ET AF DE MEST SIGENDE eksempler på den måde, som verden har flyttet sig i det sidste årti, oplevede jeg i efteråret til et foredrag for repræsentanter fra den danske folkekirke. De var samlet blandt andet for at høre mine tanker om, hvordan digitaliseringen i samfundet påvirker individerne, familierne og fællesskaberne.
Mens jeg stod på scenen, spurgte jeg tilhørerne om, hvem de anså for at være folkekirkens største konkurrent. Der var ingen i forsamlingen, der markerede. Jeg hev så min iPhone frem og spurgte Apple’s stemmeassistent Siri om følgende: ”Hey Siri, har mennesker brug for Gud?”. Der gik et øjeblik, hvorefter telefonens kvindelige maskinstemme svarede udover hele salen: ”O.k., her er App Store”.
FOR MIG AT SE er problemet ikke, at Siri svarer, som hun gør, men mere, at man på grund af svaret stopper med at tænke videre. Visse af livets store spørgsmål bør forblive åbne og ubesvarede, fordi de er med til at skabe refleksion og perspektiv i vores tilværelser. Eksemplet er et blandt flere fra min nye bog ”Sunde vaner – skabt med vilje”, hvori jeg dels gør status over den måde, som teknologien har formet det moderne menneskes liv på i det forløbne årti, dels ser på, hvordan vi kan tage magten over vores adfærd tilbage.
I det forgangne årti har vi jo bevidnet den enkeltstående største vaneændring hos menneskeheden, hvor smartphonen har vendt op og ned på vores liv. Ingen kan vel i dag forestille sig et liv uden sin smartphone, hvilket er vildt, når man tænker på, at der kun er gået 12 år, siden den blev opfundet. Men særligt gennem de seneste fem år har vi set bagsiden af den teknologiske medalje med tech-firmaer, der lader hånt om menneskers privatliv samt agerer helt uden at tage hensyn til deres brugeres ve og vel.
I 2017 skrev jeg bogen ”Sluk” som resultat af en undren over, hvorfor ingen havde sat spørgsmålstegn ved den hastige digitaliserings påvirkning af menneskers biologiske, psykologiske og sociale behov. I årene, der er fulgt, er jeg blevet meget klogere på, hvad der reelt set foregår i tech-industrien bag skærmene, og beskrev blandt andet disse mekanismer i bogen ”Offline” i starten af 2019, sammen med marketingekspert Søren Kenner, der har arbejdet med feltet i over 30 år.
Men jo mere jeg har bevæget mig ned i kaninhullet og forståelsen af problemet, jo tættere er jeg kommet en erkendelse af, at det med al sandsynlighed ikke er teknologien, der udgør problemet, men snarere den måde, som menneskehjernen evolutionsmæssigt er indrettet på, og specielt den selvopfattelse, som vi lever efter.
Betragter du dig som et selvstændigt tænkende menneske med en fri vilje? ”Selvfølgelig,” ville du som de fleste mennesker med al sandsynlighed nok svare. Alligevel tyder den seneste bevidsthedsforskning på, at denne følelse af at have en fri vilje slet ikke er så stærk og brugbar som styringsredskab i en verden, hvor ubevidste vaner ganske enkelt betyder langt mere. Du er måske vanestyret helt op til 90-95 procent af tiden og vælger kun dine handlinger i de resterende 5-10 procent af tiden. Men problemet er, at denne ulige fordeling af bevidst og ubevidst tænkning lægger du næppe mærke til i hverdagen, hvilket ganske enkelt skyldes, at når vi mennesker har følelsen af at kunne gøre hvad som helst, når som helst, så begynder vi også at indrette samfundet efter denne forkerte antagelse, hvilket svarer til, at man har designet en verden til voksne – men sætter børn til at leve i den.
