Den 2. september 2005 er det 100 år siden, Knud Ejler Løgstrup blev født. Han voksede op i København. Som ung var han medlem af Vesterbro KFUM. Senere i 1930'erne sluttede han sig til Tidehverv. Han fandt deres opgør med kristelig idealisme og vækkelsesfromhed nødvendigt. Men han brød med dem i 1950'erne, da bevægelsen begyndte at stivne.

Efter teologisk embedseksamen var han på årelange studierejser i Europa. I Freiburg i Tyskland traf han en ung filosofistuderende fra Berlin, Rosemarie Pauly.

De gik blandt andet til den berømte filosof Martin Heideggers forelæsninger og bivånede hans fatale tilslutning til nazismen.

De giftede sig og blev præstepar på Fyn, hvor han skrev disputats, og fra 1943 til 1975 var han professor ved Det Teologiske Fakultet i Århus. Hun skaffede ham arbejdsro, var hans første læser og hans oversætter til tysk. De fik fem børn.

Under krigen deltog Løgstrup i modstandsbevægelsen som kurer. Til sidst levede han "under jorden". Han var voldsomt uenig med ungdomsvennen Hal Koch i dennes støtte til samarbejdspolitikken, men respekterede ham samtidig. Man kan læse om det i bogen "Kære Hal – Kære Koste".

Hele livet deltog han i samfundsdebatten og den etiske debat med utallige dybtborende indlæg. Han døde i 1981.

Løgstrup skrev om tilværelsen

Løgstrup var en strålende lærer. Ikke fordi han var nogen elegant pædagog. Men fordi han var intenst optaget af sagen.

Han evnede at drage sine studerende med ind i sin tænkning. Han ironiserede aldrig. Han skød lige igennem al benovelse og lærdomsblær. Og han indgød os alle selvtillid, blot vi satte sagen i centrum. Og det, han skrev, åbnede for en strålende verden af filosofisk og teologisk tænkning. Noget af det er svært at læse, men der er også mange lettilgængelige skrifter.

I bund og grund var han en folkelig tænker. Det var den fælles tilværelse, vi alle skal leve, der var hans emne – sat i forhold til kristendommen. Han åbnede nye horisonter og banede nye veje for moderne menneskers forhold til kristendommen.

Den etiske fordring gælder for alle

I 1956 udgav han bogen "Den etiske fordring", som gjorde ham kendt i vide kredse herhjemme. Vi påvirker hinanden, vi har indflydelse på hinanden, vi har magt over hinanden. Vi er hinandens liv og skæbne, sagde Løgstrup. "Vi har altid noget af det andet menneskes liv i vores hånd". Det kan være så lidt som en stemning, og det kan være forfærdende meget som forældres betydning for deres børn. Og i grunden ved vi godt, at den magt og indflydelse, vi har over et andet menneske, burde vi bruge til dets bedste. Det ligger indbygget i mennesketilværelsen, at sådan er det. Sådan er vi skabt.

Den etiske fordring om næstekærlighed er ikke først kommet ind i verden med Jesu forkyndelse. Den er givet med den skabte orden.

Det betyder, at den etiske fordring gælder alle mennesker, også ikke-kristne. Alle er jo skabt, også selvom de ikke kender Jesu forkyndelse – eller vil kendes ved den. Men Jesus formulerede fordringen med uhørt klarsyn. Det er rigtigt. Det gjorde han, fordi vi ikke lever op til den. Dybest set elsker vi mest os selv. Som skabte lever vi samtidig i faldets verden og har derfor brug for syndernes forladelse.

Løgstrup gjorde op med Kierkegaard

Løgstrup tog også stilling til Søren Kierkegaard. Det skete i bogen "Opgør med Kierkegaard" fra 1968.

Kierkegaard var en fænomenal beskriver af den menneskelige tilværelse, men først og fremmest dens mørke sider. Mennesket har bevidsthed. Det ved, at det er til – til forskel fra dyrene. Derfor ved det, at det er til i tiden, og at tiden går, og fremtiden er uvis, bortset fra at vi skal dø. Derfor er angsten altid til stede i et menneske, også når det er glad. Den ligger under alt og fører ind i selvkredsen og ensomhed, i "dæmonisk indesluttethed". Som ingen anden forstod Kierkegaard at skildre den faldne verden og det faldne menneske.

