Det er et paradoks, når staten på den ene side gerne vil have, at kvinder får flere børn, fordi der mangler borgere til at betale skat og passe den ældre generation, og på den anden side mener, det er ressourcespild, hvis kvinder bruger for meget tid på netop børn. Og for kvinderne selv har det store karrieremæssige og økonomiske omkostninger at vælge den store børneflok til.
I 2015 kørte kampagnen ”Tæl dine æg”. På plakater rundtom i København så man en halv snes hønseæg akkompagneret af ordene ”Din chance for at blive mor er dobbelt så stor, når du er 25, som når du er 35”. Samtidig med kampagnen sendte DR halvanden times liveshow under overskriften ”Knald for Danmark”. Sidenhen har der været flere fertilitetskampagner, og debatten om fødselsraten raser stadig.
Og det er der gode grunde til. I Danmark får en kvinde i gennemsnit 1,7 barn. Det er 0,4 barn for lidt til, at vi reproducerer os selv som nation. Og det lave fødselstal har adskillige konsekvenser. Den primære er, at med færre nye borgere er der færre til at betale skat og udføre de primære funktioner i vores velfærdssamfund: passe syge, gamle og børn. Og fordi vi har så mange ældre borgere, som lever længere end tidligere, vokser behovet for plejepersonale. Men der er simpelthen ikke erhvervsaktive borgere nok til at løfte den omsorgsopgave.
Den såkaldte generationskontrakt er blevet brudt, fordi der er ubalance mellem den arbejdsdygtige gruppe og den ikke-arbejdsdygtige. I et forsøg på at kompensere for skævvridningen har regeringer gennem tiden derfor presset unge hurtigere gennem uddannelsessystemet, sat pensionsalderen op og tvunget flere ud på arbejdsmarkedet ved at sætte de offentlige ydelser ned.
En anden konsekvens er, at kvinder (og mænd) ikke får det antal børn, som de rent faktisk ønsker at få. En international undersøgelse fra 2014 viser, at mange ønskebørn aldrig bliver født, og i Danmark får vi kun cirka halvdelen af de børn, vi gerne vil have, fordi vi alligevel vælger dem fra eller kommer for sent i gang med projektet.
Så hvad er det i vores samfund, der gør, at på trods af mangel på nye borgere og på trods af kvindernes lyst til at få flere børn, så sker det ikke?
For at forstå det, er det relevant at komme ind på begrebet offeromkostninger. Når en kvinde skal vælge, om hun vil have et barn, er hun nødsaget til at inddrage to faktorer i sin beslutning: sit eget karriereforløb og mandens indkomst.
Hvis hun vil opleve væsentlige karrieremæssige omkostninger forbundet med at få et barn eller ikke har en mand, som kan bakke økonomisk op eller passe barnet, så vil hun være mere tilbøjelig til at vælge det fra. Ser vi på andre europæiske lande med ringere grad af ligestilling og familiepolitik end i Danmark, er fødselstallet derfor også endnu lavere.
Omkostningerne kan gøres meget nøje op og har fået navnet the child penalty . Børnestraffen. I studiet ”Children and Gender Inequality” undersøgte forskerne, hvordan indkomsten udvikler sig for mænd og kvinder før og efter deres første barns fødsel. Inden barnet bliver født, er der kun en meget lille lønforskel mellem de to køn. Men efter første barn udvider kløften sig til 30 procent. Det skyldes især, at kvinder vælger at søge mod den offentlige sektor, hvor lønningerne er lavere, men forholdene mere familievenlige, og at mange går på deltid. Selv 20 år efter fødslen er indkomsttabet stadig på 20 procent.
Og det er selvfølgelig ikke kun lønnen, der er forskellig for de to køn. Kvinders karriereskift efter fødslen betyder ofte også ændrede arbejdsopgaver, mindre ansvar og mindre indflydelse. Alt sammen noget, hun føler sig obligeret til at ofre for at kunne udfylde sin rolle som mor.
