Jeg er lykkelig, fordi jeg har valgt at ville være lykkelig.
Selvfølgelig kunne jeg være meget lykkeligere, men jeg kunne også være meget ulykkeligere.
Det, det kommer an på, er at finde harmoni med sig selv.
Prins Henrik, 1994
I januar måned læste jeg Lykke-Per. Jeg var netop kommet hjem fra et studieophold i Madrid og havde et par uger fri til at falde til i Aarhus, inden forårssemestret begyndte igen. Da jeg havde tid og ro til det, fik jeg lyst til at læse en god og lang klassiker, og valget faldt altså på Henrik Pontoppidans hovedværk fra 1898.
Undervejs i læsningen blev jeg igen bekræftet i hvilken selvindsigt og inspiration der er at hente i bøgerne. Lykke-Per både fascinerede mig og inspirerede mig til at tænke større tanker omkring mig selv og det kandidatvalg jeg står over for. For er der én ting man lærer ved læsningen af Lykke Per, så er det vigtigheden af at kende sig selv, og at affinde sig med sig selv.
Pontoppidans roman om Lykke Per er en medrivende fortælling om Peter Andreas Sidenius’ liv gennem alle livets stadier. Peter Andreas, eller Per, som han vælger at kalde sig selv, vokser op som familiens sorte får blandt 10 søskende i en østjysk konservativ præstefamilie. Sidenius slægten beskrives, meget lig Johannes Kroghs familie i DR-serien ”Herrens Veje”, som en flere hundrede år gammel præsteslægt, og der er store forventninger til Per og hans brødre om at de skal efterfølge faderens virke som præst.
Som 16-årig bryder Per dog op fra hjemmet, og flytter til København for at starte på ingeniørstudiet. Per kommer i kontakt med flere forskellige klasser i datidens København, og begynder gradvist at udforme den ide, som skal blive til hans livsprojekt. I Pers vision skal Danmark gennem ingeniørkunsten vækkes fra sin udviklingsmæssige dvale ved at skabe industri og udnytte naturens ressourcer ved Vesterhavet. Herefter følger vi Pers liv som ung ingeniørstuderende i Københavns gader med alt hvad der hører med af værtshusbekendtskaber, dannelsesrejser, overklasseforlovelser og identitetskriser.
Sideløbende med læsningen af Lykke-Per har jeg som sagt stået overfor en skillevej i forbindelse med valget af kandidatuddannelse på Aarhus Universitet. Beslutningen synes for mig ikke så lige til, for hvad er det lige for et felt, jeg overordnet set gerne vil bruge de næste 50 år af mit arbejdsliv på? Som jeg kan lære af Lykke-Pers tilfælde, gør man sig falske forhåbninger, hvis man tror man kan planlægge sin livsbane og sit karriereforløb i detaljer. Begge er derimod nok nærmere betinget af en stor grad af tilfældigheder og de forskellige bekendtskaber man får på sin vej. Men alligevel ser jeg det som en pligt at gøre det klart for mig selv hvad for nogle mål og ambitioner, jeg har for mit liv, og hvad jeg gerne vil have ud af det.
Kernen i denne ambition er for mig sammenfattet i en aforisme, som angiveligt stod indskrevet over indgangsporten på et tempel i det antikke Grækenland, nemlig: Gnōthi seauton - Kend dig selv! Der er dog som bekendt det med selvet, at det kan være en svær størrelse at få klarhed over. I hvert fald for mit eget vedkommende. Men man skylder at kende sig selv. Og netop i udforskningen af livet og sin egen rolle i det, kan litteraturen tjene til stor hjælp. I den store litteratur findes nemlig en uudtømmelig brønd af inspiration, refleksion, trøst og genspejling, som frit kan hentes op. Det samme er i høj grad tilfældet i fortællingen om Lykke-Per.
