Nedlukningen af landet i foråret 2020 i forbindelse med udbredelsen af covid-19 fremkaldte også teologiske spørgsmål. Et af disse blev for nylig taget op ved en konference arrangeret af Aarhus Universitet under titlen ”Nadver, nærvær og medialitet”. Et hovedspørgsmål var, om eller hvorledes digital nadver luthersk set er mulig. I forbindelse med nedlukningen i foråret tilbød man nogle steder på nettet, i radio og på tv digital nadver, hvor præsten udførte nadverritualet og indbød lyttere og seere til at deltage i altergangen. Tre biskopper gik forrest med denne indbydelse, mens andre biskopper og flertallet af præster handlede mere forsigtigt.
Denne form for nadverfejring var en nyskabelse. Tidligere har man som lyttere og seere kunnet overvære altergangen, men her blev man indbudt. Man har længe til egen opbyggelse kunnet høre eller se en altergang, men udvidelsen af altergangen til også at gælde mennesker, der ikke kunne deltage i indstiftelsen i den konkrete kirke, var aldeles nyt.
På konferencen i Aarhus blev situationen i folkekirken i foråret beskrevet rammende af Nete Helene Enggaard, og vi fik tilsvarende udfoldelser af situationen i Norges og Sveriges lutherske kirker. Påfaldende var, at biskopperne i begge nabolande under nedlukningen dels havde samlet sig og med én stemme vejledt om nadveren, dels havde afvist digital nadver. Det gjorde de blandt andet med henvisning til et bidrag fra Det Lutherske Verdensforbund. Den nye såkaldt digitale nadver blev udført i den bedste hensigt, men det er værd at overveje, hvor klogt det var at gennemføre den, da den stod og står i modsætning til den hidtil dokumenterede tilgang og forståelse af de lutherske bekendelser hos vores lutherske søsterkirker, folkekirkens præster og blandt universitetsteologer. Historisk har det også været sådan, at når der var uenighed i bispekollegiet, indtog man en relativt konservativ position. Manglende konsensus førte ikke til traditionsbrud.
En fælles forståelse har man tilsyneladende ikke haft her, og det har skabt uklarhed. Dette skyldes selvfølgelig også mediebilledet. Og det er problematisk. Bispeembedet i luthersk forstand er et udtryk for kirkelæren, der læres i menighederne, og lige netop i forvaltningen af sakramenterne må der ikke være konflikt. Den Augsburgske Bekendelse er ganske tydelig i sin artikel 7, hvor der står, at kirkens enhed beror på enighed om evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning. Nu savner vi klarhed om forvaltningen.
Men hvad er problemet egentlig? Den digitale nadver har jo som forudsætning, at troen og ordet står centralt, hvilket i første omgang lyder meget luthersk. Man forstår det forkyndte ord og den tro, det kan vække i den enkelte, som bestemmende for nadveren. Eventuelt henviser man også til det fællesskab, som opstår bag de nadverdeltagendes skærme. Selvom nadverelementerne, brød og vin, og menighedens tilstedeværelse forekommer geografisk løsrevet fra dette ord. Nadveren forstås i nogle tilfælde som reel, når indstiftelsesordene alene har lydt. Derved lægger man vægten på præstens handling, og menighedens geografi og fysik gøres til noget underordnet. Fortalere for den digitale nadver vil således gerne holde fast i den traditionelle lutherske understregning af tro, ord og fællesskab og hævder dens lutherske identitet. Men havde det ikke været mere rigtigt at stå ved det brud med det lutherske, som denne praksis også udtrykker?
Det er i den forbindelse klart, at det lutherske ikke kan identificeres med, hvad Luther selv mente, men det er et sted at begynde. Hos Luther hænger ord, element og menighed, som Kristi krop, sammen, og denne sammenhæng udtrykkes samtidigt i samme rum. Vejen fra ordet, der lyder fra Gud gennem præstens mund til menighedens øre, der lytter, og med hænder, der rækker brød og vin, til hænder, der tager imod og tilhører kroppe, der knæler og takker.
