Skoleleder: Lad os få dannelses-aspektet tilbage i folkeskolen

I den moderne skole er der meget lidt plads til undren, kreativ udfoldelse og livtag med tilværelsens eksistentielle spørgsmål. Det er bemærkelsesværdigt, hvor mange børn og unge der mistrives. Måske kunne der være en sammenhæng, skriver dagens kronikør

I vores rationelle stræben efter materiel velstand og vores uhæmmede brug af naturens ressourcer har vi virkelig brug for at blive mindet om, at livet er ”et guddommeligt eksperiment af støv og ånd”, skriver Per Jacobsen, der er skoleleder i Ribe.
I vores rationelle stræben efter materiel velstand og vores uhæmmede brug af naturens ressourcer har vi virkelig brug for at blive mindet om, at livet er ”et guddommeligt eksperiment af støv og ånd”, skriver Per Jacobsen, der er skoleleder i Ribe.

SÅ FORSVANDT den læringsmålsstyrede undervisning med en ny politisk aftale ud af læreruddannelsens pensum. Mon ikke denne åndsformørkende tåbelighed med tiden ligeledes fordufter ud af folkeskolen?

Der er langt igen, men man har med denne glædelige nyhed lov til at håbe på, at dette er første skridt mod tilbagevenden til den tradition, der har hersket i Danmark fra midten af 1800-tallet og frem til for cirka 20 år siden: at vores kulturhistorie og vores skole- og uddannelsestænkning hænger tæt sammen og forstås som hinandens forudsætninger.

Lad os få dannelsesaspektet tilbage i folkeskolens formålsparagraf, droppe de snævre læringsmål og med det vedkende os de skoletanker, der har bidraget til at udvikle vores folkestyre helt fra dets spæde start.

Frihed er hos os et kulturhistorisk nøgleord i opdraget og dannelsen af den frie, myndige borger, som det tidligere også var det i vores skoletænkning, men frihedsbegrebet harmonerer så dårligt med central styring, fælles mål, nationale tests og læringsmålsstyret undervisning.

Jeg mødte Grundtvig på et højskoleophold i februar 1984. Eller rettere: Jeg mødte en skole, der med hans tankegods som ballast bedrev oplivning og oplysning med hjerte og forstand.

Her mødte jeg en skole- og undervisningspraksis, der ramte både krop og sjæl.

Jeg oplevede, at læring og undervisning kunne være et mål i sig selv og ikke noget, man bedrev af pligt for at få en karakter eller nå andre mål.

Jeg oplevede, at der var plads til at undre sig og tid til at opleve, reflektere og tænke. Jeg oplevede, at der var plads til mig som den, jeg var i et møde med mange forskellige mennesker.

Skolen skabte en ramme af åbenhed og tillid, hvor vi elever meget hurtigt blev ”forundringsparate” og fik en glubende appetit på at være og lære.

Efter fem måneder gik jeg fra at være skoletræt til at ville være lærer. Efter min dimission i 1991 har jeg arbejdet først som lærer og i nu mere end 20 år som leder i de frie skoler med Grundtvig som rejsekammerat.

Der findes i Grundtvigs livs- og menneskesyn et enormt frisættende og inspirerende tankegods, som vi bliver nødt til at holde i live og aktualisere for at give den åndløshed og rationelle uddannelsestænkning, der har erobret dagsordenen, et kvalificeret modspil.

Især tankerne om frihed og frisind er en (ud)fordring til os om at være åbne og undrende over for alt nyt, vi møder, og ikke dømme det, vi ikke kender, ude på forhånd.

Grundtvigs tese om, at mennesket er både støv og ånd, betyder, at vi – lige så meget som vi har brug for mad, tøj og materielle ting – også har brug for kuns-ten, naturen, håndværket, musikken, litteraturen og alt det andet skønne, som gør livet så vidunderligt og rigt.

Med det som udgangspunkt giver det mening at styrke de musiske og kreative fag i skolen for fagenes egen skyld.

Men typisk for vores tid (gen)indføres de musiske og kreative fag nu efter mange års udsultning, fordi der mangler håndværkere på arbejdsmarkedet.

