Prøv avisen

Løgstrups opfattelse af kristelig etik

Teologen K.E. Løgstrup (1905-1981) er mest kendt for sin bog "Den etiske fordring" fra 1956. Foto: Arkivfoto.

Kærlighedsbuddet kan stå alene det er naturligt, fordi vi er skabt, siger Løgstrup. Historisk har vi det fra Jesus, men det er ikke ham, der har fundet på det. Kærlighedsfordringen er så gammel som skabningen, den har altid været der, skriver Løgstrup-kenderen Ole Jensen i dagens kronik

DER GIVES IKKE en kristelig etik. Der gives ikke en særligt kristelig etik. Løgstrup har givet anledning til striden om disse påstande. Hvad mente han? Det kommer an på, om man tænker på den etiske fordrings tilblivelsessted eller på dens konkrete udførelse.

LÆS OGSÅ: Selvfølgelig er der en specifik kristen etik

Jesus optrådte både som udlægger af Moseloven (rabbi) og som profetisk seer. Han fremsatte både en etisk lære og en eskatologisk forkyndelse (fagsprog for gudsrigets komme). Mange har ment, at den etiske lære kan stå alene. Det gjaldt blandt andre Albert Schweitzer, der forlod en brillant teologisk karriere og oprettede et junglehospital i Lambarene. Han fastholdt etikken, men forkastede eskatologien som forældet mytologi.

Rudolf Bultmann fastholdt begge dele, men var enig i, at de etiske udsagn kan stå alene. De er almene sandheder og ikke forkyndelse og dermed i hans øjne relativt uinteressante. Løgstrup fulgte ham, undtagen i dette sidste. Han fordybede sig sågar i de etiske tanker, dog uden at miste blikket for de eskatologiske. Han var og forblev både etisk filosof og teolog.

Han henholdt sig til Luther. Gud virker på to måder som skaber og som frelser. Det første i vort verdslige liv, det andet i kirken. Ved at være skabt har alle mennesker, vidende eller uafvidende, med skaberen at gøre mens frelserguden kun er kendt, hvis man har hørt og tror gudsrigesforkyndelsen. Skaberen har skabt en tilværelse med forskel på godt og ondt det ændrer verdsligheden ikke på.

Forskellen er indbygget i ethvert menneske, uanset tro eller ikke-tro. Luther skriver: Den gyldne regel at jeg skal gøre det (mod min næste), jeg gerne vil have gjort mod mig selv finder vi både i Jesu næstekærlighedsbudskab og i naturretten, som går tilbage til den hedenske græske filosof Aristoteles!

Kærlighedsbuddet kan stå alene det er naturligt, fordi vi er skabt, siger Løgstrup. Historisk har vi det fra Jesus, men det er ikke ham, der har fundet på det. Kærlighedsfordringen er så gammel som skabningen, den har altid været der. Jesus førte den til dens yderste konsekvens: Det er betingelsesløs kærlighed, der fordres kærlighed selv til den fremmede og fjenden! Men det gjorde han som rabbi, som genial moralfilosof, så at sige, som mennesket Jesus, ikke som Kristus!

Derfor kan den etiske fordring skildres filosofisk, på almindelige præmisser for redelig tænkning, og diskuteres af alle på lige fod kristne har ikke en særlig fordel. Det påviser Løgstrup. Vi lever i indbyrdes afhængighedsforhold, hvor vi i stort og småt har en vældig magt og indflydelse på hinanden. Og vi kan ikke komme uden om, at kærlighed og barmhjertighed er noget godt, mens kynisme og brutalitet er noget ondt. Det betyder, at den magt, vi har over andre, kan vi bruge uegennyttigt eller egennyttigt, vel vidende at det første er det, vi burde, mens det andet er at svigte.

DEN ETISKE FORDRING har sit udspring i den menneskelige tilværelses egen grundkonstruktion. Den er almen, universel. Den er også jødisk-kristen den indgår i den del af Jesu forkyndelse, som kan stå alene, og som er filosofisk forklarlig. Den tilhører det, Løgstrup kalder det universelle i kristendommen til forskel fra det specifikt kristelige i kristendommen.

Det universelt kristelige omfatter Jesu etiske lære. Så der findes da bestemt en kristelig etik. Blot er den ikke specifikt kristelig med vægt på specifikt. Den kristelige etik er en universel, kristelig skabelsesetik. Qua universel falder den sammen med en almenmenneskelig etik, så man kan dele den uden at være kristen og skildre den uden at henvise til bibel eller kristendom. Det er en kristelig etik, som den kristne deler med alle andre mennesker, og som man derfor ikke behøver at kalde kristelig. I den moderne verden er dette ofte en indlysende fordel.

