Prøv avisen
Kronik

Biskop: Lad os inddrage de pårørende mere i begravelsen

Marianne Gaarden, Biskop over Lolland-Falsters Stift

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Folkekirkens medlemmer er som regel meget tilfredse med kirkelige begravelser og bisættelser. Når der er en klage, handler det ofte om upersonlige taler og manglende imødekommelse af personlige ønsker. Vi må arbejde med medinddragelse, skriver biskop

Folkekirken har det godt, viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik. Sidste år var der flere, der meldte sig ind i folkekirken end året før, og udmeldelserne har stabiliseret sig på et lavt niveau. Konfirmationsprocenten ligger imponerende højt i forhold til vores nabolande, hvilket vidner om, at kirken evner også at kommunikere med de yngre danskere.

Der er imidlertid et ømt punkt: begravelser og bisættelser. De bliver i stigende grad foretaget uden gejstlig medvirken. Det kan der være flere grunde til. Tilflyttere, der ikke har nogen tilknytning til den lokale kirke, kan vælge kirken fra.

Andre bruger måske bedemænd fundet på internettet, som ikke har en relation til den lokale præst, og hvoraf nogle måske vil spare penge på ikke at skulle køre kisten til og fra en ceremoni i kirken. Jeg har endog hørt om bedemænd, der tilbyder et jordpåkastelsesritual og dermed argumenterer for, at de pårørende ikke behøver en præst.

Endelig kan det stigende antal ikke-religiøse begravelser også skyldes en stigende individualisering, hvor folk selv ønsker at udforme en personlig afsked med deres kære.

Denne udvikling ses allerede på kirkegårdene, hvor de pårørende i stigende grad sætter et personligt præg på gravstedet. Det kan derfor være nødvendigt at se nærmere på, hvordan begravelser og bisættelser giver mening for de pårørende.

Det sætter tingene i perspektiv at se på sagen fra en ny vinkel, og det gælder også set fra den anden side af jorden. Som biskop for en række danske kirker i udlandet fører jeg blandt andet tilsyn med den danske kirke i Australien, hvor jeg i februar har været på visitats for at høre, hvordan arbejdet forløber.

Når den danske præst i Sydney, Bente Holdgaard, skal forklare forskellene på at være præst hjemme i Danmark og i Australien, understreger hun som noget markant anderledes menighedens aktive deltagelse ved de kirkelige handlinger, især ved begravelser:

Hvor præsten i Danmark er hovedansvarlig for ritualet og holder talen ved begravelser og bisættelser, er traditionen i de danske menigheder i Australien imidlertid meget anderledes. Her går de efterladte ind og tager medansvar og spiller en aktiv rolle ved den kirkelige handling.

Præsten er den person, der udfører det fastsatte ritual og holder en lille prædiken om det kristne opstandelseshåb, men den personlige del af talen holdes typisk af en af de pårørende, der kendte den afdøde godt.

Det er også en lokal tradition, at det ofte er pårørende, som læser de bibelske tekster, der bruges ved begravelseshandlingen. Tekster, som er valgt sammen med præsten, eller som præsten har valgt.

Derudover er det også helt almindeligt at afslutte begravelsen med et PowerPoint-show med billeder af den afdøde understøttet af musik, som vedkommende kunne lide.

De pårørende bliver på den måde aktivt inddraget i både forberedelserne og gennemførelsen af begravelsen. Det er med andre ord medinddragelse in action.

I begyndelsen var Bente Holdgaard selv skeptisk over for disse nyere traditioner. Hun stillede sig i første omgang pragmatisk an over for denne nye måde at gøre tingene på.

Hvis en pårørende havde planlagt at sige nogle ord, indgik de to samtidig en aftale om, at Bente Holdgaard kunne tage over, hvis vedkommende skulle blive overvældet af sorg og alligevel ikke kunne sige noget, når de stod ved kirken.

Men forbeholdet blev gjort til skamme: Efter syv år i Australien har hun erfaret, at det – mod hendes forventning – faktisk fungerer godt at give ansvaret fra sig. PowerPoint-show og populærmusik devaluerer ikke forkyndelsen. Det er meget meningsfuldt for de pårørende, at det er dem, der kender afdøde, der holder den personlige tale.

Ganske vist græder de pårørende nogle gange lidt ved kisten. Men ifølge præsten ødelægger det ikke noget. Tværtimod skaber det rum for, at de andre tilstedeværende også kan udtrykke deres sorg og være rummet i begivenheden.

Det er generelt udbredt ved australske begravelser og bisættelser at spille musik, som ikke er kirkemusik. Det til trods insisterede Bente Holdgaard på, at der også skulle indgå nogle salmer ved handlingen, fordi forkyndelsen skal have sin plads.

Da jeg spurgte ind til, hvilke ulemper og fordele der er for præsten ved denne medinddragende kirkelige praksis, svarede hun, at ulempen er, at præsten må afgive noget af sin kontrol og oplevelsen af at have autoritet og suverænitet. Fordelen er, at de pårørende føler et større medejerskab og engagerer sig mere i deres kirke.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, om det er en praksis, som vi kan tage ved lære af hjemme i Danmark. Der er nogle grundlæggende forskelle, der ikke blot lader sig overføre fra den ene side af jorden til den anden – både kulturelle og praktiske. En PowerPoint-præsentation og moderne musik virker anderledes i en kirke i Australien af nyere dato end i en gammel middelalderkirke i Danmark.

I Australien er mennesker vant til at stille sig op og tale i større forsamlinger, hvilket ikke nødvendigvis virker naturligt i en dansk sammenhæng. De personlige anekdoter plejer vi at henlægge til begravelseskaffen eller gravøllet, og vi danskere har ikke som i andre kulturer tradition for at vise billeder af afdøde – hverken i kirken ved begravelsen eller på en gravsten. Endvidere er det min overbevisning, at det fortsat er vigtigt, at præsten bidrager til at binde det enkelte menneskes lille livshistorie sammen med den store kristne fortælling.

Men når det er sagt, så tror jeg, at der er noget principielt at lære af den grundlæggende tanke om at inddrage de pårørende og menigheden aktivt.

Det handler om kirkesyn: Menigheden og de pårørende bør ikke blot betragtes som brugere af kirken, men som bærere af kirken. Derved bevæger vi os væk fra at være en servicekirke og hen imod det, vi er, nemlig en folkekirke – for medinddragelse skaber engagement og får folk til at tage medansvar.

Måske er det den inddragelse, som statistikken om det stigende antal ikke-religiøse begravelser afspejler en tørst efter: at kirken er menighedens kirke.

Kritiske røster vil givetvis tale om ”Himmelhunden” og forfladigede ceremonier. De positive erfaringer kan imidlertid ikke siddes overhørige. Og hvem kan for øvrigt dømme over menneskers minder og kærlighed til hinanden på tværs af dødens skel?

Hvordan det konkret skal komme til udtryk, må altid bero på en vurdering af de lokale forhold og de involverede parter, både præst, pårørende og kirkerum. Jeg fortsætter dog gerne samtalen om folkekirkens liturgi – både generelt og i de mange middelalderkirker her på de danske sydhavsøer, hvor vi med projekt ”Kirke med mere” er godt i gang med at undersøge, hvordan folkekirken skal se ud i fremtiden.

Det handler ikke om at erstatte den nuværende kirke med en ny form for kirke, men om at udvide rammerne og tænke i medinddragende baner for at imødekomme menneskers religiøse søgning.

En ting har mine oplevelser på den sydlige halvkugle dog gjort tydelig for mig: at et nyt blik på tingene ikke er en trussel, men en ressource.