Det overfyldte morgentog kører på perron. Vi lader gratisavisernes monotone budskaber være, og i den mulighed, tidsfordrivet levner, søger øjnene nye udfordringer. I en blanding af nysgerrighed og ligegyldighed observerer vi, hvem der står af og på, og hvem der venter på en bedre afgang.
Vi brænder os fast på et ansigt, vi gør det til vores, og i splitsekundet bilder vi os ind, at vi er fortrolige med mennesket bag. Vi sætter en historie på, dømmer, at vedkommendes liv har artet sig sådan og sådan, at de sammenbidte læber skyldes turbulens i kærlighedslivet eller en endnu mere uoverkommelig økonomi end vores egen. Toget sætter i fart, vi prøver at indkredse fremtiden for personen, der blot bliver stående, mens livet farer forbi.
Den stille beluring hører mennesket til. Det vidste om nogen Herman Bang, der vedvarende lod sig inspirere af de synsindtryk, hans dagligdag gav ham. Som gule huskesedler lagrede de sig i hans sind, og når den sidste sammenhæng var faldet på plads, begyndte han at skrive. På den måde giver både hans journalistiske virke og forfatterskab os en indsigt i den menneskelige forskellighed. I den bangske optik er mennesket ikke en uniformeret masse, men et puslespil af individuelle brikker, der hver bærer rundt på sin helt egen historie.
Hans måske bedste observation er netop forbundet med en togstation. I 1884 var Herman Bang på oplæsningsturné i Jylland. Ved Skørping gjorde toget holdt, og som de øvrige passagerer gik han til vinduet. Under stationstaget så han et grønmalet vindue, hvis karme var fyldt med palmer og blomstrende kaktus. Mellem floraen stirrede en kvinde tomt mod en ukendt horisont. Hun sad med hovedet i hænderne, som var det det, livet havde at tilbyde hende.
I to år kunne Bang ikke løsrive sig fra kvindens udtalte længsel og den stilfærdige resignation, hun bar. Han tænkte videre på hendes tilværelses sværhed, satte navn på hendes forstummede sorg, og i digtningens frihed skabte han i 1886 Katinka Bai og mesternovellen "Ved vejen".
Hendes dystre sind kunne skyldes så meget, og alligevel kun så lidt. I "Ved vejen" er Katinka Bai gift med den forkerte, den maskuline stationsforstander Bai, der begærligt studerer græske kort i petroleumlampens skær og har en affære med en pige på kroen.
Anderledes er det med Huus, den nye forvalter på egnens proprietærgård. Han besidder præcis den finhed og dannelse, der er så fjern for Bai. Katinka og Huus indleder et forhold, der umiddelbart blot synes at være venskabeligt, men under den antydningens kunst, som novellen er skrevet på, træder trekantsdramaet i karakter. Katinka og Huus er bestemt for hinanden, men i det øjeblik, deres læber mødes i det ventede kys, bliver det indlysende, at deres forhold kun kan fortsætte i fortidens erindring. Huus forlader uden varsel egnen. Katinka bliver tilbage i vindueskarmen, indtil tuberkulosen bærer hende op på kirkegården.
"Ved vejen" er dermed andet end en novelle, der har til hensigt at få tårerne til at flyde på ungpigeværelserne. Det er en hård socialrealistisk historie om et samfund, der konsekvent fastholder normerne i et jerngreb alene for grebets skyld. For kvinderne i 1880'erne var ægteskabet reelt den eneste mulighed for at komme videre i livet, og blev de så gift, gik livet som regel i stå. Eller som Katinka Bai siger i en samtale med præstedatteren Agnes Linde, der selv er klar til det store eventyr: "Så mange chancer har vi kvinder egentlig ikke: de første 25 år af vor tilværelse danser vi rundt og venter på at blive gift – og de sidste 25 år sidder vi hen og venter på at blive begravet."
Vi er tilbage på Skørping Station. Bang så et ansigt mellem vindueskarmens blomster. Det var ikke et ukendt ansigt, det tilhørte hans egen mor. Gennem sin barndom, først på Als, så i Horsens, var han vidner til sine forældres umulige ægteskab. Faderen, der var præst, led af tungsind og depressioner, og i hans nærvær rådede kun mørkets kræfter. Anderledes var det med moderen, der altid mødte børnene med lys og leg. Det var ikke svært for Bang at tage sin mors parti, og de, der ville forsøge at kvæle hendes latter og smil, så han som sine fjender. Det blev døden, der fik det sidste ord. Moderen døde af samme sygdom som Katinka Bai i en alder af bare 41 år, og dermed mistede den 13-årige Bang sit faste holdepunkt.