Hvis du som mor så også er eneforsørger, og det er især kvinder, der er det, så er der en overvejende risiko for, at du lever tættere på fattigdomsgrænsen end nogen andre borgere i landet. Det betyder, at står du alene med et barn, og at der ikke er særlig gode incitamenter for at få et barn til. For måske har du, ligesom mange andre kvinder, et fuldtids- eller deltidsarbejde i omsorgs- eller servicesektoren med dertilhørende lav løn, og som det er nu, kan du lige akkurat få hverdagen til at hænge sammen.
Denne gruppe af enlige og eneforsørgere er voksende i hele Europa, hvor kernefamilien længe har været under opløsning. I Danmark rundede antallet af enlige voksne 1,6 million tilbage i 2016, og hver femte familie består af kun én forælder.
48 procent af kvinder mellem 30 og 35 år har taget en videregående uddannelse. Det er 14 procent flere end mændene. Derfor vælger de fleste kvinder at udskyde børne- og familielivet. Ikke fordi børn og studieliv er svært at kombinere. Men skulle de nå det under uddannelse, ville de blive mødre i en alder af 24 år. Hvorfor skulle en ung, moderne kvinde på 24 år have lyst til at vinke farvel til det frie ungdomsliv, mens hendes mandlige medstuderende løber rundt med hovedet under armen uden at bekymre sig om biologiske ure, der tikker?
Når de så har eksamensbeviset i hånden, vil de heller ikke stå som nybagte mødre på arbejdsmarkedet og skulle bevise deres værd. De her kloge unge kvinder ved godt, at de ikke kan knokle igennem, samtidig med at de har ansvaret for en baby. Det harmonerer ikke og ville tage nydelsen ud af begge oplevelser. Ikke så underligt er gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i Danmark derfor også 29 år. 31 år i København.
Undersøgelser viser, at jo senere en kvinde får et barn, og jo mere viden, færdigheder og netværk kvinden når at opbygge inden, jo lettere bliver det at vende tilbage til arbejdet. Børnestraffen er simpelthen mindre, hvis du ikke kaster dig ud i ”projekt børn” i dine 20’ere, men lige udskyder det lidt. Kvinder, der alligevel vælger at få børn, før de er 30 år, vil tjene væsentligt mindre gennem livet end dem, der venter.
I medierne hører man ofte, at danske kvinder spilder deres talent. Et fint eksempel på mom-shaming, hvor det at være mor bliver set ned på. Men fordi mange kvinder er veluddannede og har alle forudsætninger for at bidrage økonomisk til velfærden på samme niveau som mændene og så alligevel ikke gør det, er de en spildt ressource. Tidsskriftet Mandag Morgen skrev i april i år, at kvinder er en decideret underskudsforretning for den danske stat, fordi de får børn og derfor i perioder af deres liv ikke kan arbejde. Og den tidligere nævnte børnestraf betyder, at de går markant ned i løn, når de træder ind i moderrollen, hvilket betyder mindre til Skat.
Staten vil altså gerne have, at fødselsraten stiger med 20 procent, og hvis kvinder ikke får nogle flere børn, er de med til at underminere hele vores velfærdssamfund. Men får de mange børn, så må det ikke påvirke deres arbejdsliv. Ikke så meget som en lille smule. Det ville være komplet spild af talent. For selvom vi som samfund har brug for børn for overhovedet at hænge sammen, så er det ikke kvinders ressourcer værd at bruge tid på.
Vi står her med lidt af et paradoks. Og hvis vi vil gøre op med det og sørge for, at kvinder får flere børn, uden det går ud over ligestillingen, så er der kun én vej frem: Vi skal gøre det lettere for dem.
Vi skal mindske de negative omkostninger ved at gøre alle arbejdspladser mere familievenlige. Vi skal fordele ansvaret mere ligeligt mellem de to køn gennem en familiepolitik, der har børnenes trivsel og ligestilling som omdrejningspunkt. Vi skal skabe et samfund, der rent faktisk bakker op om flere børn i stedet for at spænde ben for det.