Kunsten at være mor

Efter at dagens kronikør fik børn, har kærligheden, taknemmeligheden, sårbarheden og magtesløsheden været faste følgesvende i hendes liv. Men ingen andre følgesvende har beriget hendes liv så meget

Mit liv blev aldrig det samme, efter jeg blev mor, men det var ikke noget, jeg gjorde mig klart, da det skete. -
Mit liv blev aldrig det samme, efter jeg blev mor, men det var ikke noget, jeg gjorde mig klart, da det skete. - Foto: Foto: colourbox.dk

Mange vil fortælle om, hvordan deres liv tog en brat vending på grund af noget, nogen gjorde. Sådan har det ikke været for mig. Da der skete noget, som for altid ændrede mit liv, var jeg mig det ikke bevidst. Mit liv blev aldrig det samme, efter jeg blev mor, men det var ikke noget, jeg gjorde mig klart, da det skete.

Da jeg fik mit første barn, var det mest de ydre ting, jeg opfattede som ændrede: at jeg ikke selv kunne bestemme, hvornår jeg sov og spiste, at vi gik fra at være to til at være tre; at der altid var behov, som var vigtigere end mine, at der skulle mere planlægning til og flere ting med, når vi skulle nogen steder.

Da nummer to og tre kom ret hurtigt, var der meget at se til som småbørnsfamilie. Udfordringen var at få hverdagen og økonomien til at hænge sammen og samtidig have tid til at være sammen med børnene.

Glæden var der, men nogle gange glemte jeg at nyde børnene midt i alt det praktiske, der skulle gøres. Min kloge far sagde, da vi fik vores ældste: "Nyd det, det går alt for stærkt". Det er jeg ham dybt taknemmelig for, for det fik mig netop til at huske at stoppe op ind- imellem.

Først langt senere gik det op for mig, hvad der i virkeligheden skete, da jeg blev mor. Jeg gik fra at være forholdsvis ubekymret til at være bekymret. Bekymringen for, at der skulle ske dem noget. Bekymringen for, om de ville klare sig i dette liv, om vi som forældre kunne gøre dem livsduelige.

Fik de gode venner? Gik det dem godt i skolen? Ville de klare de krav, de fik stillet i dette komplicerede liv? Ville de bruge deres liv godt og ville livet bruge dem? Bekymringerne i alle de sene nætter, hvor de ikke kom hjem til tiden. Bekymringen for, om de ville finde en dejlig kæreste.

Der er ingen ende på bekymringerne. Men også bekymringen for ikke at bekymre dem med mine bekymringer. Og bekymringerne må jeg til stadighed øve mig i at holde i ave. De går op og ned, men vil altid med mellemrum fylde meget. Også selvom bekymringerne ændrer sig.

Og kærligheden. Kærligheden har altid været i mit liv. Kærligheden til mine forældre, mine søstre, min mand og mine venner. Jeg tror ikke, jeg var forberedt på, at kærligheden til mine børn er anderledes end al anden kærlighed. Jeg elsker dem fuldstændig uden forbehold. De kan såre mig, være ligeglade med mig, men jeg vil altid elske dem.

I min verden kan jeg ikke vælge dem fra. De kan nok vælge mig fra, men jeg kan ikke vælge dem fra. De er mine livsvilkår. Igen må jeg citere min far, som sagde til mig: "Det er jo sådan, at kærligheden til ens børn vil altid være stærkere end kærligheden til ens forældre".

Og stoltheden over dem. Det er jo mine børn, nå ja, også min mands! Børnene er meget forskellige, og der er forskellige ting at være stolt over: at være god at være sammen med og have venner, at tage stilling til tingene, at tage et socialt ansvar, at turde stille sig op, at klare sig godt i skolen, at være dygtig i et køkken, at spille musik. Listen er uendelig og frygtelig kedsommelig for de fleste, men ikke for os, der elsker dem.

Jeg fandt glæden og optagetheden over ubetydelige ting, som andre, der ikke elskede dem, ikke syntes var særlig interessante. Kunne tale om dem i timevis. Hvis min mand og jeg havde en aften alene, hvad talte vi så om? Børnene. Og det gør vi sådan set stadig.

Jeg blev sårbar på en ny måde. For tænk, at der var nogen, der var så afhængige af mig. Tænk, hvis der skulle ske mig noget, mens de var små og havde så meget brug for mig. Det har hjulpet, nu de er voksne og næsten voksne. Jeg er ikke så bange for, at de ikke kan klare sig uden mig. De har fået et fundament og vil klare sig, også uden mig.

I sårbarheden ligger også det, om jeg som forælder har gjort det godt nok. Jeg bliver på en måde bedømt på noget, jeg ikke selv har gjort. På om børnene "klarer sig". Også selvom det, at de "klarer sig", har mange andre medspillere, end om vi som forældre har gjort det godt nok.

Taknemmeligheden er også kommet ind i mit liv på en ny måde. Før jeg fik børn, syntes jeg nok, jeg havde planer med mit liv og havde et dejligt liv og gjorde mange ting, jeg var meget glad for. Havde også skønne oplevelser og blev forelsket, gift, fik uddannelse, arbejde.

Men jeg husker ikke, at taknemmeligheden var en del af mit liv. Men taknemmeligheden kom. Bare det at sidde og se på børnene. At være sammen med dem. At kunne gøre sjove, skøre og hyggelige ting sammen. De er vores, selvom de kun er til låns. Tænk, at vi har fået tre børn, som hver for sig er fuldstændig fantastiske, og som ikke fejler noget. Det er ingen selvfølge.

Samtidig er udfordringerne også kommet. For ingen uden mine børn har i den grad set på mig med kritiske øjne. Fået mig til at fremstå så tåbelig. Fået mig derud, hvor det er svært eller umuligt at bunde. Og deraf er jeg forhåbentlig også blevet klogere. Eller i hvert fald et forhåbentligt mere rummeligt menneske. Selvom det ikke er sket uden sværdslag.

Da børnene blev større, kom magtesløsheden. Magtesløsheden over ikke at kunne fjerne stenene på deres vej, over ikke at kunne vælge deres venner, over ikke at vide det meste af, hvad der skete i deres liv og kunne påvirke det. Over ikke at være sikker på, de fik et godt liv.

Mange gange har det eneste, jeg har kunnet gøre, været at folde hænderne. Og bede til, at det går dem godt. Og godt behøver ikke være, at det går på en bestemt måde, men at de får et godt liv, og det kan man få på mange måder. Så magtesløsheden hører sammen med bekymringen.

Kærligheden, stoltheden, taknemmeligheden, sårbarheden, bekymringen og magtesløsheden er blevet faste følgesvende, efter jeg har fået børn. Men ingen følgesvende har som de gjort mit liv rigt.

Mange, som ikke har børn, vil sige, at de har lært disse følgesvende at kende på andre måder. Og det er jeg ikke i tvivl om. Men for mig har det, der har ændret mit liv mest og gjort det rigest, været at få børn.

Else Røndal Olsen er sygeplejerske og mor.