MANGE ER I DAG VANT TIL et liv uden faste tilhørsforhold. Virtuelle netværk, hvor skarpe grænser ikke eksisterer eller udviskes. Personers frie bevægelighed i EU. Ønsker man at rejse til et andet land for at opleve en anden kultur og få åndelig inspiration, ligger der ingen hindringer. Blot vilje og økonomi er til stede.
Man kan i dag deltage på alle seminarer i hele landet, gå på et andet uddannelsessted, hvis man ellers kan blive optaget. Ens banker ligger ikke i eget sogn eller nødvendigvis i den by, hvor man bor. Der kan være op til flere hundrede kilometer til den personlige bankbetjening.
Verden er i dag meget mere flydende og foregår i et stort fællesskab, hvor grænser har en mindre og mindre betydning. Vi søger viden, udvikling og dygtiggørelsen alle steder, ud over alle grænser.
HVAD ER DET SÅ LIGE, der gør, at folkekirken ønsker at fastholde en binding? Hvorfor skal det enkelte menneske som udgangspunkt være ”tvunget” ind i et tilhørsforhold til en bestemt kirke eller præst og dermed teologisk kirkelig retning? Blot fordi man valgte at købe bolig i sognet. Det kan også være, at man ikke identificerer sig med den måde og form, som bruges i sognets kirke.
Vi bør gentænke hele scenariet og sætte det enkelte menneske i centrum og ikke den kirkelige struktur og systemet, som det er blevet i dag. I den danske folkekirke er det den tunge organisation, strukturen og systemer, som er omdrejningspunktet. Det er hele det virvar af regler, systemer og så videre, som styrer, og som er med til at distancere sig fra individet og stjæler tid fra det egentlige formål.
I dag kan man på tværs af sognegrænser vælge at knytte (sogne)bånd til en præst, men ikke til en sognekirke. De seneste år har der været rejst kritik af ordningen, uden at debatten har ført os videre. Den nuværende lov om sognebåndsløsning er et eksempel herpå, hvor man ikke er i trit med tiden og ikke dækker de behov og problemstillinger, det moderne samfund har i dag. Naturligvis skal vi gentænke og ændre loven omkring sognebåndsløsning.
Mange knytter bånd til deres ”personlige” præst, hvis teologiske og kirkelige retning tiltaler den enkelte. Men der er også det aspekt, at nogle benytter den eksisterende ordning med sognebånd for at knytte bånd til selve kirken og ikke til præsten. Det kan være, at man er vokset op i det pågældende sogn, man er døbt, konfirmeret eller gift i kirken, eller at familien på anden måde er specielt knyttet hertil.
Der kan derfor være forskellige bevæggrunde til, at man benytter sig af ordningen med sognebånd og dermed i nogle tilfælde i modstrid med tanken med at knytte et bånd til en bestemt præst. Præsten bliver på den måde kun et middel til, at man knytter sig til kirken, men i dag er der ikke andre muligheder.
Sognekirken er ikke bare en bygning af sten og mørtel, men hele livet omkring den med gudstjenester, aktiviteter for små og store, unge og gamle, frivilliglivet og alt det andet omkring, der i dag skaber kirken. Opfattelsen af, at det alene er præsten, der ”er kirken”, er ikke længere eksisterende. Præsten har en meget stor indflydelse og påvirkning, men udgør ikke hele billedet. I dag er de danske sognekirker omfavnet af mange aktive menigheder, som med deres forskellige indsatser støtter op om de mange ting, der sker og dermed præger kirkelivet i sognet.
Præster kommer og går, men den lokale sognekirke består, kunne man sige. Tidligere blev præsten i sognet til sin pensionering. I dag ses præstejobbet (-gerningen) oftere og oftere som en karriere på lige fod med andre jobs i samfundet, hvor man efter nogle år søger nye udfordringer for at møde nye menigheder og udvikle sig selv. Når præsten går videre ad sin karrierevej og flytter fra sognet, bliver sognebåndet automatisk opløst.
