Prøv avisen
Kronik

Lad os blive reformeret gennem venskabets økumeni

Fra venstre: Elisabeth Lidell, pilgrimspræst, Simon Fuhrmann, sognepræst og Lone Møller-Hansen, generalsekretær for Baptistkirken i Danmark. Foto: Privatfotos

Økumeni fylder meget i internationale sammenhænge, men også herhjemme er der behov for økumenisk handling for at samle kristne på tværs af kirkeretninger. Vi kan kalde det venskabets økumeni, mener dagens kronikører

FEJRER MAN EN KIRKESPLITTELSE? Nej, vi har brug for at blive mindet om, at kirkesplittelse ikke er noget, man fejrer, men sørger over. Det er særligt vigtigt i dansk kontekst, hvor den evangelisk-lutherske kirke er dominerende.

Ligesom det brudte ægteskab ikke fejres med en markering af ”sølvskilsmisse”, fejrer vi ikke, at den katolske kirke og de kristne, der tilhører reformatoriske kirker, ikke længere er ét. Vi kan i stedet glæde os over, at de forskellige kirkelige konfessioner nærmer sig hinanden. I år fejrer vi nemlig, at det er 50 år siden, at den katolske og den evangelisk-lutherske kirke indledte deres økumeniske dialoger. I 1999 underskrev de en erklæring om, at retfærdiggørelseslæren ikke længere er et stridspunkt. Den verdensomspændende metodistkirke har siden tilsluttet sig erklæringen.

Og som optakt til dette års markering af Reformationen blev der af den lutherske/romersk-katolske kommission for kirkens enhed udgivet et skrift, ”Fra konflikt til fællesskab”. Her erkender den katolske kirke sin skyld og del i kirkesplittelsen, hvilket den har gjort mange gange tidligere, eksempelvis som indledning til Andet Vatikanerkoncil i 1962-1965. Og de lutherske kirker erkender deres skyld både over for den katolske kirke – og også for forfølgelsen af de anabaptistiske kristne, de såkaldte gendøbere.

PÅ TRODS AF DENNE STORE økumeniske fremgang på det internationale plan går det ofte sløvere med relationerne kirkerne imellem på vores danske, nationale plan. Og ikke mindst på vores personlige, relationelle plan.

I dansk kirkeliv er der en tendens til, at man fra folkekirkens side positionerer sig mod ”katolske” tanker, der enten synes forvrængede, eller ikke længere er gældende. Og de relativt små frikirkesamfund, der er i Danmark, positionerer sig ofte op mod sekulariserede træk inden for folkekirken. Denne tendens skyldes, at vi er et af de lande, hvor Reformationen fik størst gennemslagskraft, da det lykkedes reformatorerne at samarbejde med kongen og magthaverne om en reformation ”oppefra og ned”. I et land, hvor den evangelisk-lutherske kirke dominerer totalt, er der naturligvis længere imellem de kristne fra andre kirkefamilier, og derfor må lutherske kristne være mere opsøgende for at lære dem at kende.

DET ER TYDELIGT, at hvis kirkerne skal nærme sig hinanden, må der også være en bevægelse nedefra og op. Man kunne kalde dette en venskabets økumeni. En økumeni, hvor vi kristne – selvom vi tilhører forskellige kirkefamilier – vandrer sammen i bøn, bibellæsning, samtale og åndelig vejledning. Vi gør dette ud fra tanken om, at ”i de spørgsmål, der er grundlæggende, skal der være enighed. I de spørgsmål, der kan diskuteres, skal der være frihed. I alle spørgsmål skal der være kærlighed”, som den tyske, lutherske teolog Rupertus Meldenius formulerede det i 1626.

En af de skikkelser i dansk kirkeliv, der har været foregangskvinde for økumenisk venskab, er Grethe Livbjerg, som i år fejrer sin 90-årsfødselsdag. En sommerdag i 2004 deltog hun i et stort økumenisk møde i Sverige. Det afsluttedes med, at den svenske biskop emeritus Martin Lönnebo – initiativtageren til Kristuskransen – sendte deltagerne hjem med ordene: ”Gå nu ud og hel Kristi legeme.” Disse ord ramte Grethe Livbjerg, og fra den dag har hun bedt og arbejdet for en økumeni, der kom nedefra.

