SÅ VAR DER ATTER DEBAT OM, hvor synlig islam skal og må være i Europa. Senest ved den tragiske og triste folkeafstemning i Schweiz, hvor schweizerne stemte nej til flere minareter. Straks griber Dansk Folkeparti chancen til at udtrykke et ønske om en lignende folkeafstemning her i landet.
Heldigvis har vi da ikke den samme form for demokrati som Schweiz. Et land, hvor kvinder først for nylig fik stemmeret. Populismen kan virkelig bruges til meget, godt, at vi har et repræsentativt demokrati uden folkeafstemning om alt muligt.
Desværre skubber tv hele tiden til frygten for islam ved ulideligt at tale om stormoskéer. Hvad det ord dækker, er der ingen, der ved, men store, fremmedartede og frygtindgydende er de i det danske bybillede.
Ja, hvorfor hedder det egentlig stormoskéer? Er de så store, eller er det blot for at gøre det mere skræmmende? I TV-Avisen så jeg for eksempel en grafik, som klart viste de kommende moskéer i Århus, Odense og København som nogle kæmpe paddehatte, der skød op overalt. Ja, de fyldte vel nærmest byerne helt ud.
Og så er der også al den snak om finansieringen. Det hele kommer sikkert fra fundamentalister fra Iran og Saudi-Arabien. Ingen tænker over, at pengene jo skal komme et sted fra, og at det sådan set også er ligegyldigt, så længe moskéerne og aktiviteterne deromkring overholder dansk lovgivning.
Det var da også helt anderledes befriende at læse Britta Schall Holbergs (V) indlæg i Kristeligt Dagblad den 15. september i år: "Dansk dobbeltmoral om moskéer. Vi må gerne, men de må ikke." Holberg argumenterede nemlig for det naturlige i, at der også i et frihedselskende land som Danmark findes moskéer, hvad enten de er finansieret af danske elle udenlandske midler.
Selvfølgelig er det da også i orden, at muslimer får udenlandsk støtte til moskébyggeri, ligesom vi her fra Danmark giver tilskud til kirkebygninger i udlandet. Jeg havde slet ikke selv tænkt på det ud fra den vinkel. Måske fordi også jeg bliver påvirket af retorikken omkring disse såkaldte stormoskéer.
Nu er det sådan, at vi nok aldrig kan vende tilbage til dengang, før verden gik af lave, hvor alle danskere havde én religion og ens hudfarve.
Vi har muslimer iblandt os, vi har religionsfrihed her i landet, og vi hylder tolerance og åbenhed. Ja, det står faktisk i folkeskolens formålsparagraf:
"Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati."
Men formålet gælder måske kun elever af etnisk dansk herkomst i 15 generationer eller mere?
Nej vel – måske vi i Danmark skulle skynde os at leve op til vore stolte traditioner og komme muslimerne i forkøbet med et tilbud om at indføre en muslimsk helligdag som national helligdag. Det ville være dejligt, om vi kunne få lov at dele muslimernes glæde ved for eksempel eid-festen ved ramadanens afslutning.
DET ER JO EGENTLIG MÆRKELIGT, at vi har disse mange medborgere og intet hører, ser eller ved om deres store festdag ved afslutningen af ramadanen. Hvor er opmærksomheden om, hvad muslimer foretager sig af smukke og livsbekræftende ting!
Så vidt jeg husker, havde hverken TV 2 eller DR 1 nogen positive kommentarer fra festlighederne i Danmark ved ramadanens afslutning i efteråret. Intet om glæde og fest. TV 2 viste endda kun noget i relation til terror i Kabul. Trist og nedslående, når mere end 200.000 af vore medborgere holder en afgørende helligdag.
Det ville være dejligt, om eid-festen var en officiel og fælles helligdag i Danmark, ligesom det gør sig gældende for alle de kristne fester. Ja, det burde vel være et EU-projekt at fejre ramadan-afslutning sammen kristne og muslimer i Europa. Vi skulle jo nødig ende der, hvor man som i USA og Canada gør alt for at undgå religion i det offentlige rum, så man til jul blot siger glædelig fest i stedet for god jul.