Og helt i tråd med tænkningen skal der nu selvfølgelig være eksamen i disse fag også.

Endelig og måske vigtigst af alt, fortæller Grundtvig os, at vi har brug for hinanden. At frihed ikke er at være fri fra noget, men fri til noget, nemlig at leve med og for hinanden, fri til at elske og skabe.

I vores rationelle stræben efter materiel velstand og vores uhæmmede brug af naturens ressourcer har vi virkelig brug for at blive mindet om, at livet er ”et guddommeligt eksperiment af støv og ånd” – at vi med krop, ånd og ord har mulighederne for at påvirke og (med)skabe vores fremtid og livssituation, men også at der findes noget i tilværelsen, som er større end os selv.

Om vi nu vil kalde det Gud, guddommeligt eller bruge et andet ord, er ikke afgørende – heller ikke for Grundtvig: Han gik for 170 år siden ind for en konfessionsløs folkekirke med plads til alle trosretninger – også ikke-kristne (hvem sagde frisind!).

Vores skole- og uddannelsestænkning har de senere år været præget af et meget rationelt og endimensionelt læringssyn med fokus på input/output, tests og læringsmålsstyring.

Der er i den moderne skole meget lidt plads til undren, kreativ udfoldelse og livtag med tilværelsens eksistentielle spørgsmål. Det er bemærkelsesværdigt, hvor mange børn og unge der mistrives i skolen og uddannelsessystemet i disse år, og man kan ikke helt frigøre sig fra tanken om, at der måske kunne være en sammenhæng.

Det er vigtigt, at vi stadig samtaler om, hvordan ”skolen for livet” ser ud i en globaliseret og foranderlig verden.

Det er vigtigt, vi taler om, hvordan vi forvalter vores ansvar for hinanden og skaberværket i en foranderlig tid fyldt med ny teknologi, nye familie- og livsmønstre og ændrede livsvilkår for mange mennesker.

Det er vigtigt, at vi taler om, hvad tro, tvivl, national identitet og religion betyder i en globaliseret verden med ekstrem fattigdom, ditto rigdom, folkevandringer og migration.

Og Grundtvig har med sit syn på menneskeliv, tro og skole i høj grad noget relevant at kaste ind i disse samtaler.

At have Grundtvig med som rejsekammerat betyder, at man afkræves at undre sig over tilværelsens gåde og alt det vidunderlige, mystiske og underfulde, der hører eksistensen til.

Det er at være i godt selskab med en, der minder dig om, at du ikke er alene, men er indlejret i stærke fællesskaber, som også du har en opgave i at tage medansvar for. Det er at have en med på rejsen, der fortæller dig, at lyset, livet og lysten altid er stærkere end fortvivlelsen, mørket og døden. I skolearbejdet er det at have en stærk stemme, der minder dig om, at du som lærer altid skal tro på det enkelte barn og bestræbe dig på at se det unikke menneske, der står foran dig.

Din største opgave er ikke at sørge for et 12-tal i matematik, men at oplive og begejstre barnet, så det får mod, kraft og lyst til at leve det liv, der ligger foran det.

Dette uddannelsessyn har i samklang med vores kulturhistorie skabt et af verdens mest velstående, tillidsfulde, lige og velfungerende samfund.

Når man nu er i gang med at ”redigere” læreruddannelsen, foreslår jeg derfor, at et højskoleophold bliver gjort til en obligatorisk del af uddannelsen, og at der afsættes mindst et halvt semester til at beskæftige sig med Grundtvig, hans livs- og menneskesyn og de deraf afledte skoletanker. Det burde være en selvfølge, at de lærere, der udgør fundamentet i skolen, er fortrolige med den nordiske kulturhistorie og dens skoletraditions grundprincipper.

Man kunne yderligere lade skoleforvaltninger deltage i disse semestre, inden de rejser til Canada, New Zealand og Kina for at studere skoler – det er med garanti også billigere.

Burde vi ikke også selv reflektere lidt over, hvordan vi holder denne dyrebare arv levende og aktualiserer den igen og igen? En start kunne være at give alle nyuddannede lærere en inspirerende rejsekammerat med ud i lærergerningen.