Arnold Busck, Danmarks største og ældste familieejede bogladevirksomhed, lukker sine 29 butikker, hørte vi forleden, og bogkrisen rammer nu dybt ind i samfundet. Og næsten samtidig hørte jeg i min lokale boghandel på Østerbro i København boghandleren fortælle, at det nu var billigere for hende at skaffe og købe en kriminalroman til en kunde hos det nærliggende supermarked end at bestille den fra forlaget, fordi forlagsrabatten var mindre end prisen hos supermarkedet! Tankevækkende, ikke?
Liberaliseringen af bogmarkedet begyndte i 2001 efter et mangeårigt pres fra Konkurrencestyrelsen – jeg oplevede det selv, idet jeg havde været medlem af Den Danske Forlæggerforenings bestyrelse fra 1986 til 1996, hvor vi havde kæmpet for den faste bogladepris, der havde hvilet på en dispensationsordning i forhold til de ellers frie priser, der var gældende i samfundet, og imod Konkurrencestyrelsens ønske om at ophæve særordningen, der oprindeligt var vedtaget for at beskytte bogen og læsningen.
Men i 2001 besluttede en ny bestyrelse i Forlæggerforeningen at bøje sig for Konkurrencestyrelsens krav, og året efter fulgte Boghandlerforeningen. På det tidspunkt havde kun Sverige og England frie bogpriser, alle andre lande omkring os havde bevaret den faste pris, og derudover måtte vi døje med verdens højeste bogmoms på 25 procent.
I 2010 konkluderede Konkurrencestyrelsen, at ”liberaliseringen er en succes”. Konkurrencestyrelsens opgave havde været at finde ud af, om de ”kulturpolitiske hensyn” havde lidt skade under de seneste 10 års liberalisering af bogmarkedet. De kulturpolitiske hensyn havde været den egentlige baggrund for dispensationen for at opretholde en fast pris. Men redegørelsen kom lidt for tidligt, for det var først den 1. januar 2011, bogmarkedet blev helt liberaliseret, da de såkaldte samhandelsregler mellem Forlæggerforeningen og Boghandlerforeningen endeligt forsvandt.
Men nu ved vi, at den frie bogladepris har betydet, at boghandlerne har mistet en stor og vigtig del af indtjeningsmulighederne, fordi størsteparten af bestsellersalget af populærlitteraturen er overgået til supermarkederne, hvilket naturligvis har forringet boghandlernes likviditet og igen betyder, at den danske og oversatte kvalitetslitteratur har fået endnu vanskeligere ved at klare sig på et kommercielt marked.
Et eksempel er Frankrig, hvor der fra 1978 til 1981 lukkede flere end 700 boglader ud af cirka 3500, indtil kulturminister Jack Lang under præsident Francois Mitterrand fik genindført den faste bogladepris som modvægt til supermarkedernes indtog og dermed fik standset blødningen. Det skete i forbindelse med vedtagelsen af en boglov til beskyttelse af boghandlerne og litteraturen.
I Danmark havde vi i storhedstiden 1970 cirka 650 boghandler og i dag cirka 320 – også vi kunne derfor have brug for en egentlig boglov – så vigtig en opgave for en ny driftig og klartskuende kulturminister, der ville kunne efterfølge tidligere bog- og kulturinteresserede Niels Matthiasen (S) fra 1970’erne og frem.
Norge har en fast bogladepris og derudover en biblioteksindkøbsordning, der medfører et nationalt indkøb af minimum 1000 eksemplarer af 85 procent af den udgivne skønlitteratur. I Sverige har man udgivelsesstøtteordninger, der ikke kan søges fra forlagsside, men tildeles efter kvalitetslitteraturens manglende salg og efterspørgsel.
Og i Danmark har Statens Kunstråds Litteraturudvalg samt Statens Kunstfond årligt cirka 47 millioner kroner til diverse forfatterformål, oversættelsesstøtte af kvalitetslitteratur, litteraturfestivaler med mere – ikke meget! Dertil kommer så, at Norge har 0 procent i moms på bøger, og Sverige 6,5 procent – og i Danmark altså 25 procent.