For eksempel har vi i dag med glæde holdt lidt julehygge på UC Vest i Esbjerg. Vi sang "Mary's Boychild" og "Dejlig er den himmel blå". Rigtig gode, kristne kernesalmer. Det er fint nok, og det skal vi endelig blive ved med. Vi skal have lov til at være stolte af vore traditioner, men hvor bliver festen og opmærksomheden af, når vore muslimske medborgere holder ramadan? Er der rum og plads til det rundt omkring på vore institutioner og læreanstalter? Det burde der altså være, hvis vi mener noget med vores religionsfrihed og åndsfrihed. Hvis vi vil inklusionen, så må vi etnisk danske være proaktive i forhold til medborgere af anden etnisk og anden religiøs observans.
Hvis vi virkelig mener noget med vore kristne værdier, bør vi værne om dem og være stolte af vor religion. Hvis vi gør det og viser vor glæde ved vores tro og traditioner, vil det også være naturligt at lade muslimer få den samme mulighed. Først da forstår vi nok også, at muslimer ligesom vi er stolte af deres religion. De har også behov for at dele deres glæde med os. Sådan er det jo med religion, det ligger dybt i os, og det skal respekteres, for det er en livskraft, også hos muslimer.
Det er sådan, vi sammen kan bygge et samfund med sammenhængskraft op. Det er vigtigt, at den ressource, der ligger i religionen, kommer frem i lyset og bruges til fællesskabets bedste. Kun på den måde får alle vore medborgere ejerskab til vort samfund. Og det er vel netop det, alle ønsker.
Det vil være tusind gange bedre, om vi får flotte moskéer her i Danmark i stedet for de triste fabrikslokaler, som i dag fungerer som moskéer. Det er nemlig vigtigt for en religion, at man stolt kan vise sin kirke eller moské frem. Det skal være et sted, man gerne inviterer gæster til og ind i. Hvis vi har nogle flotte moskéer i København, kan tv vise indslag fra ceremonierne der.
Og så kan det da godt være, nogle vil mene, at der fra disse moskéer vil foregår missionsvirksomhed. Ja, selvfølgelig vil muslimer forhåbentlig også gerne omvende os, for det vil vi ligeså med dem. Det er jo i sagens natur, at det engagement, man har, betyder, man gerne vil give det, man holder for vigtigt, videre til andre. Sådan må det være, gud ske lov for det. Blot skal vi i et demokrati respektere hinandens ret til at fastholde egen tro.
Det kan godt være, nogle så vil indvende, at der ikke findes megen overbærenhed og tolerance over for kristne i de fleste muslimske lande, men selvom det nok desværre er sandt nogle steder, er det vel stadig væk ikke vores ideal at være som disse lande. Hvis vi mener noget med demokrati og religionsfrihed, bør vi uden tøven være stolte af at leve i et land, som snart har moskéer med minareter, der kalder til bøn. Altså medmindre vi hellere vil tilbage til de gode gamle dage, før vi fik bil og globalisering med rejser for al folket hele året rundt.
Jeg husker engang i Syrien på en studietur, hvor det første, jeg hørte den første morgen, var kirkeklokker. Det havde jeg ikke troet muligt, for jeg havde hele tiden hørt, at det kunne man jo ikke få lov til et i muslimsk land. Det viste sig så at være en skrøne og en fordom. Heldigvis, for hvor var det smukt og dejligt at høre. Ikke mindst fordi det kunne varsle en verden, hvor vi har glæde af hinandens religioner.
Mangfoldighed er nemlig en styrke og ikke en fare. Så lad os næste år ved ramadanens afslutning som nation stå sammen med muslimerne og holde en national helligdag. Lad os næste år se flere flotte moskéer vokse frem i bybilledet, gerne med minareter.
Det er den eneste vej frem, hvis muslimer også skal kunne føle sig som medborgere og blive inkluderet i det danske samfund på lige fod med kristne.
Hans Krab Koed er lektor og menighedsrådsformand