Kunstner bearbejder fars oplevelser i Damkatastrofen

Kunstner Anders Moseholm faldt en dag over et fotografi af sin far med et af ofrene fra Damkatastrofen i armene. Faderen havde besluttet at fortrænge den makabre og tragiske oplevelse. Sønnen bearbejder katastrofen i en udstilling, der åbner i dag

Kunstner Anders Moseholms far deltog i redningsarbejdet efter katastrofen på Haderslev Dam i 1959, hvor 57 mennesker omkom. 37 druknede, mens 20 brændte ihjel. Her ses maleri af Anders Moseholm, “Hinanden”, 2018, olie på lærred.
Kunstner Anders Moseholms far deltog i redningsarbejdet efter katastrofen på Haderslev Dam i 1959, hvor 57 mennesker omkom. 37 druknede, mens 20 brændte ihjel. Her ses maleri af Anders Moseholm, “Hinanden”, 2018, olie på lærred. . Foto: Brian Ølgaard Sørensen.

KATASTROFEN PÅ Haderslev Dam den 8. juli 1959 efterlod Haderslev i en tilstand af chok og sendte bølger af sorg gennem resten af Danmark. En lystig udflugt i solskinsvejr på udflugtsbåden Turisten endte med at berøve et stort antal mennesker livet.

Båden, der fragtede folk til og fra Haderslev og Restaurant Damende, var godkendt til at befordre 35 personer, og der var af den grund kun redningsbælter til dette antal passagerer. Alligevel lod skipperen 95 passagerer gå om bord på dagens sidste sejlads fra Damende til Haderslev by.

Da båden fik motorstop kort før ankomsten til Haderslev på grund af brændstofmangel, forsøgte skipperen og en medpassager at hælde benzin på. Man hældte den gennem nogle overskårne gummislanger, men en af slangerne sprang af, så benzinen flød direkte ned på den glødende motor, som antændte benzinen.

Med ét stod båden i flammer. Passagererne kæmpede nu panikslagne om at komme væk fra den brændende båd. Der var ikke styr på noget som helst. Mange passagerer døde af forbrændinger. Andre skubbede og trådte på hinanden, så de druknede, selvom vandet var så lavt, at de let kunne have gået i land.

I alt 57 mennesker omkom. 37 druknede, mens 20 brændte ihjel. Skipperen, der også var restauratør, fik en dom på otte måneders fængsel for uagtsomt manddrab og fik frakendt retten til at føre skib for bestandigt.

Maleren Anders Moseholm (født 1959) har skabt en suite af malerier om denne katastrofe, skønt han i sagens natur ikke selv oplevede tragedien, da han først kom til verden nogle måneder efter. Men han har oplevet den indirekte gennem sin far, der deltog i redningsarbejdet som værnepligtig i Civilforsvaret.

Faderen blev dybt traumatiseret af den makabre og tragiske oplevelse, der var så slem, at han besluttede at fortrænge den. Hverken redningsmandskabet eller de overlevende fra damskibet fik krisehjælp til at bearbejde ulykken.

FOR FÅ ÅR SIDEN gik tragediens omfang og alvor helt op for Anders Moseholm. Det skete ved et tilfælde, da han sad i sin læges venteværelse og bladede i et magasin om danske katastrofer. Pludselig faldt hans blik på et fotografi af hans far. Der var ingen tvivl. Faderen stod med et af ofrene fra Damkatastrofen i armene. Først da gik det op for sønnen, hvad faderen ikke kun havde bevidnet, men også havde haft helt inde på livet: Han havde lugtet brændt menneskekød og set ligene flyde i vandoverfladen.

For Anders Moseholm kaldte denne øjenåbnende opdagelse på at blive bearbejdet kunstnerisk. Kunstnere svarer verden igen med billeder, mens digtere svarer den igen med digte. Ligesom mange andre kunstnere, der arbejder med virkelighedens fremtrædelsesformer, har Anders Moseholm benyttet fotografier som udgangspunkt for sine malerier.

