Prøv avisen

Læreruddannelsen bløder

Undervisning på Zahles Seminarium. Foto: Jakob Dall/ Denmark

Læreruddannelsen af 2013 præsenteres af regeringen som redningen på alle problemerne i den danske folkeskole. Men det er humbug! Læreruddannelsen bløder, og det burde være et varsel. Når omfanget af læreruddannelsens misere ikke længere kan afvises, så lad venligst være med at fylde os med floskler, skriver dagens kronikør

Hurtigt skulle det pludselig gå i foråret 2012, så fra den nyudnævnte uddannelsesministers pure benægtelse af, at reform var undervejs over rapport om eksisterende læreruddannelse af 2006 til ny bekendtgørelse, gik der ikke meget mere end et halvt år. Og så blev den simpelthen vedtaget uden ordentlig diskussion, baggrundsviden eller forståelse for konsekvenser. Som med folkeskoleforliget fra juni 2013 var baggrunden nogle centrale aktører fra den pædagogiske verden samt et flertal af Folketingets politikere, hvis mangel på viden og forståelse tydeligvis skulle erstattes af ønsketænkning og tomme slagord (vi hæver barren og den slags).

I Vaclav Havels teaterstykke Memorandum møder en mand en morgen på arbejde og har fået en meddelelse på et nyt sprog ptydepe, som har den fordel, at det ikke kan misforstås, ikke mindst, fordi det er blottet for følelser og subjektive tolkninger. Uheldigvis sniger den slags sig ind alligevel (og ikke kun i teatret).

LÆS OGSÅ: Rundspørge. Straf er gået helt ud af brug i folkeskolen

Ind i virkeligheden træder ptydepes arvtagere, PAK (Det Pædagogisk-Administrative Kompleks) og BB (Best and Brightest videnskabens og nødvendighedens riddere) med en lidt usædvanlig applaus fra DAF (De Altid Forargede). De tidligere læreruddannelser er alt for tvetydige, så nu kommer en videnskabelig, evidensbaseret, praksisrelateret udgave, der endelig rydder op, skaber entydighed og fjerner skavanker som følelser og personlighed.

Men desværre: De sidste fire læreruddannelser (på bare 21 år!) er selvfølgelig alle præsenteret som forbløffende meget bedre end de forrige, og for i hvert fald de tre sidste er der det fællestræk, at det fra begyndelsen stod eller burde stå klart, at de ikke kan indfri det lovede.

2006-uddannelsen introducerede store linjefag som dansk, historie og matematik, begge på 1,2 årsværk (i en fireårig uddannelse), hvilket sammen med aldersspecialisering i dansk og matematik har ført til en voldsom nedlæggelsesgrad af en række andre fag, især de æstetiske, og fransk er stort set forsvundet!

Det skulle rettes op. Men da 2006-uddannelsen derudover havde interesse i praktik og naturfagene, blev der nedsat en følgegruppe i 2007, hvis sammensætning ikke mindst afspejlede dette. Følgegruppens rapport (fra januar 2012) er ikke et dårligt udgangspunkt, men den blev aldrig ordentligt diskuteret af fagfolk. Tværtimod gik de fleste anbefalinger relativt ubeset over i forligstekst og bekendtgørelse. Stort set alt skulle styrkes, men det måtte ikke tage mere tid altså fortsat fire år. Det blev bedømt som politisk dødfødt med en femårig uddannelse (som Finland), så det tager stadig samme tid at blive frisør og folkeskolelærer.

Læreruddannelsen 2013 præsenteres selvsagt også som redningen på alle problemer. Mange ting er problematiske, men jeg kan her anføre nogle afgørende træk, linjefagenes længde og modulisering. Linjefagene, nu kaldt undervisningsfag (fordi de skal modsvare faktiske fag i folkeskolen), var før på 0,6 eller 1,2 årsværk.

Dansk, for eksempel, blev som stort linjefag vurderet til at være en succes, men faget er ulogisk nærmest halveret i størrelse. Den stærkere vægtlægning på fagene skulle yderligere styrkes i tæt samarbejde med det fagdidaktiske, men virkeligheden er modsat.

