Prøv avisen

At læse Bibelen: Det sorger mig virkelig

Skolebørn mangler evnen til at sætte sig ind i en anden tidsmæssig og social kontekst, skriver Anders Klostergaard Petersen Foto: Steffen Ortmann

Det ville være godt, hvis man, inden man konstaterede, at Bibelen er nice, når det gælder frelse, eller disser homoseksuelle, besindede sig på, at den først og fremmest er en samling skrifter, der er blevet til i en anden verden og en anden tid end vor. Den eklatante mangel på historisk forståelse præger desværre de aktuelle teologiske og kirkelige diskussioner

I en læseværdig og afbalanceret skildring af skriftlig afgangseksamen i dansk for niende klasse beskriver Bodil Christensen fra læreruddannelsen i Aalborg kvaliteter og mangler hos de unge (Politiken, den 10. juni).
LÆS OGSÅ: Bibelen er ikke bare menneskeord

Hun har netop afsluttet bedømmelsen af 393 opgaver. Det foretrukne stileemne hos de unge var på baggrund af et maleri af Jørgen Sonne fra 1853 at forfatte to fiktive breve. Det ene brev kunne være skrevet af en hjemvendt dansk soldat fra Treårskrigen 1848-1850, mens den anden epistel var tænkt forfattet af hans tidligere kæreste, som på dagen for soldatens hjemvenden tragisk giftede sig med en anden.

Christensen påpeger, at Sonnes maleri burde give de unge et billede af den tid, begivenhederne udspillede sig i. Her kommer mange af de unge til kort, fordi de læser deres egen tid ind i billedet og ikke formår at sætte sig ind i en anden tid med andre kultur- og socialhistoriske forudsætninger og normer.

Sproget afslører dem. De skriver glad væk om, hvordan personerne bor sammen uden giftermål og hilser hinanden med et hej-hej, når de mødes ved kirken. Brevene forsynes med postnumre. Der skydes med maskingevær, og soldater ligger i respirator.

En elev, Aleksander, skriver ufrivilligt morsomt: Det sorger mig virkelig al den forvirring om min død. Jeg prøvede at kontakte dig, men der var intet signal!. Alt sammen en selvafsløring. Opgaverne dokumenterer en forbløffende mangel på formåen til at sætte sig ind i andre tider og steder. Christensens beretning har umiskendelige ligheder med læsning af en anden type fortidig tekst. Der har den seneste tid været sagt og skrevet meget om, hvad Bibelen i forskellige sammenhænge siger. Det har været diskussioner om, hvorvidt Bibelen forudsætter tanken om alles frelse, eller den i stedet hylder en forestilling om, at nogle går fortabt.

Der har været drøftelser om, hvorvidt der findes en bibelsk etik eller ej. Senest har det været debatten om, hvordan Bibelen stiller sig til spørgsmålet om vielse af homoseksuelle. Nogle har ment, at Bibelen, trods ord og tanker i modsat retning, nok alligevel talte for en tanke om alles frelse. Andre har syntes, at Bibelen utvetydigt vendte sig mod vielse af homoseksuelle. Og man kunne blive ved. Men som med afgangsopgaverne i skriftlig dansk glimrer diskussionerne ved deres næste totale mangel på evne til at sætte sig ind i andre tider og andre rum.

Er Bibelen imidlertid ikke andet og mere end en samling fortidige tekster, kunne man spørge. Jo, det er den, men det ville ikke desto mindre være godt, hvis man, inden man konstaterer, at Bibelen er nice, når det gælder frelse, eller disser homoseksuelle, besindede sig på, at den først og fremmest er en samling skrifter, der er blevet til i en anden verden og en anden tid end vor.

Den eklatante mangel på elementær formåen til at besinde sig på Bibelens fortidighed i aktuelle teologiske og kirkelige diskussioner giver imidlertid anledning til at stille et mere principielt spørgsmål om læsning af fortidige tekster i almindelighed og af Bibelen i særdeleshed.

Fælles for flertallet af forsøg på at læse Bibelen, hvad enten de har repræsenteret den ene eller den anden teologiske fløj i dansk kirkeliv, har været en orientering mod den aktuelle situation og en grundlæggende overbevisning om Bibelens overtagelighed i forhold til nutiden, men det har skortet på argumenter og begrundelser for grundantagelsen.

