Kvindelige præster er en gevinst for begge køn – og for evangeliet

Både mandlige og kvindelige præster har fået nye muligheder for at være troværdige budbringere af et generøst og kærligt evangelium, skriver sognepræst i anledning af 70-året for ordinationen af de første kvindelige præster i Danmark

Der er ingen tvivl om, at de kvindelige præster bragte noget nyt med sig, samtidig med at tiderne ændredes og også de mandlige præster stod over for at skulle omdefinere deres rolle, i takt med at den gamle autoritære myndighedsperson gik under, skriver dagens kronikør.
Der er ingen tvivl om, at de kvindelige præster bragte noget nyt med sig, samtidig med at tiderne ændredes og også de mandlige præster stod over for at skulle omdefinere deres rolle, i takt med at den gamle autoritære myndighedsperson gik under, skriver dagens kronikør. Foto: Paw Gissel

For 70 år siden blev de første kvindelige præster ordineret i Odense Domkirke af biskop Hans Øllgaard. ”Der skal jo nogen til det værste,” som han sagde med et glimt i øjet og henviste til den ballade, der ledte op til præstevielsen af teologerne Ruth Vermehren, Johanne Andersen og Edith Brenneche Petersen den 28. april 1948.

For nogle var det virkelig det værste, der kunne ske. 514 præster ud af 1500 – mænd – havde skrevet under på en protestskrivelse og truet med at forlade folkekirken, hvis de fik kvindelige kolleger. Og Indre Missions formand Christian Bartholdy sendte advarsler ud, som var den kvindelige præst Djævelen selv: Gå ikke i kirken hos hende, gå ikke til alters, brug hende ikke til kirkelige handlinger. De er udgået fra os, men de er ikke os.

Der blev sagt mange følelsesladede ord i den debat, som vidner om, hvad kvinder har været oppe mod for kun en generation siden. At kvinder ikke egner sig til tankens arbejde. At hendes legeme er for svagt og nerverne for skrøbelige til at kunne klare det svære og krævende arbejde som præst. Og at hendes plads jo i øvrigt var i hjemmet, og skal hun lede noget, er det børn og hus og ikke en menighed.

Det var desværre ikke de teologiske argumenter, der gjorde udslaget. Luthers lære om det almene præstedømme og hans vigtige pointe med at nedtone vægten af præstens person, som allerede i 1500-tallet åbnede for en bredere forståelse af forkynderembedet, lå begravet under en tung patriarkalsk dyne i hundredvis af år efter Reformationen. Det var samfundsudviklingen, der gjorde det muligt at tænke det lutherske embedssyn ordentligt igennem. Det var kvindebevægelsen og den gradvise demokratisering af alle offentlige embeder, som før havde tilhørt en snæver elite.

Kort sagt var tiden moden til det. Krigen mod kvindelige præster førtes hovedsageligt inden for kirkens mure. Uden for murene var stemningen overvejende positiv.

En Gallup-undersøgelse fra 1947 viste, at 55 procent var for kvindelige præster, 32 procent imod. Gejstligheden har aldrig kunnet finde ud af at rykke sig alene. Der skal et skub til, fra lægfolket. Fra menigheden. Og det var da også menighedsrådene, der pressede på for at få ordineret de kvindelige teologer, de havde valgt som deres præster.

Man kan godt spørge, hvorfor vi overhovedet har grund til at fejre eller overhovedet markere denne 70-årsdag? Der findes også kvindelige jord- og betonarbejdere i dag, men de har så vidt jeg ved ingen mærkedag for den første af slagsen. Heller ikke læger, dommere eller politibetjente fejrer den dag, ligestillingen mellem kønnene ramte deres fag. Når kirken har grund til at markere dagen, skyldes det flere omstændigheder.

For det første er der stadig nogle, der ikke anerkender kvindelige præster. Det er ikke så mange år siden, der kørte en sag om retten til at nægte at give en kvindelig præstekollega hånden. Der er kirker her i mit provsti, hvor jeg aldrig vil blive inviteret til at holde gudstjeneste.

