Kys babyen - der er valgkamp

Siden Gud satte mennesker på Jorden, har mange personer stået i det samme dilemma som Gud selv: De er afhængige af at svæve i en boble over os, men samtidig er de nødt til at overbevise os om, at de er virkelige og vedkommende. Det gælder i særdeleshed for politikere i et repræsentativt demokrati under en valgkamp, mener dagens kronikør

DEN FØRSTE MODERNE POLITIKER var Gud. Han indså, at han havde mistet jordforbindelsen og i det hele taget havde svært ved at overbevise mennesker om, at han var virkelig og havde nogen som helst relevans for deres liv.

Man han knækkede koden og opfandt den optimale kombination, verdens mest indflydelsesrige mediekonstruktion: Han opfandt Jesus og delte sig op i en magisk guddommelighed og en kødelig virkelighed. Jesus vandrede iblandt os, og man kunne vaske hans fødder og sømme ham op på et kors. Og så var Jesus også, lige efter Satan, verdens største retoriker. Han kunne gå på vandet og forvandle vand til vin lige foran øjnene på os. Derudover opfandt Gud angiveligt et fantastisk verdensbillede med sig selv i himlen, Satan i helvede, gode, absolutte værdier og frelse og lyksalighed til alle fromme.

Men i dag kæmper vi krampagtigt for at få det billede til at passe på den verden, vi lever i. Den magiske boble er der stadigvæk, men det kødelig bevis har været væk længe. Nu må loyale følgere nøjes med at drikke Jesu blod og spise hans kød for indædt at minde sig selv om det guddommeliges eksistens og relevans.

Siden Gud satte mennesker på Jorden, har mange ophøjede personer stået i det samme dilemma som Gud selv: De er afhængige af at svæve i en boble over os, men samtidig er de nødt til at overbevise os om, at de er virkelige og vedkommende. Det gælder i særdeleshed for politikere i et repræsentativt demokrati. Og det er især det, den igangværende valgkamp handler om.

Men resultatet er ikke, at de stiger ned iblandt os, så vi kan slå virkelighedens vedkommende søm i dem. Og vi kommer sjældent i nærheden af en valgkamp, der handler om det, vi skulle mene, det skulle handle om: folkets styre og en faktisk, virkelig verden, som kommer af og fra folket.

Moderne, jordiske politikere eksisterer i centrum af en magisk boble bestående af mangfoldige fysiske, sociale og psykologiske lag. Til hverdag har disse politikere deres gang i fjerne sale og på fjerne kontorer og i fysisk og socialt afskårede cirkler.

De møder typisk folket igennem flimrende skærme og stivsmilende valgplakater, i korte lydbidder, fra talerstole eller i aparte, opstyltede besøg i omverdenen. De udtrykker sig i abstraktioner eller anekdotiske cases, som kun via omhyggelig eller forførende associering og udledning har noget med levede liv uden for boblen at gøre. De kan se folk i øjnene, men kun fra en talerstol, i en video eller fra centrum af en klump vip'er med følge. Og så bruger de de social medier som aldrig før, hvilket mange klapper i hænderne over. Det vender vi tilbage til til slut.

POLITIKERNES EMBEDER som pålideligt samfundsstyrende og bærende og deres personlige troværdighed som personer, der kan udrette ting af stor betydning, er bygget op af lagene i boblen. Politikerne forventes endda at opretholde boblen.

Der er fysisk, social og psykologisk afstand, eksklusivitet og ophøjethed. Bare det at sige noget, næsten hvad som helst, fra en talerstol eller i fjernsynet giver det en særlig vægt på grund af mediets boostende effekt. Og brugen af økonomiske og samfundsfaglige abstraktioner i politikersproget er ligeledes tilpasset en idé om nogle særlige sande indsigter i vigtige bagvedliggende processer, der er afgørende for os alle. Boblearkitekturen er helt central.Men den er også en voldsom udfordring. For ganske som i tilfældet med Gud er den demokratiske politiker og hele det eksklusive system, som politikeren er en del af, afhængige at være virkelige og relevante. Denne udfordring kan nogle gange være flerdimensionel.