Den italienske polyhistor og forfatter Umberto Eco introducerede for en række år siden en skelnen mellem brug og fortolkning af tekster. Med brug mener Eco den aktualiserende overtagelse af fortidige tekster i samtiden, mens han med fortolkning betegner en læsning, som tager udgangspunkt i, at teksterne må forsøges læst i lyset af deres fortidighed og fremmedartethed.

Han hævder samtidig og meget vigtigt, at mens der kan opstilles videnskabelige kriterier for fortolkning (plausibel-utroværdig), kan der alene anvendes etiske (god-dårlig) og æstetiske (smuk-grim) kriterier i forhold til brug.

Ecos sondring er polemisk, men han har også delvist ret. Delvist, fordi enhver fortolkning også repræsenterer en form for brug. Ret, fordi der er en afgørende forskel på at forsøge at læse tekster ud fra den præmis, at de hører hjemme i et andet miljø og som sådan ikke kan gøres nutidigt overtagelige, og så en ureflekteret overtagelse af teksterne som i eksemplerne fra niende klasse og fra de aktuelle kirkelige drøftelser.

Men hvad er pointen med at læse tekster, hvis man betoner deres fremmedartethed, fortidighed og uovertagelighed? Jeg mener, der er en dyb og afgørende pointe i denne form for læsning en læsestrategi, som man i aktuelle drøftelser af teologiske emner med fordel kunne drage nytte af.

Hvorfor? Hvis man læser de bibelske tekster ud fra den forudsætning, at de er skrevet til en selv, kommer man næppe til at få andet og mere ud af dem, end hvad man i forvejen allerede vidste. Læsning bliver en form for selvbekræftelse af ens eget værdiunivers og adfærd.

Ikke alene det, men denne form for læsning står også i fare for at cementere vanetænkning og uigennemskuede fordomme, fordi den ikke i tilstrækkelig grad besinder sig på teksternes fremmedartethed. Fordelen ved fortolkningskategorien er omvendt, at den i sit forsøg på at læse teksterne i en besindelse på deres anderledeshed åbner mulighed for, at man får noget at vide, som man ikke vidste i forvejen.

Det har vi de seneste år set mange eksempler på inden for bibelforskningen, og det har været godt. Til gengæld er det så også afgørende, at man ikke hilder sig i forestillingen om, at resultaterne af læsningerne er direkte overtagelige i forhold til nutiden. Tanken var jo netop, at der var tale om en form for læsning, der hviler på den antagelse, at de opnåede resultater ikke kan være aktuelt direkte overtagelige.

Men hvad så, kunne man spørge, for det er vel også fortsat en legitim teologisk opgave i prædiken og systematisk-teologisk tænkning at stille spørgsmålet om, hvad Bibelen betyder i dag. Det er det utvivlsomt, men det forudsætter, vil jeg hævde, at man i første omgang besinder sig på teksternes fremmedartethed og først sekundært forsøger at reflektere over, hvordan teksterne kan og skal bruges i dag.

Derved sikrer man sig et værn mod vanetænkningen og de uigennemskuede fordomme. Måske har, som jeg i forskellige sammenhænge har argumenteret for, Bibelen intet at sige i diskussioner om moderne parlivsforhold.

Til gengæld har en moderne evangelisk-luthersk teologi forhåbentlig en del at sige om det, hvis den gør sig en ting klart. Den må på den ene side besinde sig på fortiden, mens den på den anden side i en refleksion over nutiden må forsøge at nå frem til det, der på skrøbelighedens præmisser må fremstå som det mest plausible, etisk gode og æstetisk smukke i den aktuelle situation.

Det kræver, at man som teolog tager egen fejlbarlighed alvorligt, men det har Gud vel også givet carte blanche til, hvis han i inkarnationen har udleveret sig på menneskelige tydningers vilkår.

Hvad jeg her har sagt om Bibelen, gælder selvsagt også en hvilken som helst anden fortidig tekst, om den er skrevet af Luther, Lindhardt eller Løgstrup. Ellers gør man sig teologi og læsning for let.

At kalde egen læsning for klassisk er måske nok nice, men det er dårlig teologi at læse Bibelen uden agtelse på fortidigheden. Det sorger mig, virkelig!