Nadverens sammenhæng har for Luther således en særlig side, som han naturligvis ikke kan tematisere med moderne begreber om geografi og fysik, men som han i sine argumenter mod på den ene side sværmere og på den anden side katolikker snarere tager for givet.
Den er lige så givet som, at synd og død altid har en fysisk side og udtrykker et forhold til denne. Denne side kan vi hos Luther ikke kalde krop, for krop er ifølge Luther samvittighedens samlede ydre udtryk, mens det rent fysiske kun er en særlig side af dette ydre, nemlig den, der viser sig særlig problematisk, når samvittigheden er tynget, kæmper og måske ligefrem splittes i denne kamp, så det ”fysiske” forekommer i modsætning til både samvittigheden som det indre og kroppen som det ydre.
Til forskel fra Luthers opfattelse, der indebærer, at det menneske, der modtager nadveren i troen, er både helt ( justus ) og splittet ( peccator ), så indebærer nye digitale praksis en underordning af fysikken og dermed også en undervurdering af den menneskelige kamp og splittelse – og en ringere mulighed for at hele den. Denne underordning og undervurdering viser sig ved, at selve nadverelementerne og menighedens tilsvarende elementære, fysiske karakter gøres sekundær. Det kan i luthersk sammenhæng betragtes som sværmerisk.
Men, der er omvendt også særlige begrundelser for den analoge nadver, der i forhold til Luther er lige så problematisk, men blot i den modsatte retning. Her gøres elementernes fysik og menighedens tilsvarende fysiske geografi til et slags positivt grundlag for sakramentet.
Selvom det endnu ikke er tilstrækkeligt detaljeret undersøgt af forskningen, hvordan Luthers og den senere lutherske skelnen mellem indre og ydre bruger ordet krop og forhold til moderne begreber om krop som fysik eller biologi, kan man, hvis man stiller sig i den tradition, der hedder Luther-Kierkegaard, forstå, at det fysiske er udtryk for et bestemt syn på den menneskelige krop.
Nogle vil må endda kalde det fysiske en side af kroppen. Andre vil sige, at det fysiske er kroppen. Men gør man dette, så har man luthersk betragtet taget en side af helheden og gjort denne til grundlaget for helheden selv. Gør man det fysiske til grundlaget, har man påstået, at mangel eller fravær faktisk er nærvær. Dette duer ikke som begrundelse for analog nadver. Det var det, som Luther kritiserede den katolske nadverteologis substanstænkning for at gøre.
Til forskel fra det, man forsigtigt kan kalde sværmeriske eller katolske tilgange til nadveren, må en luthersk kirke fastholde, at den nadvernydende menighed ikke indebærer et så forsimplet begreb om det fysiske, at det enten er ligegyldigt, negativt eller fuldgyldigt, rent positivt. Tværtimod er nadveren forsoningen af den splittelse, som indebærer faktisk lidelse ved vores fysik. Nadveren er, som superlutherske Paul Tillich ville sige, heling. Den er helbredelse. Det betyder ikke, at den digitale formidling af nadver ikke også kan bidrage til heling og således kan udbredes, men den kan ikke hele i grunden, fordi den forudsætter selvsamme splittelse, som den skal overvinde. I arbejdet med spørgsmålet om digital nadver kaster dette lys på den sædvanlige altergang i kirkerne. Her heles og helbredes. Her bliver menigheden til menighed og fornyes som sådan.
Den lutherske afvisning af digital nadver og udfoldelsen af den analoges teologi er med til at kvalificere den analoge liturgi og de måder, nadveren kan formidles digitalt på uden dog at blive til digital nadver. Vi har således allerede lært noget om det, vi gør, ved at se på, hvad vi gjorde under nedlukningen. I den forbindelse er det påfaldende, at ingen har talt for digital dåb. Det er der meget mere at sige til, og det er på høje tid at få gang i forskning og samtaler.