Ingen overgår ham i det, heller ikke efter Løgstrups opfattelse. Men det var ensidigt. Der manglede noget. Hvad med fænomener som tillid og barmhjertighed? At der burde herske barmhjertighed, det ved vi på samme måde, som vi kender den etiske fordring. Og tillid findes overalt, ellers ville ingenting fungere.

Tillid og barmhjertighed er "suveræne livsytringer", sagde Løgstrup. De er bærende byggesten i vort liv. Men det er ikke os, der har lavet livet sådan. Sådan er det fra skaberens hånd. Og selvom mennesket er sig selv nærmest, kan det ikke udrydde disse livsytringer. Vi kan misbruge dem, f.eks. misbruge andres tillid. Og det gør vi gang på gang. Men vi kan ikke udrydde tillid.

Vi kan heller ikke lade være at anse livet for livet værd. Uden det var vi alle for længst sygnet hen i tristesse. Det gælder forunderligt nok, selvom fremtiden jo vitterlig er uvis og truende. Ubekymrethed sejrer forbavsende ofte og sætter angsten i parentes. Glæde ved at være til er lige så fundamentalt som angsten – eller mere fundamentale end den. Det ytrer sig i en ukuelighed neden under det hele, som mange gange trodser masser af modgang. En – oftest ubevidst – fryd ved miraklet, at livet findes, er indbygget inderst i os. Vi er hele tiden under indtryk af skabelsesmiraklet. Kierkegaards skildringer af faldets verden må suppleres med skildringer af det skabte liv. Det har Løgstrup vist og givet sit afgørende bidrag til.

Løgstrups Metafysik I-IV overraskede

Det er gennem sanserne, skabelsesmiraklet gør indtryk på os, ikke gennem bevidstheden. Det kom bag på alle, da Løgstrup sent i sit liv spillede ud med denne tanke. Det skete i storværket Metafysik I-IV (1976-1984 – to bind udkom efter hans død). Det bragte ham op i tænkningens superliga.

Næsten al tænkning lægger hele vægten på bevidstheden – det, hvorved mennesket adskiller sig fra dyrene – og overser betydningen af, at vi er levevæsener af kød og blod, "indfældet", som Løgstrup sagde, i natur og univers. Således hævdede filosoffen Kant, at sansningen helt er underordnet forståelsen, bevidstheden. Men hvis lyden af solsortefløjt en forårsmorgen når os i minutterne mellem søvn og opvågnen, kan det hænde, at vi vågner med en fryd i øret og sindet, før forståelsen vågner, og vi tænker "solsort". Det skyldes, at fryden i øret og sindet ikke stammer fra forståelsen, men fra sansningen alene. "Lyden spænder høresansen", og det "stemmer sindet", siger Løgstrup. Det oplader vort sind, det skænker den mest elementære energi til at leve. Det begrunder, at vi ikke kan lade være at anse livet for livet værd – og at det er taknemmelighed værd.

Løgstrup værnede om den gudskabtenatur

Ifølge Løgstrup har dette bl.a. betydning for vort forhold til naturen. Det er ikke blot dumt af os at ødelægge regnskovene og forstyrre klimaet, fordi det kan gå hen og true os selv. Det er først og fremmest en skammelig måde at omgås den gudskabte verden på. Men det er ikke den slags argumenter, der har vægt i regering og folketing. Det er snævert økonomiske argumenter om vækst og mere velstand til overforkælede luksusforbrugere. Det er ikke "Op, al den ting, som Gud har gjort, hans herlighed at prise!", men plat og hensynsløs grådighed.

Hensynet til miljøet og dermed vores og vore medskabningers fremtid drukner. Tilsvarende havde den moderne teologi næsten helt glemt første trosartikel. Derfor brugte Løgstrup den største del af sin arbejdskraft på at råde bod på det. Men anden trosartikel var hele tiden med. Det er jo dér og kun dér, vi henter det livsnødvendige budskab om syndernes forladelse og evigt liv, vi, der er i syndens og dødens vold. Alle hans store værker ender dér.

Løgstrups tanker rækker ud over teologiens mure

Han er verdenskendt inden for teologi og filosofi. Og hans tanker har inspireret mange også uden for hans egne fag. Blot et par eksempler. Den norske filosof og sygeplejeteoretiker prof. Kari Martinsen er dybt påvirket af Løgstrup. Den verdensberømte polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman trækker på Løgstrup i etiske spørgsmål.