Det betyder, at alle, der har knyttet sig til præsten, skal søge på ny. Hvorfor følger man ikke med, hvis det nu er præsten, man gerne vil ”bindes” til? For de, der havde valgt at knytte sig til kirken og brugt præsten som ”middel”, skal nu vælge at løse sognebånd til præstens efterfølger, selvom det er den samme lokale sognekirke, man egentlig ville knytte bånd til. Den står der jo stadig.
UANSET DEN ENKELTES FORMÅL med at løse sognebånd kan man bruge sine parlamentariske rettigheder i forbindelse med sit sognebånd til at påvirke en enkelt kirkes kirkelig retning, selvom man ikke bor i selve sognet. Den eksisterende ordning kan og bliver også misbrugt i forbindelse med menighedsrådsvalg. Og blot mulighedens eksistens har i tidens løb rejst kritik fra flere sider. Der har således været drøftet forskellige løsninger for at lukke hullet, som imidlertid ikke er blevet udmøntet i et konkret lovforslag.
Kirken skal sætte mennesket fri. Give den enkelte mulighed for frit at vælge præst og eller kirke. Skab fri bevægelighed mellem de enkelte kirker, og opløs det tvungne tilhørsforhold til sognet. En folkekirke uden sognegrænser. Hver kirke lever sit eget liv med en bevidst menighed organiseret i provstier.
Det vil betyde, at menigheden vil slutte sig til de kirker og præster, hvor de finder sig mest genspejlet. En ny dynamik vil fremkomme. Menigheden bliver ikke tvunget til at bidrage til en lokal kirke, som de måske ikke grundlæggende føler for eller støtter, blot fordi de har valgt at bosætte sig på en bestemt adresse.
SOGNET, SOM VI KENDER DET I DAG som et begreb, der dækker over et geografisk område, forsvinder og erstattes af menigheder. Menigheder, hvor den enkelte har foretaget et bevidst valg om at knytte bånd til den bestemte kirke eller den bestemte præst efter sin overbevisning og ikke af administrative/organisatoriske grunde.
Det skal være muligt at have forskellige tilknytninger til den danske folkekirke. En åndelig og en verdslig. Et åndeligt bånd til den præst, hvis forkyndelse man synes om, og som man gerne ser forrette kirkelige handlinger. Som man ønsker at bruge i sit liv.
Og et andet bånd til den kirke, hvor man af en eller anden personlig grund vælger en tilknytning. Det sidste bånd vil samtidig give den enkelte stemmeret og valgbarhed til menighedsrådet. Da man samtidig hermed opnår en mulighed for at påvirke kirkens økonomi, skal ens egen kirkeskat tilflyde samme kirke.
Administrativt set er der ikke nogen hindringer her. For at undgå, at der dog skulle kunne spekuleres i flytning til et bestemt sogn, bør der laves en karenstid i forbindelse med valgbarhed til menighedsrådet. Den bør være eksempelvis to år, svarende til en halv valgperiode.
MANGE VIL SIKKERT FINDE forslaget uhørt, da det vil bringe kaos i den ellers ordnede kirke. Det vil muligvis også skabe en meget større transparent folkekirke, hvor sognekirkers tilslutning vil afspejles af et aktivt valg og ikke sovende medlemmer. Faktum er netop i dag, at der er mange kirker, som oplever en larmende stilhed og vigende opbakningen fra 80 procent af sognet.
Så hvad kunne folkekirken opnå med at sætte mennesket fri? Et bredere og større engagement, et frit valg bringer en større ansvarlighed frem. At foretage et bevidst valg stimulerer refleksion og for de fleste ønsket om involvering. Derfor vil denne frihed være med til at styrke folkekirken.
Selvfølgeligheden (ligegyldigheden) bliver erstattet af liv født af et bevidst valg.