For det andet gik der ikke mange år, efter de kvindelige præster begyndte at fylde noget i kirken, før det blev problematiseret. I dag er det omkring halvdelen af folkekirkens præster, der er kvinder.

Men man må ikke glemme, at det gik langsomt. Endda meget langsomt. I 1973 udgjorde de kvindelige præster kun 1 procent. I 2002 33 procent. Først i 2010 kunne man notere en halvtreds-halvtreds-fordeling mellem kønnene. Men det afstedkom flere rynkede bryn end lykønskninger, og bekymret tale om feminisering af kirken og frygten for, at der ville gå for meget østrogen i den kristne forkyndelse. For meget moderlighed og kæleri, for meget nåde og for lidt dom.

Jeg tror ikke, der er andre faggrupper, der har skullet stå model til så meget forvrøvlet kritik som de kvindelige præster. Og det nedslående er, at kritikken igen kommer indefra, fra kirkens egne rækker. Og endda for størstedelen fra de kvindelige præster selv.

Det kan desværre være småt med søstersolidariteten blandt kvindelige præster.

Et af de mest brugte skældsord er ”omsorgskirken”. Omsorg, sjælesorg og praktisk kirkeligt arbejde har fået mere plads i folkekirken og er blevet en integreret del af kirkens liv. Der bliver spist og hygget meget rundtomkring i sognegårdene. Det vrimler med børn, og tonen er blødt op, emnerne er erfaringsnære og præsten mere serviceorienteret og tilgængelig.

Der er ingen tvivl om, at de kvindelige præster bragte noget nyt med sig, samtidig med at tiderne ændredes og også de mandlige præster stod over for at skulle omdefinere deres rolle, i takt med at den gamle autoritære myndighedsperson gik under. Det er ikke kun kvindelige præster, der står for kirkens nye, mere åbne og imødekommende profil i dag.

I anledning af jubilæet kunne man måske endda gå så langt som til at sige, at kirken i nyere tid har fundet tilbage til en mere oprindelig eller måske bare mere troværdig selvforståelse, efter den ophørte med at være en del af det gamle mandligt dominerede magtapparat. Den er blevet fri til at spille på flere strenge. Prædikestolen er ikke længere et kateder, præsten ikke længere stedfortrædende kontrolinstans. Forkyndelsen kan endelig inkarnere sig frit i det levede liv.

De strømninger, som altid har flydt frem og tilbage mellem kønnene, mellem lære og liv, mellem strenghed og mildhed, mellem det grænsesættende og det grænsesprængende, mellem dommens nødvendighed og nådens selvfølgelighed, kommer til udtryk på mangfoldige måder i kirkens forskellige kønsidentiteter.

Og vi har brug for dem alle, og for modspillet imellem dem, for at kristendommen kan erfares som en virkelighed, der kommer os ved.

Jeg er lige hjemkommet fra et par solgyldne dage i Toscana. Et af egnens mest yndede motiver er ”Madonna della misericordia”. Eller ”Schutzmantelmadonna”, som hun hedder på tysk. Det er et billede af Guds moder i meget stor størrelse, med et meget bredt skørt, der folder sig beskyttende ud over en masse små mennesker, der gemmer sig under hendes kjole.

Her ser man både paver, konger og kejsere. En hel masse mænd, der søger ly under vor frues varme skørter. Det er omsorgsteologi, så det basker. Og det er ikke et feministisk projekt! Det er en mandlig længsel. Det kvindelige islæt i kristendommen er ikke kun et spørgsmål om ligeberettigelse, men om længsel og varme. Og om den respekt og visdom, man også tillagde den omsorgsfulde kvinde i middelalderens kirke.

Det er kun minikonfirmanderne, der kunne finde på at gemme sig under min præstekjole. Men når de gør det, tænker jeg, at både den mandlige og den kvindelige præst har fået nogle nye muligheder for at være troværdige budbringere af et generøst og kærligt evangelium.