Hvis vi tager Jesu ord alvorligt om, at vi ”alle må være ét (…) for at verden skal tro” (Joh. 17, 21), er en stræben efter enhed ikke blot for kirkens egen skyld, men for hele verdens skyld. Hvordan kan vi være forsonende fællesskaber, der peger på en forsonende Gud, hvis vi ikke selv formår at leve i et forsonet legeme, kirken?

En historie lyder, at Mahatma Gandhi fandt stor inspiration i Jesus, selvom han var hindu. Men efter at have været nogen tid i Sydafrika, kunne han ikke udstå den racisme, han oplevede hos de hvide, der kaldte sig kristne. Så Gandhi besluttede sig at holde sig fra kristendommen. Hvad er pointen? Den del af verden, der ikke tilhører kirken, dømmer os på vores handlinger.

Enhver kristen har et personligt ansvar for kirkens enhed. ”Når du derfor bringer din gave til alteret,” siger Jesus, ”og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave” (Matt. 5, 23-25).

Pave Johannes Paul II har sagt, at ”de kristnes splittelse er en synd, men at Gud kan også bruge vores synder”. Den positive dimension af synd er, at vi kan øve os i at forsones. At tilgive og tjene.

Enhver kristen er kaldet til ”forligelsens tjeneste” (2. Kor. 5, 18). I vore respektive kirker har vi sår, smerter og ar. Vi har været med til at tilføje andre smerte. Men evangeliet viser os, at uenighed ikke er noget nyt. Jesu disciple diskuterede konstant, hvem der var ”den største”, og Jesus måtte minde de 12 om, at ”den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener” (Matt. 20, 26).

Sand økumeni er at handle i kærlighed. Vi skal ikke blot elske hinanden, vores fjender eller vores næste, men også vores næstes kirker. ”Elsk din næstes kirke som din egen” lyder en aktuel bogtitel af den økumeniske teolog Peter Halldorf.

HVORDAN KAN MAN LEVE venskabets økumeni ud i vores hverdag? Grethe Livbjerg samlede i 2004 en referencegruppe omkring det økumeniske tidsskrift for åndelig vejledning, Levende Vand. Grethe Livbjerg leder stadig denne gruppe, hvor vi har praktiseret venskabets økumeni. Vi prøver at udleve en spiritualitet ”nedefra og op”.

I gruppen er vi er cirka 12 personer, som har rødder i metodistkirken, den ortodokse kirke, baptistkirken, folkekirken, den katolske kirke og pinsekirken. Vi har forskellige traditioner og taler lidt forskellig religiøs ”dialekt”. Men vi beriger hinanden.

Hos os alle hersker en oprigtig vilje til at forstå den anden – baseret på respekt for hinandens trosoverbevisninger og samtidig en selvfølgelig forankring i egen tradition. Trods alt har vi et fælles udgangspunkt, nemlig dåben og troen på Jesus Kristus som den korsfæstede og opstandne Herre.

Blandt andet har vi alle fortalt vores troshistorie, hvorved vi er kommet til at kende hinanden og hinandens trosmiljøer. Og så beder vi sammen. Vi har arrangeret åbne temadage blandt andet med fokus på kirkehistorie og kristen spiritualitet. Ligeledes har nogle af os været på retræter sammen.

Al enhed har sin kilde i treenighedens mysterium, fællesskabet mellem Faderen og Sønnen og Helligånden. Jo dybere vi trænger ind i dette mysterium, jo sværere bliver det at udholde at leve i splittelse med vore søstre og brødre.

Lukkede systemer, der ikke modtager tilskud udefra, dør af mangel på dynamik. Det må være muligt at stræbe efter en større enhed uden at gå på akkord med sandheden. Det er muligt at nå frem til en større forståelse for andre uden at give slip på sin egenart! Det er vores erfaring.

Men kun med Helligåndens kraft kan vi blive, hvad vi er kaldet til at være: enhedens budbringere. Derfor synger vi med Grundtvig i Salmebogen nummer 289, vers 1:

Nu bede vi den Helligånd

at sammenknytte os ved troens bånd

og til verdens ende

kirken at bevare,

nådig at afvende

al dens nød og fare.

Herre, hør vor bøn!

Simon Fuhrmann, sognepræst, Elisabeth Lidell, pilgrimspræst, Lone Møller-Hansen, generalsekretær for Baptistkirken i Danmark.