgte steder i Danmark og overskred grænsen i Sønderjylland.
Både i Danmark og Norge havde man i de første dage af april modtaget oplysninger fra Berlin om, at en militær operation mod Skandinavien kunne være forestående. Kilden til disse oplysninger var en officer i det tyske militære efterretningsvæsen ved navn Hans Oster.
Hvorfor begik Hans Oster højforræderi ved at lække angrebsplanerne til fremmede magters ambassader? Det gjorde han, fordi han tilhørte Hitlers modstandere, og formålet med at give fjenden fortrolige oplysninger var at medvirke til, at Hitler for en gangs skyld løb ind i et udenrigspolitisk nederlag.
Man må formode, at Hans Oster som officer har været klar over, hvor risikabel en operation en samtidig erobring af Danmark og Norge ville være. For at denne dristige operation skulle lykkes, var overraskelsesmomentet afgørende. Hvis de overfaldne lande kendte angrebsplanerne og angrebstidspunktet, forsvandt overraskelsesmomentet jo. Netop dette forhold kan have givet Hans Oster et ekstra incitament til at videregive de strengt hemmelige oplysninger. Nu tegnede der sig en reel mulighed for, at Hitler for første gang nogensinde løb ind i et udenrigspolitisk nederlag, og så var mulighederne for et kup fra hæren mod Hitler til stede.
Et par oplysninger illustrerer pointen: Tyskerne satte cirka 30.000 tropper ind i hele angrebet mod Danmark, men den styrke, der indtog København, var kun på 900 soldater. Det var denne styrke, der helt ubesværet lagde til ved Langelinie og efter få minutter uden at møde modstand ”erobrede” Kastellet. En storby blev besat af en styrke på 900 soldater! Tyskerne må have haft en klar forventning om ikke at møde modstand af betydning, ligesom de handlede i tillid til, at overraskelsen ville være total.
I øvrigt var den styrke, der op ad formiddagen erobrede Oslo, af samme størrelse, men her gik der altså mange timer, inden byen var i tyskernes hænder på grund af sænkningen af ”Blücher” i Oslofjorden og på grund af tåge i lufthavnen. De to tal viser lysende klart, hvor dristig operationen var, og hvor let det kunne være gået galt for den tyske hær, flåde og luftvåben.
Ved 76-årsdagen sættes der tilsyneladende ikke spørgsmålstegn ved, om Danmark den 9. april kunne have gjort lidt mere modstand. Da jeg selv var soldat, indøvede vi en kampform, der kaldtes undvigende kamp. Det gik ud på – hvis man blev angrebet af en overmægtig fjende – at trække sig planmæssigt tilbage, samtidig med at man generede fjenden mest muligt ved for eksempel at lægge sig i baghold, sprænge broer og lægge miner ud.
Formålet var at sinke fjendens fremrykning uden at engagere danske enheder i voldsomme tabsgivende slag. Dengang blev det indøvet gennem et scenarie, hvor danske soldater trak sig tilbage fra typisk Slesvig-Holsten for at sinke den røde fjendes fremtrængen op i Jylland.
Man var helt på det rene med, at man ikke kunne standse fjenden, men det næstbedste bestod så i at påvirke det tempo, fjenden rykkede frem i. Nogle dages eller endog blot timers forsinkelse af fjendens tidsplan kan få reel betydning. Undvigende kamp den 9. april 1940 kunne med ringe tab sandsynligvis have sinket den tyske fremrykning, og uden det havde udløst et terrorbombardement af København og andre byer.
Tyskernes formål med at besætte Danmark var sekundært i forhold til hovedmålet, som var Norge. Man ville komme englænderne i forkøbet, der planlagde at minere farvandet ud for Norges Vestkyst helt oppe ved Narvik for at bremse transporterne af malm fra de svenske malmlejer. For tyskerne var det afgørende at beskytte disse transporter.
For hurtigt at kunne besætte Norge var det nødvendigt for tyskerne at bruge den nye lufthavn i Aalborg. Uden denne ville det være vanskeligt at erobre Norge i et lynfelttog. Fordi det var en særdeles risikabel operation, skulle felttoget gå hurtigt. For at det kunne gå hurtigt, skulle lufthavnen i Aalborg erobres med det samme.
Man kunne have sprængt vejbroer eller lagt sig i baghold. Hvorfor sprængte man ikke Lillebæltsbroen? Eller broerne over Limfjorden? Eller hvorfor ødelagde man ikke Aalborg Lufthavn?
Hvorfor kunne den tyske hær bare tage færgen til Gedser og gå i land? Kunne man ikke have ødelagt færgelejet i Gedser? Kanonen på Middelgrundsfortet kunne man ikke få til at skyde, og derfor kunne tyskerne uhindret lægge til ved Langelinie. Herfra var der få hundrede meter til kastellet.
Alt dette kunne man – sådan ser det lysende klart ud i dag – have gjort, men man ville ikke. Man var op til den 9. april klar over, at noget var i gære. Tænkte man slet ikke på, hvor stor en hjælp, man ville have ydet Norge ved at forsinke Luftwaffes brug af lufthavnen i Aalborg?
Men man foretog sig ikke noget for at beskytte eller ødelægge lufthavnen. Tyske faldskærmssoldater overtog den nye lufthavn i Aalborg tidligt i forløbet. Tyskerne gik som sagt over grænsen klokken 4.15 og landsatte tropper i København, Gedser, Korsør og ved Lillebæltsbroen på samme tidspunkt.
Beslutningen om ikke at yde modstand blev truffet klokken 6, men de fleste enheder modtog først beskeden klokken 8. Derfor havde hæren og flåden kun mellem to og fire timer til at genere fjenden i.
Forsinkelsen i forbindelse med erobringen af Oslo med flere timer betød, at den norske konge og regering kunne forlade hovedstanden og flytte residensen nordpå. Senere sejlede kongen til England. Sammen med kongen og regeringen fragtede man hele den norske nationalbanks guldbeholdning på 20 tons.
Spørgsmålet om, hvorvidt det kunne have nyttet noget at føre undvigende kamp den 9. april 1940 er – sådan som situationen var for det danske militær den 9. april – forkert stillet. Undvigende kamp ville have krævet planlægning og forberedelser samt præcise efterretninger om de tyske planer. Disse forudsætninger var ikke til stede.
Formentligt krævede en sådan planlægning politisk godkendelse, og en sådan var næppe blevet givet. Regeringen holdt militæret i stramme tøjler. For regeringen Stauning-Munch skulle militæret være et neutralitetsværn og ikke en hær og flåde, der kunne føre regulære felttog. Så snart det blev konstateret, at der blev kæmpet i Sønderjylland og ved Amalienborg, besluttede regeringen og kongen at stoppe kampene. Nu må der være kæmpet nok, sagde man ved mødet, der sluttede klokken 6 om morgenen den 9. april.
Ingen tænkte tilsyneladende på, hvordan den danske kapitulation påvirkede Norges situation eller England/Frankrig, der var i krig med Hitlertyskland. Og ingen tænkte dengang på, hvilken gylden lejlighed til at hjælpe oppositionen mod Hitler man gik glip af ved den hurtige kapitulation klokken 6 den 9. april.
Kjeld Erbs er cand.scient.pol.