Professor emeritus: Lad os få indfødsret uden ”danske værdier”, tak

Et politisk flertal mener, at det skal kræve ”danske værdier” at blive dansk statsborger. Men med ”danske værdier” forudsætter man, at der er noget, alle danskere tillægger affektionsværdi. Det lyder besnærende, men er faktisk vildledende, skriver kronikøren

Gæster følger ceremonien fra balkonen til grundlovsceremoni på Københavns Rådhus, tirsdag den 25. februar 2020. Her er overværer to kvinder deres mænd få statsborgerskab. I dag - et år senere - er "den forplumrede retorik om indfødsretten og de ”danske værdier” udtryk for en skræmmende mangel på refleksion over, hvad der kendetegner den danske stat og det danske samfund," skriver kronikøren.
Gæster følger ceremonien fra balkonen til grundlovsceremoni på Københavns Rådhus, tirsdag den 25. februar 2020. Her er overværer to kvinder deres mænd få statsborgerskab. I dag - et år senere - er "den forplumrede retorik om indfødsretten og de ”danske værdier” udtryk for en skræmmende mangel på refleksion over, hvad der kendetegner den danske stat og det danske samfund," skriver kronikøren. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix og privatfoto

Det er ikke nemt at blive dansk statsborger. Alene betegnelsen skaber forvirring: Egentlig har man ikke statsborgerskab i Danmark, men indfødsret. Man skal helst blive som en indfødt. Nu mener et politisk flertal, at det skal blive endnu vanskeligere. Ifølge Venstre skal udlændinge ”tage danske værdier til sig” for at få dansk indfødsret. De må ikke sætte religion over Grundloven, og det skal sikres i en samtale, at de har taget det danske ind under huden.

Socialdemokraterne synger med på samme melodi. Forleden skrev Mattias Tesfaye og Mette Frederiksen i en kronik i Berlingske, at kun de skal tildeles indfødsretten, ”der virkelig vil Danmark og de danske værdier”. Meningen er, at de strengere krav skal indgå i en ny udgave af loven om indfødsret.

Hele denne retorik er efter min mening udtryk for en meget sørgelig mangel på nøgtern tankegang. Indfødsretten italesættes på en måde, der nærmer sig hysteri. Og den er præget af en hel række forplumringer.

Det er for eksempel populært at omtale indfødsretten som en ”gave”, der tildeles udvalgte udlændinge. Men vi hører yderst sjældent, hvad den gave indeholder. Hvad er det egentlig, man får, når man bliver dansk statsborger?

Ifølge en klassisk fremstilling af dansk statsforfatningsret indebærer statsborgerskab en særlig tilknytning til netop staten og ikke folket i national betydning. Statsborgerskab giver en række fordele: opholdsret, valgret, diplomatisk beskyttelse og adgang til visse ansættelser. Der kan også være tale om pligter, for eksempel værnepligt. Det er altså trods alt en overskuelig ”gave”, man får.

Hvor kommer så de ”danske værdier” ind i billedet? I den erklæring, nye statsborgere allerede nu skal afgive, lover man at ”ville overholde Danmarks Riges Grundlov samt respektere grundlæggende danske værdier og retsprincipper, herunder det danske demokrati”.

Også her savner man nøgternhed. Det er klart, at en dansk statsborger skal overholde Grundloven og respektere danske retsprincipper. Men hvad føjes der til med talen om værdier? Det danske demokrati er jo allerede dækket ind af respekt for Grundloven, der vel netop definerer det danske demokrati.

Ved nærmere eftersyn er talen om danske værdier aldeles uklar. Enhver, der har beskæftiget sig lidt med etik, retslære og demokratiopfattelse, ved, at begrebet værdi er yderst problematisk. I normal sprogbrug taler vi for eksempel om en bils eller en boligs værdi. Der er tale om et kvantitativt begreb, der kan gradbøjes. Men noget kan også have affektionsværdi. Det har for eksempel min afdøde mors salmebog. Her er værdi ikke noget objektivt og måleligt, men noget, der er bestemt af mine personlige følelser.

Når man taler om ”danske værdier”, forudsætter man altså så at sige, at der er noget, alle danskere tillægger affektionsværdi. Noget, vi sætter pris på, fordi vi er danske. Det lyder besnærende, men er faktisk vildledende. For hvad er det, vi som danske er så enige om at sætte pris på, at vi kan tale om danske værdier? For nogle år siden forsøgte kulturminister Bertel Haarder (V) at give et svar. På grundlag af en meningsundersøgelse fik han formuleret den såkaldte værdikanon med 10 emner. Blandt disse danske værdier finder vi frihed og lighed for loven, men også tillid – og hygge. Tillid er uden tvivl et gode, men det giver selvsagt ikke mening at kræve af nogen, at de skal vise tillid. Og ”værdien” hygge taler vist for sig selv.

