Kunstens spænding

Ikke mange kritikere kender både kristendommens og litteraturens historie. I englænderen James Woods bog »The broken Estate« opdager man et væld af underbelyste områder, når han udogmatisk diskuterer tro og litteratur sammen

Interessen for at skrive om sig selv, eller spejle sig i andres bedrifter, er stor i disse år. Men der findes ved siden af biografimarkedet et marked for mere specialiseret litteratur. Til denne del hører en ny essaysamling om litteratur og tro, som er skrevet af englænderen James Wood. Wood er kun 35 år og arbejder som tidskriftsredaktør i USA, og han skriver om litteratur og tro på en måde, som ikke er set længe. Han har haft en komet-karriere inden for engelsk litteraturkritik, hvor han har gjort sig gældende som en belæst, meget kritisk og yderst velskrivende litterat. Hans bog hedder »The Broken Estate. Essays on Literature and Belief« og handler om forskellige romanforfattere fra Jane Austen til Thomas Pynchon. Og da Wood ikke er universitetsansat, slipper han (og vi) for fodnoter og høflige indledninger. Alle bogens forfatterskaber beskæftiger sig på en eller anden måde med tro, men det er ikke forfatternes personlige overbevisning, Wood er interesseret i. Han beskæftiger sig med, hvordan litteraturens begreb om tro og sandhed adskiller sig fra religionens, og hvordan litteratur og tro hos de 20 udvalgte forfattere støder sammen. Wood skriver i bogens forord, at alle romaner er fælles om to ting: de handler alle om virkeligheden, og de handler alle om tro. Med det første menes ikke, at alle romaner er nøjagtige gengivelser af virkeligheden, men at alle romaner som udgangspunkt ønsker at videregive en erfaring af virkelighed, som læseren skal forholde sig til. Denne gengivelse bliver virkelig på forskellig måde: den kan f.eks. svare til noget andet inden for romanens eget univers, eller til virkeligheden »derude«, eller til en erfaring læseren genkender fra sig selv, f.eks. sorg eller melankoli. Det virkelige i romanen findes altså i forskellige udgaver. Men selvom romanen altid handler om virkeligheden, er den paradoksalt nok også altid u-virkelig i sit udgangspunkt. Det skyldes, at alle romaner skaber noget ud af intet. Og da dét i grunden er magisk kan man sige, at al litteratur som udgangspunkt er magisk eller overnaturlig, eller u-virkelig. Men ikke desto mindre præsenterer dette magiske sig som virkeligt. Læseren bliver bedt om at tro på den virkelighedserfaring, som romanen gengiver, og derfor handler al litteratur også om tro. Forfatteren skaber med sin roman noget ud af intet (det er det magiske), og dette magiske præsenterer sig derefter som virkeligt ved at sige til læseren: »Læs mig, jeg handler om virkeligheden« (i en eller anden udgave). Litteraturen kan derfor kun blive sand, ved at læseren tror. Det virkelige i romanen er en magi, som vi læsere skal give gyldighed og bekræfte. Ellers gider vi ikke læse romanen og lægger den fra os. Og dét er vigtigt: vi kan vælge IKKE at tro på romanens magi; vi kan som læsere fravælge og sige: »Denne roman er usandsynlig, den vil jeg ikke læse«. Så har vi fravalgt romanens virkelighedsgengivelse, og præcis i denne mulighed for fravalg adskiller litteraturens tro sig fra religionens tro. Litteraturen er kun sand, så længe vi vælger at tro den er sand. Den religiøse tro kan derimod aldrig være »som om«; enten er f.eks. kristendommen sand, eller også er den ikke. Hvis religionen er sand, må troen være absolut. I litteraturen derimod har man altid friheden til ikke at tro. James Wood skriver, at litteraturen venligt beder læseren om at bedømme dens udgave af virkeligheden, hvorimod religionen hævder, at den er selve virkeligheden og dermed sand. Dét må man så tro på eller lade være, men det er enten-eller. I litteraturens verden er det aldrig enten-eller, men altid også som-om. For James Wood er det yderst vigtigt, at fastholde en skarp distinktion mellem »litterær tro« og »religiøs tro«. Og netop fordi denne adskillelse er vigtig, tiltrækkes han af forfattere, som kæmper med den. Wood er prisværdigt redelig i sin beskæftigelse med disse forhold. Han afviser enhver form for »forkyndende« eller »kristelig« litteratur, og er ikke interesseret i at tale den opbyggelige litteraturs sag. Tværtimod er han fortaler for en skarp adskillelse af litteratur og religion, fordi en sammenblanding skader både litteraturen og religionen. Ikke desto mindre blev de to områder blandet sammen i midten af forrige århundrede med stor skade for både kristendommen og den europæiske roman til følge. Woods opfattelse er, at man omkring 1850 begyndte at læse Bibelen som en biografi eller en roman. Sådan læste den franske filosof Ernest Renan og den engelske forfatter Matthew Arnold, og de var med til at fjerne Jesu guddommelighed og gøre ham til en slags romanhelt, og romanhelte er jo fiktive. Jesus mistede dermed sin guddommelighed, og da han gjorde det, mistede kristendommen sit sandhedskrav. Kristendommen som tro blev svækket så meget, at Nietzsche med lethed kunne erklære Gud død få årtier senere, og tilbage var kun kristendommen som religion og moral. Kristendommens styrke er ikke dens gode moralske ideer, men at den er sand, skriver Wood. Er den ikke dét, er den blot en