Umiddelbart må politikeren finde metoder til at fastholde boblestrukturen, men dog gøre sig relevant uden for den samtidig. I andre, vanskelige tilfælde, som kan være meget hyppige, er politikeren helt og aldeles blevet integreret midt i boblen - blevet ét med boblen -og må således også række ud over sig selv for at gøre sig relevant uden for den.

Denne vanskelige balanceøvelse, at være i og uden for boblen samtidig, har givet anledning til utallige pinagtige episoder. I flæng kan nævnes Poul Nyrup Rasmussens (S) kækt smilende og velnærede hoved i en cykelhjelm, sydfynske politikere, der danser ”Gangnam Style”, en forkrampet Lars Løkke Rasmussen (V) i et hvilket som helst underholdningsprogram og Anders Fogh Rasmusen (V), der sparker straffespark på Brøndby stadion.

Disse anstrengte episoder kan alle henføres under den klassiske kategori ”kys babyen”. Da Gud så, at mennesket havde brug for nærhed og vedkommenhed, sendte han Jesus. Da politikeren så, at han havde brug for at overbevise verden om, at han er virkelig, brød han ud af afspærringerne, greb en skrækslagen baby og kyssede den stift og tørt midt i ansigtet.

Mediernes mest basale drivkraft er, hvad der er godt for dem selv. Medier er organismer ligesom alle andre, der tænker i overlevelse. Og det er typisk ikke overlevelsesdygtigt for medier at benytte en valgkamp til at fokusere på oplysning og analyse. De fleste medier udfolder sig bedst, når mennesker udfolder sig i dem. Derfor centrerer valgkampsdækningen sig om kampen mellem personer med holdninger, personer, der kan udfolde sig i debatter, interviews, korte taler og underholdende indslag af enhver art. Og analyse, oplysning og kritik lægges i periferien. Med andre ord: der er nu ekstra fokus på, at politikeren gør sig virkelig og relevant, og han må nu tilmed opnå dette inde midt i boblen også!

MEN HER KOMMER mediernes magi dem så umiddelbart til undsætning i en ny form. Fjernsynets helt store magiske effekt har i mange år været, at alt imens det, man så på skærmen, blev masseret grundigt og fremstod for eksempel mindre skræmmende end i virkeligheden, mere skræmmende end i virkeligheden eller blot blæst ud af proportion i vigtighed, så betragtedes det som skinbarlig virkelighed.

Efterhånden har vi dog lært, at det er det ikke. Men netop som det ene dominerende medium mister pusten og desperat forsøger at genopfinde sig selv, kommer nye på banen: de sociale medier. Og et væld af kommentatorer fortæller os nu, at politikerne er kommet tættere på borgeren, ja sågar i direkte kontakt.

Det er en fantastisk illusion, som viderefører mediernes tradition for forførelse. For århundreder siden kom den trykte bog med en illusion om sandhed. Fjernsynet kom med en illusion om at strække vores gennemborende blik til alle hjørner af verden. Og nu kommer de sociale medier med en illusion om direkte kontakt. Man smækker et portrætbillede og nogle håndholdte videoer op, skriver updates et par gange om dagen og svarer i ny og næ på kommentarer på sin væg, og vupti, så er illusionen om virkeliggørelse og nærhed skabt. Og det i en sådan grad, at ellers veluddannede mennesker lader sig rive med.

Men grundproblematikken er ikke løst: det dilemma, at i et repræsentativt demokrati skabes og kræves en magisk boble, som dog hele tiden må holdes i balance af en oplevelse af relevans og virkelighed. Men i en verden, der hovedsagelig er skabt af og erfaret gennem medier, og med et demokrati, der udfolder sig som et overbygget, repræsentativt lag, kan vi aldrig fuldstændigt afgøre, om relevansen er virkelig, og oplevelsen af virkelighed virkelig virkelig.

Og indtil videre har de færreste formået at opnå balancen mellem magi og virkelighedsfølelse. Det kræver en person, som med overbevisning kan være virkelig i boblen, som kan være det på tværs af medieplatforme og i nytilkomne teknologier. En sådan person vil holde både babyen og nøglen til magten trygt i sin hule hånd.

Anders Hougaard er lektor ved Syddansk Universitet