Det fik Løgstrup ikke sagt tilstrækkeligt tydeligt. Det er nok, fordi hans udtalelser mere går på, om kristendommen giver os retningslinjer for, hvordan vi finder ud af, hvad den anden er bedst tjent med i den konkrete handlingssituation mere end, om fordringen som sådan kan kaldes kristelig.

Her bliver han provokerende. Kristendommen giver os ingen anvisninger på, hvad det gode består i. Det mener katolikkerne, og det mener mange fundamentalistiske eller bibel- og bekendelsestro retninger af protestantismen. De hævder for eksempel, at praktiseret homoseksualitet og samleje før ægteskab er syndigt i sig selv, at kvinder ikke kan være præster, og meget andet.

Dette er kristendom forvansket til gennemførelse af principper i stedet for næstekærlighed, med den kristne som en ansvarsfri og ansvarsløs kommissær i stedet for et ansvarligt medmenneske hævder Løgstrup. Det får ofte direkte onde følger under dække af at være det gode. Hvad det gode konkret går ud på, må vi selv i hver enkelt situation afgøre med skøn og dømmekraft og det kendskab, vi har til den anden.

SÅ HVAD ANGÅR den konkrete udførelse af kærlighedsbuddet, gives der virkelig ikke nogen kristelig etik, heller ikke i den forstand, der var tale om på etikkens tilblivelsessted. At operere med en påstået kristelig anvisningsetik (i fagsprog: materialetik) er forkert teologi, slog Løgstrup fast. Der ligger i det, at han også afviser, at man kan formulere en kristen politik.

Hertil kommer, at den etiske fordring, strengt taget, er uanvendelig. Den fordrer betingelsesløs kærlighed. Men dér, hvor vi faktisk elsker betingelsesløst for eksempel når vi vil vores børns vel gør vi det ikke, fordi fordringen fordrer det af os, men fordi vi elsker barnet og ikke kan lade være.

Elsk betingelsesløst vil sige: Elsk uden at du skal! Fordringen kræver således, at det slet ikke skulle have været nødvendigt at fordre det. Den kræver sin egen overflødighed. Den dukker først op, når vi ikke elsker. Og så er det for sent, for vi kan ikke elske på kommando eller af pligt, fordi vi, åh, så gerne vil være gode og anstændige mennesker. Den etiske fordring er uopfyldelig, det er Løgstrups konklusion også det er i nogles øjne provokerende. Selvom det turde være indlysende vi kan jo ikke elske den fremmede og fjenden.

Og det er, fordi mennesket i bund og grund er et selvisk væsen. Vi lever efter syndefaldet i en falden verden. Også det kan vises filosofisk hævder Løgstrup. Også det hører til det universelle i kristendommen, ligesom skabelsen og loven (etikken).

Men hvad skal vi så gøre? Der er to ting at gøre. Hvad den første angår, dukker teologen Løgstrup op. Han siger, at her tilbyder Jesus en udvej med sin gudsrigesforkyndelse, med det specifikt kristelige, syndernes forladelse.

Og så kan man for det andet tage det betingelsesløse ud af fordringen og opfylde den så langt, som det er muligt med anstændighed og pligtfølelse som motivation i stedet for den manglende kærlighed. Vi kan øve os i at efterligne det, vi ville have gjort, hvis vi havde elsket. Det er det næstbedste, men bedre end ingenting. Uden pligthandlinger og anstændighedsfølelse er der jo intet, der kan fungere. Og det kræver skam selvdisciplin og afsavn og offervilje. Alligevel kan meget af det blive en kær pligt. Men kærlighed er det ikke. Vi gør det dybest set for vores egen skyld, for at undgå kaos, for at kunne se os selv i øjnene og så videre. Ikke desto mindre er næsten bedre tjent med det, end hvis vores egoisme fik fri udfoldelse. Det er det gode, gjort med selviskhed som drivkraft.

Disse to ting, som vi kan gøre, er Løgstrups moderne version af lovens to brug hos Luther. Dens anden brug, også kaldet den pædagogiske, opdrager os til syndserkendelse, så vi tyr til Guds nåde. Dens første brug, også kaldet den borgerlige, går på kompromis, men skaber tålelige måder at leve menneskeligt fællesskab på, hvor der gøres godt af anstændighed og moral, selvom motiverne ikke kan stå sig for Guds domstol.

Ole Jensen er dr.theol. og tidligere professor, højskoleforstander, rektor og domprovst. Han er forfatter til flere bøger, blandt andre Historien om K.E. Løgstrup.

Læs flere debatindlæg og kronikker om spørgsmålet om en særligt kristen etik eller deltag selv i debatten påetik.dk/etik-og-religion