slags filosofi. Wood mener, at Renan og Arnold fjernede Jesu status som Guds søn, og forvandlede ham til en dårlig udgave af Dostojevskijs hellige fjols, »Idioten«. Altså Jesus som en slags moralsk humanist. Samtidig med, at Renan gjorde Bibelen til litteratur, gjorde forfatteren Flaubert romanen til bibel. Æstetikken blev den nye religion, og stilen blev en slags tro. En konsekvens af Woods udredninger er, at han bedømmer megen litteratur efter 1850 yderst kritisk. Det er han næsten nødt til, når han mener, at romanen topper kvalitetsmæssigt omkring 1850. Og det er pragtfuldt at læse en kritiker, som velargumenteret kritiserer mange af de forfattere, som vi er vant til at tænke på som klassiske, og derfor næsten urørlige. Men hos Wood kan man læse, at Virginia Woolf skrev flere dårlige romaner, at engelsk efterkrigslitteratur er elendig og visionsløs, og at amerikanerne Don DeLillo og Thomas Pynchon er strengt overvurderede. Hans standarder er høje, men de er det på litteraturens vegne. Et af de bedste kapitler er om Melville og »Moby-Dick«. Denne måske største klassiker i amerikansk litteratur er fra 1851, altså lige omkring Woods »vendepunkt«. I den ser man kampen mellem tro og litteratur for fuld udblæsning, og man ser hvorfor det er vigtigt, at de to områder ikke blandes sammen. Melvilles forfatterskab er præget af den puritanske tradition, hvor man »læser« verden allegorisk eller metaforisk. Sådan opfattede de engelske pilgrimme og udvandrere verden, da de ankom til USA i 1600-tallet, og de dannede en stærk tradition for at fortolke tegn som manifestationer af Guds vilje. Verden er aldrig bare verden; den består af tegn, som dækker over en stabil mening. Bag den umiddelbare, ydre verden gemmer sig en skjult mening, som skal fortolkes. For puritanerne var denne mening selvfølgelig Gud. Melville tvivlede på, om de havde ret, men ikke på deres metode. Så han forsøgte at beskrive Gud, hvis eksistens han altså betvivlede, metaforisk. Men kan man det? Melville svarer i »Moby-Dick« nej. Når man beskriver et fænomen metaforisk, forudsætter man en lighed mellem to adskilte størrelser, som ret beset ikke findes. En rose er ikke det samme som kærlighed, men det lader vi som om, når vi således beskriver kærligheden med et sprogligt billede. Men hermed opstår (mindst) to problemer: For det første kræver metafor-brugen, at sammenligningen er konsekvent. Hvis kærlighed er at ligne med en rose, må det betyde, at kærligheden også har torne. Da de fleste har oplevet sandheden i dét, er rosemetaforen en god og klassisk metafor. Den dækker stort set det, vi vil sige om kærligheden, men også kun næsten: en rose er jo stadigvæk ikke det samme som kærlighed. Men man kan sagtens tænke sig andre sproglige billeder, hvis del-elementer ikke passer til dét, vi gerne vil sige om et givet fænomen. Så kan metaforen tvinge sprogbrugeren til at sige noget, han egentlig ikke mener. For det andet medfører enhver metafor-brug en form for relativering af det fænomen, som man gerne vil beskrive med et sprogligt billede. Da Melville i »Moby-Dick« med hvalen som billede forsøgte at nærme sig Gud sprogligt, fandt han ud af, at har man først sammenlignet Gud med én ting, er der ret beset intet, der forhindrer, at Gud også kan sammenlignes med alt muligt andet. Det er dette, der bl.a. sker i »Moby-Dick«. Hvalen i bogen er ikke kun Gud, men også Satan, en bog, et sprog, en nation, og meget andet. Melville ville gøre den hvide hval til et billede på Gud, men det endte med, at sproget »tvang« ham til at læsse så megen betydning ind i hvalen, at den til sidst slet ingen mening havde. Den blev til intet, men er Gud intet? Det var ikke dét, Melville fra begyndelsen ville nå frem til. Han ville gerne finde én betydning, men fandt en masse modstridende meninger i stedet. Når man således er i sprogets eller metaforens vold, kan man umuligt nærme sig Gud. Sproget kan ikke nå ind til kernen, som derfor altid forbliver ubeskrevet. Melville oplevede, at sproget aldrig slår til, for det opløser sig i mangfoldighed, når man gerne vil beskrive noget af enhed. Men sproget er alligevel det eneste redskab vi har, til at nærme os og indkredse Gud eller kærligheden eller døden. Derfor kan James Wood skrive om Melvilles ulidelige spænding: »Det, som Melville elskede højst - sproget - adskilte ham fra det han længtes mest imod: Gud«. Det lyder måske lidt trist og paradoksalt, men ikke desto mindre er det ud af selve denne spænding, at den bedste kunst skabes, som nu f.eks. mesterværket »Moby-Dick«. James Woods litteraturkritik kan lyde svært tilgængelig, men det er den ikke. Han er ingen akademisk træmand, men skriver let og flydende, og præsenterer sine ideer på anskuelig facon. Imidlertid er emnet for bogen »svært«, men det er de fleste gode bøger sådan set, når man tænker efter. »The Broken Estate« af James Wood er hermed anbefalet til alle litteraturelskere. Ikke mange kritikere kender både kristendommens og litteraturens historie, og man opdager et væld af underbelyste områder, når en forfatter som Wood udogmatisk diskuterer tro og litteratur sammen - uden at sammenblande, altså. James Wood: The Broken Estate. Essays on Literature and Belief, 270 sider, New York: Random House, 1999 phd.studerende