Men moderbindingen gik hinsides døden, og Bang lod mindet om dette ophav være et centralt omdrejningspunkt i sin senere litterære karriere.
Ikke alene optrådte moderen som
Katinka Bai, hun fik også plads i den beslaglagte romandebut "Håbløse slægter" fra 1880 og "Det hvide hus"
fra 1898.
Med moderen som fundament gjorde Bang kvindeskikkelsen til en specialitet. Bedre end nogen af sin samtids forfatterkolleger favnede og forstod han det postuleret svage køn. I disse eksistenser så han, hvordan håbet om en bedre tilværelse levede på trods af de sølle muligheder, de havde. Han så, hvordan kvinderne enten blev ydmyget af det gældende samfundssyn eller selv sad inde med så lidt selvværd, at de i den gode sags tjeneste lod sig ydmyge.
Det ser vi eksempelvis hos Ida Brandt, der i "Ludvigsbakke" fra 1896 ofrer alt for sin kærlighed, godsejersønnen Karl. Han gengælder imidlertid ikke hendes tilnærmelser, og miseren ender med, at Karl vælger en anden kvinde. Ida Brandt, der som Bangs øvrige kvinder grænser til det naive, bliver efterladt med aben, fortvivlelsen og smerten uden at forstå årsagen.
"Ludvigsbakke" blev modtaget med begejstrede anmeldelser, og romanen satte tydelige spor hos læserne. Mest rammende var reaktionen hos Gustav Wied, der kort efter udgivelsen trak Bang ind i en port i Sæby, hvor de begge boede: "Knæl," befalede Wied, "i en hel uge har jeg grædt over Ida Brandt."
Som Katinka Bai blev også Ida Brandt skabt gennem "spionage". I vinteren 1891-1892 var Bang indlagt på kommunehospitalet i København på grund af slidte nerver, et overdrevet pillemisbrug og en almen overanstrengelse. Lænket til sengen havde han tiden for sig. De lange dage og de søvnlæse nætter brugte han på at studere den arbejdsomme sygeplejerske, der plejede ham. Hendes stille liv formede sig for ham, og da han satte sig til at formulere hendes definitive skæbne, sad han i landlig isolation i Skørping – ikke langt fra Katinka Bais vinduesramme.
Der er mange veje ind til fortolkningen af Bang og hans kvindesyn. En af vejene går om ham selv. Ligesom moderens, Katinka Bais og Ida Brandts var Bangs eget hjerte ulykkeligt. Som homoseksuel i en tid, hvor den form for sameksistens var forbudt, måtte han camouflere sine følelser. Den største kærlighed var den tyve år yngre skuespiller Jørgen Frederik Boesen, af Bang udelukkende kaldet Fritz. Om der har været et seksuelt forhold mellem de to, forbliver et mysterium. Men i kølvandet på et omfattende sædelighedsopgør i 1906, hvor homoseksuelle blev anholdt, skrev Johannes V. Jensen i Politiken, at Bang led af "platonisk kærlighed til en løjtnant." Løjtnanten var Fritz. Bang følte sig forrådt og udstillet, og da sagen havde lagt sig, tog han flugten til Berlin. Mens togstammen arbejdede sig mod den tyske hovedstad, så Bang måske sig selv. For falder lyset rigtigt, virker en togrude som et spejl, og omend vi befinder os i analysens mudrede vande, er det nærliggende at se Katinka Bai og Ida Brandt som en reproduktion af Bang selv.
Igen sidder der nogle i et tog. Denne gang i Chicago i januar 1912. De ser en hostende, afbenet mand blive hjulpet op i toget på den anden side af perronen. De tænker deres, de gør deres notater. Måske én af dem har fantasi nok til at se denne rejse som mandens sidste, måske vedkommende digter videre og ser for sig, at manden besvimer i sin kupé og dør få dage senere på et fremmed hospital.
Disse registrerende øjne er ikke mere, kun ham, de iagttog, lever videre. I dag ville han være fyldt 150 år. I dag bør vi hylde ham noget mere råbende, end de stille typer, han gav en fortjent plads i historien.
Bo Nygaard Larsen er journalist og forfatter
Læs kronikken i morgen:"Kulegrav
den danske udviklingsbistand" af
Jann Sjursen, generalsekretær
i Caritas Danmark