Sagen er den, at talen om værdier i troskabsløftet er både overflødig og misvisende. Det altafgørende er jo Grundloven og retsstaten, og her drejer det sig ikke om værdier, men netop om principper. Principper er man ikke bundet af gennem sine følelser som ved affektionsværdier. Principper gælder, og dem er man forpligtet til at overholde. Statsborgerskabsløftet bør koncentrere sig om det væsentlige: Grundloven, der definerer vor demokratiske politiske orden og de basale frihedsrettigheder.

Tilspidset sagt: Hvad man som kommende statsborger nu skal forpligte sig på, er hverken værdier eller særligt dansk. Når vi for eksempel lægger vægt på ligestilling mellem kønnene, gør vi det jo ikke, fordi det er et særligt dansk påfund. Vi gør det, fordi det må betragtes som et almengyldigt princip, at kvinder og mænd skal ligestilles, fordi de er ligeværdige. Og hvis vi vil begrunde det yderligere, kan vi påberåbe os det almengyldige princip, at alle mennesker har det samme værd.

Så vidt man kan forstå, vil Venstre sikre sig, at kommende danske statsborgere har fået ”de danske værdier ind under huden”, gennem en demokratisamtale. Det giver selvfølgelig god mening at kræve, at danske borgere har kendskab til de grundlæggende principper for demokrati og retsstat. Men det er jo et spørgsmål om undervisning og oplysning. Og enhver ved, at nok så megen oplysning om demokrati ikke er en garanti for, at de oplyste er overbeviste demokrater.

I Venstre har man ikke glemt Grundtvig. Men en kongstanke hos Grundtvig var, at oplysning ikke må forenes med tvang. Oplysning og frihed hører sammen, og netop demokrati forudsætter jo, at vi som borgere ikke kun efterlever loven af tvang, men fordi vi har frihed til selv at have indflydelse på lovgivningen.

Ifølge Venstres forslag skal udlændinge i demokratisamtalen spørges om, hvordan man stiller sig, hvis ens religion siger noget andet end den danske lovgivning. Man må ikke mene, at ”Koranen står over Grundloven”. Også det er jo egentlig overflødigt.

Hvis man bekender sig til en demokratisk retsstat, er det klart, at der ikke gælder andre love end dem, parlamentet har vedtaget.

Det problem, vi taler om, er selvfølgelig, at en religion som for eksempel Islam kan have regler om ægteskab og skilsmisse, der hævdes at have juridisk gyldighed. Den slags kan naturligvis ikke accepteres – medmindre dansk lovgivning giver rum til det. Som bekendt har lande som Tyskland anerkendt, at den katolske kirke faktisk har sin egen lovgivning, som blandt andet omfatter netop ægteskab og skilsmisse. Også her er sagen altså mere kompliceret, end hvad der siges med slagordet ”Koranen står ikke over Grundloven”.

Bortset fra det, ligger der også i den kristne tradition en latent mulighed for konflikt mellem et lands lovgivning og den religiøse tro. En central sætning i Det Nye Testamente lyder: ”Man bør adlyde Gud mere end mennesker.” (Apostlenes Gerninger 5, 29). Sætningen spiller en helt afgørende rolle hos Martin Luther, blandt andet som begrundelse for ulydighed over for en magthaver, der fører uretfærdig krig. Og vi bliver stadig nødt til at skelne mellem tanken om en religiøs parallellovgivning – og en religiøst betinget lovovertrædelse.

Fortalerne for skærpede krav til ansøgere om dansk statsborgerskab bedyrer ofte, at det er en meget alvorlig sag at give indfødsretten som gave.

Ironisk nok virker det, som om de pågældende ikke selv tager statsborgerskabet alvorligt. De gør sig i hvert fald ikke den umage at tænke grundigt over, hvad statsborgerskab egentlig er.

Den forplumrede retorik om indfødsretten og de ”danske værdier” er udtryk for en skræmmende mangel på refleksion over, hvad der kendetegner den danske stat og det danske samfund. Og så længe vi ikke fører en fornuftig samtale om den ting, kan vi ikke stille relevante krav til vore udenlandske medborgere.