Arbejdet med dem har fungeret som en slags sorgarbejde for ikke kun hans far, men indirekte også for ham selv: Tragedien havde gjort hans far til en mere indesluttet og tavs mand med det resultat, at den følelsesmæssige kontakt mellem far og søn i Anders Moseholms barndom ikke blev så tæt, som han kunne have ønsket det.

Anders Moseholm skildrer Damkatastrofen fra to vinkler. Dels zoomer han tæt på, dels udtrykker han mere generelt et memento mori, en påmindelse om livets skrøbelighed og den tynde membran, der adskiller den fredfyldte orden fra kaos og pludselig død.

Men der er kun antydningsvis et rødt penselstrøg, da Anders Moseholm ikke ønsker at svælge i grusomme detaljer. Han er en magisk realist og genskaber tragedien i et malerisk sprog, som giver tragedien et mere poetisk udtryk. I Moseholms håndtering optræder døden kun indirekte, men på en sådan måde, at alt går i stupor – handlingerne blandt de tilstedeværende synes standset i en total, chokagtig ubevægelighed – og tragediens genstande, nemlig de døde eller døende er indhyllet i et hvidt lys.

MAN MINDES Inger Christensens katastrofedigte fra digtsamlingen ”Alfabet” (1981), hvor hun blandt andet beskriver gerningsstedet som ”døsigt, normalt og abstrakt, badet i et hvidkalket, gudsforladt lys, dette giftige, hvide, forvitrede digt”.

Er denne hvidlige skyagtige, flygtige mere eller mindre amorfe form, der skjuler ulykken og transformerer den til en metafysisk foreteelse, mon en åbning mod døden? Mange nærdøde har bevidnet, at de så et hvidt lys, da de gik bort, for nogle minutter efter at blive kaldt tilbage til livet.

I stedet for en banal gengivelse af en katastrofe, der kastede lange skygger ind i hans families og hans eget liv og opvækst, har Anders Moseholm skabt et metafysisk rum – en hvidhedens pause eller parentes – som gør det muligt for betragterne at flytte mentalt ind i billederne og selv digte videre på katastrofen og dens udtryk.

Anders Moseholm giver således plads til det uforudsete, ligesom lyset yderligere symboliserer håb og en ny begyndelse med en henvisning til det guddommelige lys, der eksempelvis præger kristendommen. Samtidig skildrer han så smukt det sammenhold, der altid griber menneskeheden på tværs af klasse- og aldersskel, når en tragedie rammer ned i dens midte.

I DET STORE MALERI i cinemascopeformat, som skiller sig ud fra de øvrige ved at være mere blåt i tonen, ser vi resterne af dambådens sortsvedne skrog, der vugger på vandet som en rådnende hval, hvis enorme skelet er blotlagt med ribbenene strittende i vejret. Omkring det lange, ovale skrog cirkler redningsbådene med det tavst kiggende mandskab, og endnu længere ude ses en række både, hvorfra katastrofen iagttages på afstand.

I de syv mindre malerier i overvejende dokumentarisk, sort-hvid stil skildrer Anders Moseholm katastrofens forskellige faser, men igen uden at svælge i detaljerne. Der er tale om nedslag, der fungerer som visuelle ”stikord”, så vi bedre begriber tragediens omfang og tabets dybde.

Der foregår en kamp på liv og død, men mange af anstrengelserne er forgæves, da størstedelen af passagererne allerede er omkommet. En scene skildrer redningsmandskabet i vand til livet, og man aner også, hvordan det og de pårørende i en slags afsluttende ceremoni slår et cirkelslag omkring ofrene. Der er mange til stede. Formodentligt er det en del af byens borgere, der har søgt til katastrofestedet som passive vidner og chokerede pårørende.

En lille, menneskelig fejl kombineret med et utilgiveligt sløseri og manglende ansvarlighed endte som en græsk tragedie midt i den danske provins.