Ude omkring os har man valgt at bibeholde den faste bogladepris, hvor den samme bog sælges til samme pris, uafhængigt om den købes i et supermarked, på nettet eller i en boghandel. Hvad mon årsagen kan være?
Jeg vil mene, at den væsentligste grund er forfejlede kulturpolitiske, værdimæssige og samfundsmæssige hensyn. Litteraturen kan nemlig noget særligt – og som daværende kulturminister for Radikale Venstre Uffe Elbæk udtalte på et tidspunkt:
”For mig er kunsten afgørende for det enkelte menneskes mulighed for at gå på opdagelse i sig selv og derigennem ikke bare forstå dybden og kompleksiteten af sit eget følelsesliv, men også i den andens. Dermed bliver kunsten samfundets helt nødvendige grundforskning i det, det vil sige at være menneske.”
Og herunder naturligvis litteraturen! Bemærkningen faldt i forbindelse med endnu et møde i Kulturministeriet – som jeg deltog i – med partiernes kulturpolitiske ordførere, som der desværre heller ikke kom noget som helst ud af.
Næsten alle mente, at vi var bedst tjente med frie bogpriser, der – som det blev hævdet fra flere sider – tjente almenvellet og dermed demokratiet bedst!
Men kulturpolitikernes opgave er at tage stilling til det samlede bogmarkeds situation. Gennem de seneste knap 20 år er bogmarkedet skrumpet med boghandel- og filialbibliotekslukninger, og situationen er nu i dag truende for Danmarks kulturelle og samfundsmæssige udvikling – og det er særligt skønlitteraturen og den såkaldte smalle bog, der er presset.
Papirbogen skal kæmpe mod nye præsentations- og salgsformer. E-bogen og netsalg er væsentlige konkurrenter til det fysiske bogladesalg, og hertil er kommet folkebibliotekernes nye funktionsområder, der ud over papirbogen også omfatter lydbøger i ny udformning, e-bøger, computervirksomhed, film og ny teknologi. Det såkaldte vidensbibliotek er på hastig fremmarch og skal ikke længere være ”gammeldags” bibliotek, men udføre andre samfundsmæssige opgaver.
Det nye moderne bibliotek kommer til at fungere som det, vi i Niels Matthiasens dage kaldte ”medborgerhuse”, hvor man i vid udstrækning kan komme til at virke som bindeled mellem mennesker i alle aldre og professioner – som en slags være- og samtalerum med café og arrangementsaktiviteter. Noget, også den almindelige boghandel kunne lære noget af! Det fysiske nærvær omkring bogen er det allervigtigste; det og den lige så vigtige samtale får du ikke, når du bestiller og køber bogen fra computeren – og derfor er det også så godt, at der findes så mange rigtig gode bogcaféer og nye, små idealistiske forlag.
En af forudsætningerne for at ændre prispolitikken væk fra liberalisering og hen imod en form for fast bogladepris er en enig branche. Mit indtryk er desværre, at Forlæggerforeningens og Boghandlerforeningens bestyrelser mangler kommunikation og har gjort det i flere år, selvom vi også ved, at medlemmer af de to foreninger og en række udenforstående forlag ønsker en fastprisperiode på for eksempel seks måneder, hvilket må være af interesse for både Folketinget og Kulturministeriet.
Lad os håbe, at de to brancheorganisationer og de to forfatterforeninger i fællesskab vil være med til at påvirke Folketingets kulturpolitiske ordførere og kulturministeren.
Det hele drejer sig jo om at redde bogen og litteraturen nu og for fremtiden, så vi stadig kan sikre det brede kvalitative titeludvalg, for litteratur handler jo ikke kun om litteratur – men om selve livet. Og dermed dybest set om en anstændig kultur- og samfundspolitik for alle mennesker. Så derfor: Lad os give nyt liv til litteraturen.