Desuden ville man grundlæggende tænke læreruddannelsen professionsrettet, derfor skulle der indføres kompetencemål, som skulle sikre ak, dette lille forræderiske ord! at de studerende faktisk kunne noget i skolen, modsat, som det blev hævdet, bare at have gennemgået et pensum. Disse kompetencemål er blevet meget ambitiøse og meget detaljerede, og ikke så lidt af en spændetrøje og igen: Konceptet blev indført uden diskussion. Forligskredsen slugte det råt.

Undervisningsfagene får i alt mellem 120 og 140 ECTS, et mål for de studerendes forventede arbejdsindsats, hvor et år sættes til 60 ECTS. Det forudsættes, at institutionerne sørger for, at de studerende så vidt muligt får tre undervisningsfag, hvilket giver 40 ECTS til hvert i snit, men helt ned til 30 ECTS, altså svarende til et halvt års arbejde.

Med andre ord: Nu forventes det, at man får kvalificerede lærere med et halvt års faglig undervisning oven i en eller anden gymnasial uddannelse. For eksempel skal man så i sprogfagene nå alt fra udtale og grammatik over medier til litteratur på 4-5 måneders fuldtidsstudier!

Oven i dette kommer der mere modulisering. De forpustede, sammenpressede fag, defineret af for mange og for ambitiøse kompetencemål, skal nu studeres i moduler på 10 ECTS. Begrundelsen er som sagt internationalisering (så man let kan tage moduler i andre lande), men konsekvensen er, at alt indhold skal presses ind i disse moduler, som dermed formmæssigt slår tilbage og determinerer indholdet.

Man kan ikke længere aftale på et hold, hvor meget tid man bruger til et enkelt område. Det afgøres af modulet. Dertil kommer, at der skæres i undervisningstid, blandt andet fordi der skal vejledes mellem modulerne, fordi der skal skabes fællesskab på trods af modulernes fragmentering, og fordi alle moduler skal afsluttes med en eller anden form for evaluering, så det kan sikres, at man har haft undervisningen.

Ind træder PAK igen! Deregulering og valgmoduler giver nemlig allehånde professionshøjskolers repræsentanter fra PAK gode muligheder for at tænke idealistisk, så valg-moduler bliver tværfaglige moduler, så man rigtig kan tone sin uddannelse individuelt.

På i hvert fald én professionshøjskole udbyder man til nogle undervisningsfag kun to moduler, så de studerende selv må sammensætte op til det krævede minimum på 30 ECTS hvis man altså kan finde gode tværfaglige muligheder, som faktisk giver mening.

Den samlede konsekvens af moduliseringen er faglig forringelse over hele linjen! Stik modsat den erklærede intention. Således ser vi nu, at især uddannelsespolitik minder om det, Ruslands-specialister omtaler som kløften mellem deklareret virkelighed (den officielle) og skyggevirkeligheden (den reelle): Offentligt hedder det ny og forbedret uddannelse reelt er det faglige forringelser samt vanskelige og demotiverende arbejdsforhold.

Oven i alt dette, der får fagfolk til at gå rundt resigneret, energiforladte, vrede og frustrerede, kommer almindelige besparelser plus nogle særlige for professionshøjskolerne.

Så mens der undervises endnu tre årgange på 2006-lovgivning, samtidig med at professionshøjskolerne dikterer for eksempel tre ugers tværprofessionel undervisning (underfinansieret) plus alle de andre ting, så skal der uden tid og penge udvikles en fejlkonstrueret 2013-lovgivning og dertil arbejdes endnu hårdere end nogensinde, og regeringen skriver: Læreruddannelsen er allerede forbedret, så grundstenen for en endnu bedre folkeskole er på plads.

Det er humbug! Læreruddannelsen bløder, og det burde også med henblik på løn og arbejdsforhold være et varsel om den kommende folkeskole. Det værste er, at læreruddannelsen skulle ændres, og at den kan forbedres. Men det vil kræve en anden type af lovforberedelse, inddragelse af flere kyndige med større perspektiv og viljen til at lade ting tage tid.

Efter den såkaldte finanskrise i 2008 siger næsten alle, at det kunne ingen jo vide. Også det var humbug, der var advarsler! Men alle lod som ingenting og troede, at virkeligheden kunne tales til rette. Når omfanget af læreruddannelsens miserer forhåbentlig ikke længere kan afvises, så lad venligst være med at fylde os med floskler.

Johannes Adamsen er lektor og ph.d. ved læreruddannelsen i Aarhus