Informationssamfundet stiller ganske enkelt alt for store krav til det moderne menneskes rationelle båndbredde i dag, og særligt den mentale belastning, som alle udsættes for, gør det noget nær umuligt at bevare overblikket endsige retningen i tilværelsen. Livet bliver simpelthen for komplekst, for hektisk og alt for ydrestyret. Særligt kommer vi til at mangle rum, rammer og ritualer for refleksionerne og restitutionen. Vi er altid på vej. Altid i gang. Aldrig tilfredse. Altid på jagt efter det næste resultat. Problemet med denne evindelige resultatjagt er desværre, at den efterlader mennesker fartblinde og ude af stand til at prioritere de ting, der betyder mest.
I DET KOMMENDE ÅRTI mener jeg derfor, at vi skal begynde at tænke i helt andre baner, både som individer, familier, virksomheder og ikke mindst som samfund, hvis vi skal lykkes med at bevare de bedste ting ved velfærdssamfundet. Men hvordan gør vi så bedst det?
Som jeg beskriver det i min nye bog, så handler det om, at vi i stedet for at betragte os som udtalt rationelle og intelligente individer, der altid kan træffe de rigtige valg, hvis bare vi er oplyste nok, i stedet begynder at betragte os selv som mennesker, der for det meste er impulsive, emotionelle og reaktive – men som en gang imellem kan lykkes med at tænke rationelt. Et sådant samfund ville være nødt til at sikre langt flere forpligtende fællesskaber samt en langt større grad af biologisk, psykologisk og social rygdækning til det enkelte individ, så man ikke lige så let bukker under for de enorme krav, der stilles fra alle sider.
Problemet opstår især, når vi baserer arbejdspladser, skoler, gymnasier og andre vigtige samfundsstrukturer på en alt for krævende individualiseret rationalitet, for så risikerer vi at øge chancen for mental mistrivsel, hvilket måske kan forklare den stigning i stress, depression og psykiske lidelser, som vi har set i de senere år.
DERFOR BESKRIVER JEG i bogen foruden den individuelle vaneændring også, hvordan man i familierne og virksomhederne bør begynde at indrette sig langt mere ”væredygtigt”, med bedre rum, rammer og ritualer, der skaber trivsel uden for stor indsats. Så vi i familierne igen får genskabt de nære og dybe relationer, som er så vigtige for vores livskvalitet, og på arbejdspladserne målrettet arbejder med at skabe øget mental trivsel.
Det sidste spørgsmål, som jeg tager op i bogen, er, om menneskers adfærd skal styres indefra eller udefra. Jeg mener nemlig, at vi i disse år står over for en ekstremt vigtig skillevej, hvor vi dels i USA har set tech-giganterne udrulle overvågningskapitalismen i massiv grad, mens vi i Kina ser det kinesiske styre udrulle overvågningskommunismen med massiv undertrykkelse af minoritetsgrupper til følge. Begge dele er problematiske tendenser, som nærmer sig vores breddegrader også, og som fordrer nogle uhyre vigtige valg, vi kommer til at træffe i disse år.
På den ene side så er kontrol godt, men hvis ekstrem kontrol og overvågning begynder at erstatte tillid og psykologisk tryghed i et samfund, så kan man sige, at man måske har betalt for høj en pris. Det særlige ved det danske samfund er jo netop, at vi er lykkedes med som en anden grim ælling og på mange måder imod alle odds at skabe et samfund, der er mere lige end ulige. Mere lykkeligt end ulykkeligt. Men også et samfund, hvor flertallet føler sig mere trygge end utrygge.
Mit bud på, hvordan det har kunnet lade sig gøre, er, at vi netop har gjort det naturligt at kunne indgå i uforpligtende fællesskaber og foreninger og komme hinanden ved. Og på trods af de højredrejningstendenser, vi også oplever, så lever vi alligevel et af de bedste steder på planeten, hvad angår graden af psykologisk tryghed og tillid i samfundet.
Derfor bør vi i det kommende årti også have et større fokus på, at det ikke bliver et mål i sig selv at tingene går stærkere, at friktionen mindskes, og menneskelig kontakt forsvinder. For det er den direkte vej til at skabe et samfund, som vi stille og roligt med tiden vil begynde at visne i.
Lad os derfor håbe på, at 2020 indvarsler refleksionens og relationernes årti.
Godt nytår!