Man bliver draget og inspireret af Lykke-Pers gåpåmod og ambitioner, og får selv lyst til at turde tænke store tanker. Ligesom det er tilfældet med Lykke-Per, kan man ikke tænke uddannelse uden at forholde sig til, hvilken baggrund man selv kommer fra, og hvor man gerne vil hen ud fra den. Lykke-Per oplever en tidlig modvilje mod alle de traditioner og den mangel på ambitioner, han finder i sin barndoms præstegård, og han er uforstående over for de elementer i tilværelsen, som hans familie finder lykke og ære i. Dette skaber en inkongruens i Lykke Per, der driver ham til selv at drage ud og søge lykken fra en anden kant.
I bedste oprørsstil søger han til hovedstaden og ind på det rationelle og naturvidenskabelige modsvar til teologien, nemlig ingeniørstudiet. Som polytekniker, eller tusindkunstner, som et af Pers bekendtskaber i bogen kalder det, er det han vision at hæve folket op fra den udviklingsmæssige tåge som han mener kristendommen og det provinsielle liv har omhyllet danskerne i. Gennem ingeniørkunsten er det Pers plan at udnytte det store Vesterhav med dets stride vestenvinde som Jylland er kendetegnet ved, til at anlægge nye havne og kanaler ved Jyllands kyster, drevet af strøm genereret fra vindens kraft og bølgernes brusen, og på den måde forbinde og udbygge Danmark (og dette er altså skrevet for 120 år siden). En ambitiøs og beundringsværdig plan fra den unge præstesøn, som på trods af sine kun 20 år, føler sig stærkt drevet og kaldet til at iværksætte denne plan.
Pers plan går dog heller ikke helt som han forestillede sig det i sine unge dage. Undervejs bliver han modløs og forvirret over sin egen eksistens og må sidenhen erkende, at han bliver nødt til at forholde sig til sin opvækst som præstesøn. I takt med at han bliver ældre, oplever han ligeledes sin før så selvsikre og fremadstormende færd blive bremset af livets fortrædeligheder og de nederlag og identitetskriser som hører med. Dette kommer alle i større eller mindre grad ud for i løbet af et levet liv.
Det jeg finder vigtigt ved fortællingen om Lykke Per er, at han gjorde hvad han kunne, ud fra det han vidste om sig selv, set i lyset af hvad han kom fra. Det er dét der er vigtigt i ungdomsårene, i krigerårene. Man skal ud og definere sig selv i samspil med andre. Bidrage med sine egne idéer og komme med alt det, som er karakteristisk for én selv. Det er vigtigt at gøre status på sig selv, og se på hvad du har gjort indtil nu, og hvad du godt kunne forestille dig at gøre i fremtiden. Det er dé beslutninger du skal træffe de store valg i livet på. Danske Piet Hein forklarer det meget smukt i sit digt:
Du skal ikke ville det hele.
Du er kun en enkelt del.
Du ejer en verden i verden.
Dén skal du gøre hel.
Lykke-Pers liv gav først mening for ham selv de sidste år af hans levetid. Gennem hele livet havde han forsøgt sig med alt, hvad han begærede og ønskede, inklusiv at være alle de personer, han ikke var. Det tog tid for Lykke-Per at lære sig selv at kende, og ikke mindst at turde at stå ved det han fandt, når han kiggede indad.
Det er meget muligt at de fleste mennesker kommer til at føle, at livet først rigtig giver mening, når de ser det i bakspejlet. Men derfor er der stadig meget valg som skal træffes undervejs i livet, som kræver, at du ved hvem du er. For mig eget vedkommende lærer jeg mig selv bedre at kende gennem litteraturen og dens eviggyldige, forunderlige og vedkendende livsbeskrivelser, som man i de fleste af livets sfærer kan inspireres af og søge forståelse hos. For når man opdager, at man spejler sig i karaktererne i en bog, betyder det netop, at man ser et genspejl af noget, som man måske ikke var klar over fandtes i en selv.
Ligesom det var tilfældet i Lykke-Per.